Så kom dagen vi havde både frygtet og ventet på med længsel – EKSAMEN. På den ene side var det lidt nedtur at skulle sætte sig op til en eksamen, midt i det man egentlig følte var lidt en ferie i de varme lande J Men på den anden side så vi også frem til at blive færdige med sprogskolen, flytte og komme i gang med næste kapitel efter et par dage fri fra skole, lektier og 20 larmende brasilianske tøser.

Torsdag eftermiddag mødte vi klokken to som normalt, og gik ret hurtigt i gang med eksamen – en skriftlig grammatik prøve i nogle ret afslappede forhold og med knap så meget hysteri som i Danmark. Efterfølgende havde vores undervisere arrangeret en lille buffet på skolen, med masser af frugt, brød, pålæg, tun, lidt vin, lidt pisco og noget kage. Her fik vi sagt pænt farvel til de lærere, som vi havde haft den sidste måned. Bagefter gik vi hjem og fik en lur og den sidste middag hos vores husmødre, og så skulle hele klassen samles hos Nina – en finsk pige fra klassen som bor i en stor lejlighed inde i centrum. Vi festede hos Nina til vi blev for højrystede og så gik turen videre til Bellavista, som sædvanligt. Barrio Bellavista er centrums gå-i-byen-kvarter, spækket med barer, clubs og diskoteker.

Fredag morgen stod vi op med de grummeste tømmermænd, jeg fik sagt pænt farvel og på gensyn til Paulina og så kom Nicolaj i taxa ned og hentede mig. Sammen kørte vi, med alt vores lort, hen til vores nye lejlighed på Avenuida El Bosque 131, hvor Nikoline ventede – hun var blevet kørt derhen af en bekendt. Efter nøglekopiering, forbrugsaflæsning og underskrift tog ejeren af sted og stedet var officielt vores det næste halve år J Efter at have købt hele supermarkedet, fik vi besøg af et par stykker fra klassen til en pizza og en dåseøl, og så gik vi ikke alt for sent i seng, for vi var meget trætte.

Området hvor vi bor – Barrio El Bosque, er Providencias uofficielle centrum, og det kaldes for Santiagos moderne centrum. De lidt snobbede mennesker, som bor her kalder det for Sanhattan – ja, Santiagos Manhattan. Det kan man grine ad, men det er nu ikke helt forkert. Her er rigtig pænt og rent, og der ligger store hoteller og kontorbygninger over det hele. Her er propfyldt med små kaffebarer, restauranter, sushi steder, barer, trendy forretninger og ambassader. Midt igennem det hele løber vores gade så, en lang grøn gade med palmer, blomster og græs hele vejen ned, og folk til at vande det hele hver morgen. På hver side ligger boligblokke med hegn rundt om, og vi bor som sagt i nummer 131, blot cirka hundrede meter fra den metrostation, som fra på torsdag af skal fragte os i skole hver dag.   

Lørdag tog vi op til Cerro San Cristóbal endnu engang, og lagde os ved poolen med den skønne udsigt. Det var herligt at have en dag hvor man ingen planer havde, og vi kunne skiftevis læse lidt i vores bøger, høre lidt musik og svømme en tur. Hen på eftermiddagen ringede Sebastian (den tysker som boede sammen med ved Paulina) og sagde at sin roommate i sin nye lejlighed kendte nogle som skulle spille på et lille Jazzhouse i den del af byen, som hedder Ñuñoa, og vi var inviteret med. Så lørdag aften tog vi derhen med nogle lokale og hørte jazz – det var skide hyggeligt, og Nikoline har muligvis fået sig en aftale om at synge med engang.

Søndag tog vi en gåtur inde i den del af centrum som ligner vores kvarter aller mindst – se billederne. Her ligger La Vega, det største marked i Santiago, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord, dog mest fødevarer. Det dog lige siges at det kød og fisk de sælger der inde, er ikke noget vi tør røre noget af – godt nok er det billigt, men det ligner og lugter som noget man falder død om af. På vejen hjem igen, stoppede vi ind hos Sunmin i hendes nye kollegieværelse og fik frokost inden vi smed os hjem på sofaen og slappede af med en film. Mandag tog vi, sammen med Sunmin, ud til vingården Concha y Toro. Det er nok det mest kendte vinhus i Chile, og det producerer blandt andet de meget kendte Casillero del Diablo, Marquez og Don Melchor vine. Her købte vi en rundtur i produktionen og efterfølgende smagsprøver med en sommelier og dertilhørende ost. Rigtig lækkert og faktisk ret lærerigt.

Casillero del Diablo betyder groft oversat djævlens hule, og under hele produktionen ligger en mørk kold og fugtig kælder, hvor vinene med netop dette navn lagrer i træ tønder. Her var vi nede, og vi fik da også historien om navnet, men den er vist list for lang til denne beretning, så den må komme en anden god gang.

I dag, tirsdag, har vi lavet absolut ingenting, og nej hvor er det dejligt J Vi fik besøg af internetfirmaet lidt over middag, og de fik omsider nettet til at virker, så nu kan jeg endelig få lidt billeder op på bloggen igen.

Pas på jer selv så længe.

\\Kristian