Så er vi ved sidste nyhedsblog. Det er overhovedet ikke til at forstå, at vi har været i landet i 14 dage nu, tiden er fløjet af sted. Klokken 11.40 i morgen flyver vi til Kenya, derefter klokken 22.00 til Amsterdam, og engang lørdag morgen tager vi sidste tur til Billund, så vi lander 10.40. Det bliver mærkeligt at skulle køre i højre side igen, ikke se overfyldte shappa’er over alt, at 75% af bilerne ikke er fuldstændig ramponerede, at husene er af mursten, at kunne drikke af vandhanen, at folk ikke står overalt og tisser, ikke at skulle være sammen med Lisbet og Hurghg hver dag, og mest af alt ikke at skulle gå rundt i T-shirt og shorts, men i stedet have den store vinterjakke frem.

 Lige nu sidder vi i Maputo, hvor vi har været siden i går. Vi kørte klokken 9.15 fra Xai Xai, og tog den 3 timer lange tur i bil til hovedstaden. Maputo er virkelig anderledes, i forhold til alt andet vi har set. Det er en kæmpe stor by, med højhuse, store byggerier, utallige butikker, og en maaaaasse skrald. Her er det ikke unormalt, at et kæmpestort luksushus til flere millioner, ligger på en sandvej med huse af siv og ler spredt ud over vejen. Det er enorm mærkelig at se på, både fordi man ikke helt forstår, hvorfor man vil have lyst til at bo i sit store fine hus i sådan nogle omgivelser, men også fordi at det er så stor en kontrast, som vi i hvert fald ikke har set før. Det skal også siges, at præsidenten har sit 5 hektar store palads i Maputo, lige midt i slum og skrald.

Efter vi havde fået en lidt sen middag, tog vi hen på det store marked i byen. Kæmpestort marked, med alt lige fra alle slags frugter og grønsager, til elektronik og elfenben. Vi fik købt lidt hver især, og gik ellers bare rundt og kiggede på alle tingene. Det er vist ikke helt gået op for dem hernede, at man ikke får det helt store overskud i butikken, når man sælger det samme på markedet som 50 andre. Kunne være man skulle prøve at fortælle dem det ved lejlighed J. Efter markedet kørte vi lidt rundt i byen, og vi endte på en restaurant, hvor vi fik aftensmad. Kyllingesalat til Dennis og Signe, og pizza og burger til Lisbet og Kurt. Det helt omvendte af hvad det plejer at være, men vi har vist smittet af på hinanden med vores spisevaner! :b

Vi tog derefter tilbage til YFC’s hovedkontor, hvor vi sov, og skal sove igen i nat.

I dag gik turen så ud til Pastor Jorge og hans familie, som er gode venner af Lisbet og Kurt, der boede hos dem de første tre uger hernede. Sammen med Pastor Jorge gik vi den lange tur, på veje der mindede om at gå i Saharas ørken med sand til knæene(næsten), ud til Pastorens kirke, flot pyntet med guirlander og kvinder der sang. Vi så også tømmerskole, hvor drenge kan få lov at lære lidt om at bygge.

Hjemme igen fik vi serveret mozambikansk middag (igen, igen) som smagte godt som altid. ”Dog ikke ligeså godt som de andre” – Citat Dennis :b

Pastorens fire små piger fandt hurtigt ud af at Signe lange hår var sjovt at flette, og wupti var der 8 hænder i håret på hende, egentlig meget hyggeligt.

Vi fik også hils på Lisbet og Kurts Gudbarn RAPUNZEL, som er den dejlig pige der er i gang med skolens eksamener, der er alt afgørende for hendes uddannelse og fremtid. Vi håber for hende at det må gå godt!

Lige nu sidder vi og venter på aftensmad, og i morgen venter den lange hjemrejse. Det er dog meget trist at tænke på, at dette måske er sidste gang vi er i Mozambique, for det er virkelig et fantastisk land, med nogle endnu mere fantastiske mennesker! ”The land of happy people” som Pedro sagde. Vi er vildt taknemmelige for alt det vi har fået lov til at opleve, og de mennesker vi har mødt. En speciel tak til Lisbet og Kurt for at have holdt os ud i de to uger. Fedt at lære jer så godt at kende, i er nogle fantastiske mennesker. Vi er glade for at have fulgt WutomiAgri projektet på så tæt hold, og vi kan se hvor hård der er brug for det her i Mozambique. Det skal nok lykkes og blive til stor gavn, for Gud er med i det!

Også tusind tak for alle beskederne i gæstebogen, og for den store interesse om turen. Vi skal nok fortælle meget mere når vi kommer hjem.

De sidste hilsner her på bloggen fra Signe og Dennis :)