.......fortsat fra forrige beretning: Yasawa, part 1

En kold Fiji-Gold og et slag backgammon gør underværker efter sådan en omgang volleybold. På 4 barstole om et bord mellem baren og poolen sidder Thomas, Steffen, Kristoffer og jeg. Salten laver fine plamager og guirlander på huden, enten fra den indtørrede sved, eller fra havvandet. Solen er på vej ned, og der er snart tid til det traditionelle bad inden aftensmaden. Vi er alle håndværkere. 2 tømrere, en elektriker og en maler, så vi diskutterer lidt byggeri og forskellen deromkring fra Norge og Danmark. Så bibber mit ur pludselig. Da vi jo er præcis på den modsatte side af jorden, så er klokken den samme som i Danmark, og jeg har derfor ikke stilt på mit ur. Altså 12 timers tidsforskel. Uret bibber hver dag kl 05.45 (17.45 i Fiji) Jeg slukker alarmen, og siger, at nu skal jeg op på arbejde... Ud i mørket, i frostvejr med huen ned om ørerne og søvn i øjnene. De 3 andre håndværkere der står op på samme tid til dagligt, deler fornøjelsen over, at det ikke er tilfældet idag. Vi skåler i vores Fiji Gold, og de er helt forstående over, hvorfor jeg helt bevidst, vælger fortsat at lade min alarm bibbe hver dag kl 05.45 Dansk tid... 

Octopus Resort

Jeg følte mig næsten helt malplaceret, da vi blev budt velkommen på den 3. ø ud af 4 i mit øhopperi. Det var simpelthen for luksuriøst til at det burde være lovligt. Som de andre resorts lå den bogstavelig talt på stranden. Sandet fortsætter forbi lidt palmer med hængekøjer, så er volleybanen der, og straks efter baren, og restauranten med fint strandsand som gulv. Og en swimmingpool, med næsten alt for varmt vand midt i det hele.

De fine rammer gjorde også, at stedet her var knabt så meget fest, og mere egnet til familier. Knabt var jeg kommet ind af døren, før jeg støder ind i en familie fra Østjylland. Far, mor og 2 børn på 5 og 9 havde rejst rundt i New Zealand og Fiji nogle måneder, og sluttede turen af på dette resort. Måltiderne her var til 7 stjerner ud af 6. Jeg følte mig virkelig forkælet, når fint anrettede 3-retters menuer blev serveret. De var så fine, at man ikke kunne blive mæt af dem. Kender I ikk dem? Altså, man bliver nød til at æde pynten også! "salat" eller hvad det er man kalder det. Utroligt at det kan gøres til den pris hernede? Når man tænker på, hvilke vanvittige beløb familier betaler for at komme en uge til Mallorca! Ta' sgu da til Fiji i stedet for, og ta' båden ud på egen hånd. Det er vel en 5000kr for en returbillet pr. voksen, hvis man bestiller i go tid.

Efter nogle dage begyndte uvejret at lægge sig over øerne. Det stod ned i stænger, lynede og stormede, og det var slut med badeferie. Indendørsaktiviteterne kom i brug. Der blev hevet fjernsyn frem, set film, spillet pool, og en aften var der det fantastiske internationale verdensmesterskab i krabbeløb! Man køber en levende krabbe eller 2, og skriver sit nr med slettelak på rykken af den. I en spand med dem, som bliver vendt på hovedet i en rund arena, og når spanden løftes er løbet i gang. Min krabbe nåede hele vejen i finalen, men kom desværre ikke på podiet.

Til de tørstige aftener var vi et par håndfulde, der holdt baren åben. 2 Canadiske tøser, der arbejdede i Kina. En Australsk fyr og hans far, der efter sigende skulle have kvindetække for damerne over 60. 2 Svenske piger, der var så venlige at invitere mig med i deres midnats-nøgenbadnings-tradition i poolen om aftenen. Den ene, Viktoria, med 2 store vinger tattooveret på sin ryg, havde i øvrigt været med i den Svenske Robinson i 8 uger, inden hun stemte sig selv hjem. Og så var der Thomas fra Aalborg (som jeg i øvrigt har spillet i fordboldklub i Freja med, dog uden at kunne kende ham) samt de 2 Nordmænd Steffen og Kristoffer.

The Mountain climb

En aften aftalte Thomas, Steffen, Kristoffer og jeg med en ung bartender, at han skulle guide os op på toppen af øens bjerg den næste dag. Der var ganske vist almindelige guidede ture gennem resortet, men vi ville gerne uden om en evt venten og hensynstagende af den gamle turist med hvid solskærm og pengekat. Pga af den silende regn, blev den almindelige hikingtur til toppen også afblæst, af sikkerhedsmessige årsager, og da vi alligevel begyndte at drage fra resortet i vores hikingboots, kom de løbende efter os. "Stop, stop, where are you goin'?" For at undgå bøvl, sagde vi bare, at vi skulle over i landsbyen. Det var jo i og for sig også rigtigt nok. Vi fortalte jo så bare ikke, at vi derovre hentede og vækkede vores egen lille private guide, for at fortsætte op af bjerget på den illegale og rebelske seje måde.

Amore, som den 19-årige knægt (udtaget til Fijis rugbylandsholdssamling) hedder, tog en lille håndfuld af sine venner med, med manchetter og hele pisset, og så gik turen ellers op af. Vandet har virkelig magt her. Vi måtte gennem en strømstærk flod med vand til livet, og det var ren mudderskred, når vi kæmpede os op igennem rindende vandløb, desperat trækkende i siv og rødder, for ikke skride. Jeg synes ellers min form er ok, men dannede bagtrop, og mine sko måtte flere gange give efter i mudderet eller de spejlglatte våde klipper. Så var det på røven, et par meter ned, og op igen.

Til sidst måtte skoene helt af, da vi skulle op og bogstavelig talt klatre det sidste stykke op af klippestenene. Fuck hvor var der langt ned. Og på toppen skulle de lokale drenge jo spille helt macho, og vise hvor langt ud mod afgrunden de turde stå. Vinden var helt vild deroppe, og et uventet vindstød, turde jeg slet ikke tænke på, hvad kunne gøre. Udsigten var begrænset pga skyerne under os, men der blev nogle huller ind imellem til at nyde vores sejr.

På hjemvejen blev det også til baderi og udspring fra klipper i et mindre vandfald, der skød koldt regnvand ned fra toppen af øen, mens en af guiderne skrællede de bedste nyplukkede friske mangoer jeg nogensinde har smagt!

Beachcomber Resort

At skulle fra øen, var ikke helt nemt. Jeg kunne, pga zyklonen, ikke få af vide om båden overhovedet kom, før i sidste øjeblik. Men det gjorde den så, og det blev den vildeste gyngetur, jeg nogensinde har oplevet! Os der ikke var så habile svømmere, skulle vente på motorbåd nr.2, da den første blev fyldt med plastikindpakkede tasker, og gæster, til den gravede sig så dybt ned i vandet, at bølgerne slog ind over dem. Det så dælme vildt ud fra stranden. Vi kom med anden sending ud, og mine nytørrede shorts, var straks soaking våde af bølgerne og regnen der stod ned. Selve katamaranen gyngede lige så vildt! Jeg sad nede i "stueetagen" Hvor det ikke var til at se om man var under eller over vand gennem vinduerne. Bølgerne bankede voldsomt mod væggene, der knagede i krogene, mens slik og chips faldt ned fra hylderne.

Beachcomber har ryet for at være party-ø nr 1. Det vidste jeg så ikke helt om jeg skulle være skeptisk eller positivt indstillet over for? Derfor havde jeg også kun booket et enkelt nat. Jeg vil gerne høwle øl, men gider ikke sådan noget Ibiza/Sunny Beach-overgearethed. Det var det heldigvis heller ikke. Der var endda liveband, der spillede Clearwater og lagde en go markedstelts-stemning. Jeg ankom på øen helt uden bekendskab fra tidligere øer, men faldt i snak med en Italiener, Schweizer, New Zealænder og en fyr fra Chile. Chileneren var en af dem, der kun har én ting i hovedet, når han drikker. Som jeg tidligere har nævnt, så er jeg også selv en temmelig stor fan af patter, men jeg hader at sidde og drikke med nogen, hvor det er sådan en 1.prioritet, at det helt overskygger hyggen og drikkeriet. Uanset om det er i Fiji eller hjemme i Danmark. Når deres øjne konstant spejder rundt i lokalet, tungen ned af hagen, og man nogen gange er i tvivl om de overhovedet hører hvad man siger? Synes godt man kan flette det ind i hinanden på en mere moden måde.

Ud over at være partysted nr 1 i Yasawa-øgruppen, så kendetegnes Beachcomber også ved, at øen er så lille, der faktisk kun lige er plads til resortet. Det er bare en lille skildpade-ryg af sand, med lidt palmer og så resortet. Det ville vel tage en 5 minutter at gå rundt øen.

Ud af Fiji

Jeg tror gerne de ville have jeg blev i Fiji. Ihvertfald var mit fly cancelled, da jeg troppede op, på et tidspunkt, mange hippier ville have sovet over på. Og mens vi så står der og venter på at få et nyt fly, så går der sgu lige ild i lufthavnen, så den må evakueres. Det blev rent kaos udenfor, med brandbiler rullende gennem en mænneskemængde, der alle gerne ville først ind igen, når lufthavnen blev genåbnet. i Lufthavnen mødte jeg i øvrigt også Mark igen. Canadieren fra Coral View, som var blevet på den samme ø i 10 dage!

Jeg fik et nyt fly om aftenen, og smidt ud på et luksushotel i de timer jeg skulle vente. Der var godt nok ikke noget at komme efter, og jeg spekulerede over, hvor meget sådan et resort mon måtte koste at bo på i døgnet, inden jeg gik ud og oversked deres lokum. Timerne blev tilbragt læsende i "De Ensomme Ulve" om frihedskæmperne under 2.verdenskrig, med fødderne gyngende i poolen og en Fiji Gold indsvøbt i en serviet ved min side.

Lidt om Fiji-folket

Fiji-mennesker er de varmeste og gladeste mennesker man kan forestille sig. Kendetegnende for en Fiji-mand er, at han er lettere bamset, har et stort hoved, og mangler præcis én tand i munden, mens resten af tænderne ser helt fine og hvide ud. Og så er der måske nogen af jer (de som kender mig godt), der tænker "hey... er der ikke en sammenhæng her?" Og jo, det er der. Det er jo fuldstændig de samme træk jeg har. Lettere overvægtig uden at være fedladen, en tand nede, og et halvstort hoved. Jeg passer mega godt ind hernede. Det er som om vi har et eller andet sammen. I ved, når man så'n går forbi hinanden, så giver man lige sådan et forstående nik uden at sige noget.. "Nå, du har også et stort hoved, ligesom mig, hva'?".. "Ja, det kan jeg nok ikke komme udenom, vi burde være soulmates, hva?"..."Det ved jeg nu ikk rigtigt, hvad fanden er det du har hængende der på hagen?"..

Jeg er også overbevist om at de er møgstærke inden under deres bamsedragt. De ville kunne krølle enhver muskelmarkeret Dansk rocker med tynde ben, fuldstændig sammen, og tørre gulvet op med ham. Men samtidig er de bare så storsmilende og venlige, at man får lyst til bare at springe op på dem, kramme dem med arme og ben, ruske dem i kinderne, og babytalke dem "er dju min lille Fiji-mand, hva? hvem er min lille Fiji-mand? djybidjybidjy!..."

Efter at have sat flueben ved landet Fiji, har jeg nu overstået det første kapilet af min rejse. Jeg synes jeg har oplevet så meget allerede, at tanken om, at det hele faktisk stadig kun lige er begyndt, virker enorm surrealistisk. Men der er jo ikke andet for end bare at sætte lortet i 5.gear, lean back, and enjoy the ride...