d. 24. oktober 2007

1. rejsebrev til Ballerup Seminariet

Jeg har nu ophold mig i The Gambia i godt 3 måneder (Jeg rejste herned før tid for at have god tid til at etablere mig) og meget er sket. Eller rettere IKKE sket, for sådan er mentaliteten her. Der tales meget, holdes mange møder om en masse ting og så sker der ikke så meget derefter. Skolen startede først d. 24. september og jeg har derfor måttet lede efter et egnet sted at aftjene mine første måneder af praktikken. Dette har på ingen måde været let og I kan læse mere om alle mine besværligheder på www.travellog.dk/gambia. Det lykkedes mig dog at komme i kontakt med diverse fodboldakademier (som fungerer som en slags fodboldklubber), hvor jeg gennem diverse pædagogiske lege og aktiviteter har forsøgt at træne drengene (og nogle få piger) i at opbygge holdånd og kammeratskab hinanden imellem (Der har blandt andet været en artikel om dette i en af de lokale aviser som jeg har tilsendt seminariet og jeg vil samtidigt opfordre alle til at besøge www.gilkock.com som er hjemmesiden for landets bedst fungerende akademi)

Siden slutningen af september har jeg arbejdet  og udfoldet mig på St. Thereses Lower Basic School, hvor jeg er blevet tilknyttet en 3. klasse og den dertilhørende lærerinde. Skoledagen er tydeligvis anderledes end i Danmark. Den starter kl. 8.20 og slutter 13.45. I denne periode sidder samtlige 50+ børn ned og bliver undervist kun afbrudt af én enkelt ½t. pause midt på dagen, der så bruges på at spise, drikke og tisse af, så der er ikke meget tid til leg. Idræt blev for et par år siden taget ud af skemaet, da skolen med omkring 3000 børn har et areal på størrelse med seminariets, hvilket gør at Idræt forstyrrer de andre klasser for meget. Jeg har derfor måttet kæmpe en brag kamp for at få på skemaet men det ér lykkedes. Undervisningsformen er meget gammeldags og forstyringselementet  gør at børnene sjældent forlader klassen for at deltage i alternativ undervisning. Lærerne skal holde sig 100% til pensum, nedskrive en daglig rapport om hvad børnene skal lære den efterfølgende dag og følge den til punkt og prikke. Der vil vist blive taget stikprøver for at rektor kan se om man holder sig til planen. Lærerne er meget autoritære og er en elev faldet i søvn, dagdrømmer eller forstyrrer klassen så vanker der enten med flad hånd eller med hvad der nu ellers er ved hånden (afskåret haveslange, reb, selv motorremmen bruges)  Alt i alt er tingene meget firkantede og langt væk fra den pædagogik og medmenneskelighed som jeg ønsker at stå for.

Meget af det arbejde jeg laver kan karakteriseres som direkte undervisning, men min undervisning er i mange henseender anderledes fra den som børnene er vant til. Jeg ønsker at det skal være sjovt at gå i skole, at vise børnene at jeg kan lide dem og derfor er jeg væsentlig blidere i min omgang med børnene. Jeg har fra dag ét indgået direkte i undervisningen og af ofte står jeg selv for undervisningen. Dette er selvfølgelig en stor mundfuld, da bare det at skabe ro i en klasse med 50+ børn med krudt bag i, for de andre lærere klares ved at slå, hvilket jeg naturligvis aldrig vil gøre. Så stemmen må ofte lide og af og til kan det være pænt frustrerende. For det meste er det dog skønt og det er en dejlig oplevelse at se stoltheden i øjnene på en 9-årig gut, der lige er blevet færdig med sit regnestykke. Jeg forsøger at bruge sang og leg til at opbygge et socialt sammenhold i klassen og dermed også at differentiere hverdagen fra det de er vant til. Jeg har med hjælp fra lokale venner fået oversat ”I dag er det Peters fødselsdag” til Wolof (Tey muy bæsu Peter) og har lært klassen 3. vers. Inden længe vil jeg overraske dem med en tur til GRTS (eneste TV-station i landet) hvor vi vil indspille sangen som så vil blive sendt i hele landet (måske endda dagligt, da der er hverdag sendes fødselsdagshilsner med musik via fjernsynet). Derudover har jeg oversat, Boogie Woogie, som er en stor succes og et par andre sange, som jeg af og til bruger til at bryde den faste ensformige struktur.

Det er tydeligt for mig at mine udbytte af denne praktik vil se væsentligt anderledes ud end hvis jeg havde taget en praktik på et dansk fritidshjem og at de erfaringer jeg gør mig her ikke kan overføres direkte til min kommende hverdag i en dansk institution. Men disse erfaringer er dog mere en guld værd.

Det at lære en anden kultur at kende fra bunden, være tvunget til at møde nye og vidt forskellige mennesker fra én selv er guld værd. Naser Khader sagde engang: ”Indsigt skaber udsigt.” Men jeg vil nu tilføje at udsigt så sandelig også skaber indsigt. Ud over denne menneskelige og kulturelle gevinst kan erfaringen ved at stå alene med en gruppe på 100 børn og være direkte ansvarlig for deres hverdag, være en erfaring som jeg ikke har kunnet få andre steder. Vi taler meget om burhønsebørn, når vi taler om normeringen i de danske institutioner og de griner af os. Her nede er klasserne af samme fysiske størrelse som de danske klasseværelser og antallet af børn 2-4 gange højere.

Den første skolemåned har været meget rodet (jeg begyndte eksempelvis at undervise i 1.klasse, men blev flyttet til 3.) og bare det at få 3000 børn ind i de rigtige klasser tog over 1 uge. Så var det tid til at få uddelt og indbundet bøger og selv nu en måned senere er der stadig børn der ikke har fået gjort dette. Denne rodede affære står i dyb kontrast til den strukturerede hverdag der er inde i klasserummet og har gjort at en egentlig vejledning har været svær at etabler. Jeg har dog fået det arrangeret sådan at vejledningen vil foregå efter skoletid fredag (som er en halv dag – The Gambia er et muslimsk land) med start denne fredag. Her vil jeg forsøge at spørge ind til og lære om lærernes uddannelse, deres baggrundsviden om og syn på børn generelt. Derudover vil jeg selvfølgelig også tage emnet fysisk afstraffelse op, hvilket jeg selvfølgelig allerede har gjort og jeg kunne godt tænke mig en hjælpende hånd fra seminariet eller andre læsere. Jeg vil gerne kunne referere til noget skrevet materiale om hvad fysisk afstraffelse gør ved børn, da en tubab (hvid mand) skal være meget overbevisende for at kunne gennemtrænge paraderne og sådanne litteratur er ikke lige til at opdrive i dette land.

Jeg ser frem til mine sidste 3 måneder og forventer at have en masse at fortælle om, når jeg kommer hjem. En gang Gambia, altid Gambia.

Hilsen Mr. Dorleh* aka Allan Nevado

*Dorleh er wolof og betyder stærk

Allan Nevado

P.O. BOX 2089

Serekunda

The Gambia

West Africa