27. september 2007

Arbejdet begynder…

Langt om længe, efter alt for mange møder, for meget snak og for lidt handling, fik jeg endelig presset nok på til, at det kunne lade sig gøre, at jeg kunne komme i gang med det jeg er her for; at arbejde med børn. Jeg havde endelig fået kontakt til et fodboldakademi som jeg begyndte at arbejde med for et par uger siden. Min idé var at bygge videre på de positive oplevelser og erfaringer jeg havde gjort mig i Brufut, men det stod mig hurtigt klart at det var en helt anden børnegruppe og en helt anden organisationstype jeg havde at gøre med her. Dette akademi havde tydeligvis flere midler end Gilkock-akademiet i Brufut, men organisationen var direkte elendig. Trænerne kom sjældent til tiden, hvis de overhovedet kom. De, trænerne, koncentrerede sig stort set kun om afleveringer og at stoppe bolden og ofte modsagde de hinanden. Når trænerne endelig mødte op, så manglede manden der havde nøglerne til rummet med bolde og kegler mv. og så kunne man side med en gruppe børn og blive godt og grundigt frustreret.

Det var med andre ord en institution, der havde alle muligheder for at udvikle nogle sunde og fornuftige unge mennesker/børn, men som grundet manglende struktur, organisation og forvirrende signaler i stedet bidrog til at udvikle udisciplinerede, ukoncentrerede og skrubforvirrede børn.

Børnegruppen var utrolig svær at arbejde med, men alle udfordringer bør tages op og man lærer ofte mere af fiasko end succes, så der var intet at tabe og alt at vinde.

Jeg begyndte at træne børnene mandag til fredag fra 8.00 – 12.00 (af og til hele fem timer) og min tanke var, som tidligere omtalt (mine Gilkock-erfaringer), at bruge humor og leg til at udvikle børnenes kammeratskabsfølelse, holdånd og derigennem forhåbentlig hjælpe dem til at blive nogle mentalt sunde børn og derved et bedre hold.

Det stod mig dog hurtigt klart at børnene manglede en del disciplin og ofte havde meget svært ved at koncentrere sig om selv simple opgaver, Bare det at formidle en kort besked til dem var af og til ganske besværligt. Når man står der med 60 børn og unge som forventer 4 timers ’underholdning’ og man inderst inde har et dansk pædagogisk ønske om at inkludere alle i aktiviteterne, hvad gør man så når størsteparten har svært ved at holde koncentrationen?

Jeg forsøgte mig med at tale til deres bedre jeg (”Hvis I vil være gode fodboldspillere er det vigtigt at I kan holde koncentrationen” osv.), så forsøgte jeg mig med diverse koncentrationsøvelser, ligeledes uden større succes og til sidst måtte jeg så indse at der måtte bruges hårdere metoder for at skærpe deres koncentration. Der skulle sættes tydelige grænser. Grænser der normalt virkede slørede måtte på ny tegnes op. Men hvad så hvis grænsen overtrådtes?

Her var der kun en ting der virkede. De store ord og formaninger havde ingen chance her, så jeg måtte ty til ’fysisk’ afstraffelse!!! (Bare rolig, jeg har aldrig lagt en hånd på et barn og vil heller aldrig gøre det. Dette standpunkt har dog givet mig problemer op til flere gange, men det vil jeg vende tilbage til) Jeg måtte kaste mig over mere militære metoder og kollektiv afstraffelse. Det var ikke altid lige populært, men det hjalp dog på koncentrationen og ligeledes på børnenes fysik. (På to uger forbedrede børnene gennemsnitligt deres tid på en 400m-distance med 15-20 sekunder) Den militære disciplin omfattede løb, armstrækkere og mavebøjninger som enten blev delt ud til alle eller til ’synderen’ selv alt efter omstændighederne. Det var ikke en metode som jeg er specielt stolt over men der var ingen børn der led overlast og træningen forbedrede sig markant. Når jeg her omtaler mine fodbolddrenge som børn skal det understreges at de aldersmæssigt var mellem 12 og 18 år.

Det var skønt endelig at være i gang med at arbejde og at jeg så kunne beskæftige mig med fodbold var kun endnu bedre. Jeg havde som tidligere nævnt et ønske om at bruge mine Gilkock-erfaringer (pædagogiske lege til at styrke sammenholdet), men den manglende koncentration spillede en for stor rolle. Når jeg forsøgte mig med aktiviteter der veg for langt fra den vanlige træning, blev de forvirrede og så gik det op i hat og briller. Derfor var meget af træningen baseret på min viden inden for området og de erfaringer jeg har gjort mig i løbet af min korte karriere i Ballerup IF. Jeg har så i mellemtiden studeret diverse fodboldbøger, som har inspireret mig en del (og som også har inspireret de gambianske trænere, på trods af at det hele står på dansk – men billederne var gode og så kunne jeg jo altid oversætte). Jeg fandt dog hurtigt ud af at mængden af drenge var for stor. Der var for stor forskel mellem niveauet, konditionen og koncentrationsevnen og derfor valgte jeg at splitte dem op. De kom så i to grupper 3 gange om ugen og det var straks lettere at holde styr på. Dette gik desværre ud over min egen fysik. Jeg er af den holdning at hvad jeg kræver af børnene skal jeg kunne klare selv, så ofte deltog jeg selv i straffen. Selv når et barn fik en individuel ’straf’ deltog jeg (hvis det var muligt) hvilket gjorde at jeg fik løbet ufatteligt meget og lavet alt for mange arm/mavebøjninger. Af samme årsag måtte jeg lægge mig syg en dag. Jeg havde forklaret børnene hvor vigtigt restitution var og samtidig løb jeg ofte en tur efter træning og motionerede hver aften. Jeg fik ingen restitution og en fredag sagde kroppen stop. Jeg kunne knap nok gå, mine arme var smadret og mine skuldre smertede mere end nogensinde. At gennemføre en træning var decideret umuligt og jeg måtte blive i sengen en hel dag.

Så begyndte ramadanen og pludselig blev mængden af drenge skarpt reduceret. At faste fra tidlig morgen og så træne i 5 timer fra kl. 8.00 er praktisk talt umuligt. Jeg ændrede derfor træningen således at vi kun trænede 1½ - 2 timer med lav intensitet. Bare så de kunne holde formen ved lige og ikke mistede følingen totalt. Det gik ganske fint og pludselig en mandag kommer oprindelige træner (som altid træner dem i weekenden, men som efter jeg var kommet til havde aflyst alle sine træninger) og fortæller at der vil være en turnering samme lørdag. En turnering arrangeret af SOS-Børnebyerne i samarbejde med det nationale fodboldforbund i anledningen af FIFAs fair-play dag. Vupti så skulle der sættes hold og som jeg har for vane udvalgte jeg spillere ud fra deres fremmøde frem for deres evne.  Jeg udtog 16 spillere som så trænede med mig de efterfølgende dage. Torsdag lavede jeg så mit sidste cut og det var lidt af en hård banan at knække. Vi skulle spille en turnering for drenge på 17 år eller yngre og det var tydeligt at nogle af drengene simpelthen var for små. Jeg husker selv fra mine børneår og til dels oplever jeg det af og til stadig, hvor frustrerende det er at blive valgt fra på grund af sin størrelse. Det er så møg irriterende at få at vide at man egentlig har kvaliteterne, men at man bare er for splejset. Her stod jeg så selv som træner og måtte give den samme smøre til nogle af de drenge jeg måtte vælge fra. Jeg kan love jer at det var hårdt. Tårerne var tæt på at trille på nogle af drengene så jeg skyndte mig at fortælle at jeg ønskede dem som mine hjælpere på dagen og det hjalp da lidt på det. Jeg gjorde en dyd ud af at fortælle at dem der ikke klarede den stadig var en del af holdet og på selve turneringsdagen var de med i omklædningsrummet (det vender jeg tilbage til). Fredag morgen måtte jeg aflyse træningen og havde derfor flyttet den til senere på eftermiddagen. Det var den sidste træning inden turneringen og det var vigtigt at få de sidste detaljer på plads og få lagt en endelig taktik. Skolen skulle starte om mandagen og jeg var derfor indkaldt til et lærermøde fredag morgen. Det skulle være en slags briefing, hvor jeg så ville blive præsenteret for resten af lærergruppen og kunne få et indblik i skoledagen mm. Det var hvad jeg havde fået fortalt, så jeg mødte spændt op på skolen kl. 8.00 fredag morgen. De havde dog glemt at fortælle mig tid og sted for mødet, så jeg løb fortvivlet rundt og ledte på det meste af skolen. Jeg fik fat på en pedel der fortalte at det først var omkring kl.8.30 men at jeg bare kunne sætte mig og vente ude foran inspektørens kontor. ”Så skulle de nok snart dukke op” Det gjorde jeg så. Ganske som jeg havde regnet med var der stadig intet sket da viseren passerede halv ni. Der var ingen tegn på liv så jeg ringede til inspektøren for at høre hvor mødet skulle afholdes. Han fortalte mig så at de havde besluttet at mødet kun skulle være for seniorlærerne (en slags overlærer, der er et mellemled mellem den almindelige lærer og inspektøren – der er én for hvert klassetrin og vil man lave en aktivitet skal man have tilladelse fra vedkomne og evt. også fra inspektøren, før man kan gå i gang. De er meget glade for bureaukrati og hierarki hernede) og jeg derfor ikke skulle deltage. Jeg skulle i stedet bare møde op mandag, så ville jeg få min uniform og den briefing jeg behøvede. Fint nok. Jeg havde også kun startet dagen kl. 6 og knoklet mig tværs igennem Serekundas mudder på gåben, i mine fine sko for at finde ud af at jeg var kommet forgæves. Jeg var ikke ligefrem lykkelig, men tog så i stedet på indkøb og returnerede så til Bundung, lige tidsnok til at jeg kunne nå træningen jeg havde planlagt. Da jeg ankommer til Serekunda East Ministadion (som har en af de få græsplæner der findes i landet og består af en enkelt tribune uden sæder og fundamentet samt trapper til en anden aldrig færdigbygget tribune. Derudover en lille balsal og et miniklubhus med et kontor og rum som bliver brugt til omklædning) finder jeg ud af at der er en kamp i gang.

Pt. Er den officielle fodboldturnering ikke startet, da det er regntid. Der i mod spilles der en off-season turnering (Nawetan) som består af alle de lokale hold. Hold som ikke har faciliteter. De har spillerbluser, men træner på offentlige arealer, hvis de træner overhovedet. Mange af dem er blevet sponsoreret af et firma eller en europæisk klub eller lignende og har taget navn derefter. Derfor er det ikke unormalt at Celtic skal møde Milan eller at Comion (teleselskab) spiller mod Elton (Benzinselskab). Det, at Nawetan kun er for lokale hold gør at interessen og passionen for denne turneringen er langt højere end for den officielle landsturnering. Stadionerne er ofte fyldte og ved en scoring går alt op i hat og briller. Jubelscener herhjemme er vand ved siden af det jeg oplever her.

Tilbage til træningen.

Der var altså en kamp i gang og jeg måtte derfor tage drengene ud i en offentlig park (En ganske stor sandkasse) hvor der ved hjælp af  krogede stammer med en snor imellem var dannet en række mål der så fungerede som fodboldbaner. Det er drenge og mænd i alle aldre dagligt spiller bold flere timer om dagen. Man skal derfor være heldig at finde  en ledig kvadratmeter. Ofte er der så mange der vil spille at banerne splittes op i en stor mængde mindre baner uden tydelige grænser. De går på kryds og tværs af hinanden og det er umuligt både for spillere og tilskuere at se hvor den ene bane ender og den næste begynder. Det kræver derfor et godt øje for ikke at blive forvirret i kaoset. Derudover skal man regne med at der måske løber eller har løbet en bæk tværs igennem banen hvilket gør banen endnu mere ujævn end den i forvejen er.

At drengene ikke kommer mere til skade end de gør er mig et under. Der ligger affald, dåser, plastic og sten overalt på banerne, da et åbent areal ofte også bliver brugt som lodseplads, og mange af drengene spiller i bare tæer. Derudover er deres tacklinger hernede et kunststykke i sig selv. De tackler ikke som vi gør i Danmark, men kaster derimod begge ben fremad samtidigt (det vi i fodbold kalder knubberne først – men her med begge ben i en slags hop ind i modstanderen) Man skal være heldig for ikke at få en skade når man bliver overfaldet på denne måde. Hvis forsvareren rammer bolden rammer han med sikkerhed også manden som derefter kan ligge og vride sig på jorden (sandet). Hvis han derimod ikke rammer bolden rammer han i hvert fald manden og hvis han så (som det sker oftest) er heldig bliver der ikke dømt frispark og så har man jo bolden, mens angriberen ligger og vrider sig i smerte. (En win/win situation for forsvareren og en situation der for angriberen i værste fald kan betyde farvel og tak til fodbold)

Jeg kom vist på afveje igen.

Vi var heldige da vi ankom til ’parken.’ Det var ramadan (hvilken overraskelse) så folk blev generelt hjemme for at slappe af i heden og derfor var der forholdsvis tomt og vi kunne få trænet lidt bold og gennemgået vores taktik m.m. Jeg ville ikke træne dem for hårdt, de skulle helst bruge kræfterne til turneringen dagen efter. Jeg fik dem dog beordret til at gå tidligt i seng så de kunne være udhvilede og fortalte dem lidt om at det var vigtigt at de fik en sund kost, både om aftenen og næste morgen da jeg ville give dem det optimale potentiale.

Jeg aftalte med nogle af drengene at de skulle møde op ved min dør kl. 11.40 præcis, da jeg ville medbringe noget vand til dem der ønskede at drikke og noget isvand med håndklæder til de fastende så de kunne få kølet kroppen ned. Vi skulle spille den først kamp kl. 13. 30 så vi ville have ca. 1½t. til at klæde om, gennemgå taktik og få varmet op. Alt var timet og tilrettelagt. (Jeg glemte bare at jeg befinder mig i Afrika)

Næste morgen havde jeg et par ærinder i Serekunda og gjorde mig derfor klar til at tage af sted. Jeg var på vej ud af døren præcis en time inden drengene skulle være hos mig og der stod pludselig en af drengene med hans kammerat. De regnede med at de kunne hænge lidt ud hos mig indtil vi skulle af sted. Jeg måtte så forklare dem at jeg altså havde nogle ting jeg skulle nå og at de skulle komme igen en time senere. Skuffede måtte de så tøffe af sted igen og jeg tog ind til Westfield for at få klaret mine indkøb mm. Jeg kom tilbage præcis på det aftalte tidspunkt og fandt alle tingene frem. En masse vandposer (Man køber ½l. vand i små forseglede plasticposer til 2 Dalasi, som man så bider hul i og drikker) og  isvandet med håndklæderne mm og satte mig til at vente. Jeg ventede og ventede og ventede og da der var gået ½ time og der stadig ikke var dukket nogen op ringede jeg til en af mine kontakter fra akademiet og forhørte mig om han vidste hvor drengene blev af. Det viste sig at der stort set ikke var dukket nogen op endnu, de havde tydeligt vis ikke indset vigtigheden af dagen eller også havde mine intense forsøg på at lære dem præcision ikke haft den effekt jeg ønskede.

Jeg havde fra day-one gjort det klart at jeg ikke ville acceptere at drengene kom for sent til træning. Der er en gylden regel her, at en aftalt tid kun holder indtil den bliver overskredet, hvilket vil sige at man 9 ud af 10 gange kan komme til tiden og så få lov at vente i timer på modparten. Det er forhold som man ikke kan arbejde under hvis man, som jeg, skal stå med ansvaret for 50 drenge og for dem kreere en konstruktiv træningssession. Derfor var det vigtigt at de kom til tiden (dem der kender mig ved at jeg til sider selv kan have en tendens, uforskyldt selvfølgelig, til at bruge den såkaldte african time, så det var en god øvelse for mig selv at  stå med det overordnet ansvar og kræve præcision) og jeg informerede dem om de sanktioner der ville være for at komme for sent. I de fleste tilfælde armstrækkere og hvis det var meget for sent ville de blive sendt hjem. Det virkede også fint nok de første par dage. Men så opstod problemerne. Jeg havde ikke nøgler til boldrummet og manden der havde mente åbenbart ikke at præcision var vigtigt. Af og til sad vi og ventede i op til 1½ time på at få bolde og kegler m.m. Det var pænt frustrerende at stå med en flok drenge der stort set alle kommer til tiden og så ikke kunne starte træningen fordi en klovn med et sæt nøgler har været oppe hele natten og derfor ikke er i stand til at møde på arbejde til tiden. Dette havde selvfølgelig en effekt på drengene. Hvordan skulle jeg kunne lære dem vigtigheden af at komme til tiden, når vi alligevel ikke kunne lave noget som helst (Vi kunne ikke en gang komme ind på græsplænen for at lege nogle lege, da den var indhegnet og nøglen sad i den samme sløve mands nøglebundt) og derfor kunne vi kun side og vente på at han dukkede op. Det er begrænset hvor lang tid man kan bruge på at varme op og løbe ture, hvilket i sig selv var et problem da de fleste veje var oversvømmede grundet regntidens heftige skyl. Når denne mand så en sjælden gang kom til tiden og jeg kunne starte min træning, så dukkede der andre problemer op. Deres normale træner, som træner dem i weekenden havde en tendens til at møde op og overvære en del af træningen uden dog selv at deltage. Af og til kommer han så ind og blander sig og giver drengene direkte kontraordre på havde jeg lige havde fortalt dem. Dybt frustrerende. Hans filosofi omkring fodbold er tydeligvis anderledes end min og det som drengene generelt træner med ham og de andre hjælpetrænere er det de kalder ’break and pass’ (altså at stoppe bolden og så aflevere den igen). Det bruger de så 4-5 timer på hver weekend. Jeg havde jo en væsentlig anderledes tilgang, med opbyggede spil, der var differentieret i forhold til deres niveau og træning af ting som vendinger, tacklinger, sideskift mm. Når jeg så havde igangsat et spil, gik jeg fra gruppe til gruppe og gav dem feedback og det var så her at jeg oplevede at han gik ind i nogle af grupperne og gav dem instruktioner der trak deres fokus i den forkerte retning. Jeg ville ikke gå ind og forvirre drengene mere end de i forvejen var, så jeg lod manden kører sit show og koncentrerede mig så om at få træningen til at køre. Der skulle som tidligere nævnt ikke så meget til før at de mistede koncentrationen så for mange kontraordre i træk ville ødelægge mere end det gavnede. Det værste var dog at når nogle drenge så kom (meget) for sent og jeg beordrede dem hjem så gik han ind og lavede kontraordre igen og sendte dem ud på løbeture som ’straf’ hvorefter han inkluderede dem i træningen. Den løbetur de fik var ofte kun halv så hård som den opvarmning jeg kørte med drengene, så det kunne betale sig for de dovne at komme for sent og blive ’straffet.’ Jeg følte mig lidt klemt da  jeg jo egentlig var den der stod for træningen og havde det overordnede ansvar. Men på den anden side var det lige omvendt. Jeg var den nye i flokken og det var jo klart at drengene lyttede mere til hvad deres normale træner sagde end til mine anvisninger, så det var en lidt underlig situation at stå i.

En af hjælpetrænerne (Quasi) havde en helt anden måde at straffe på. Jeg ved ikke om man kan bruge betegnelsen vold, men det er i hvert fald tæt på. Der blev slået igennem med en kraft der selv fik de lokale til at blive forarget. Jeg oplevede at han slog på en drengene og hev fat i ham. Jeg gjorde ham det klart at så længe jeg stod med ansvaret for træningen og han var min hjælper måtte han rette sig efter mine regler, hvilket vil sige at der ikke slåes på børnene. Han var ikke glad for det, men jeg efterlod ingen tvivl hos denne jævnaldrende unge mand der var et hoved højere end jeg. En senere træning oplevede jeg hans vilde temperament igen. Jeg havde valgt at afslutte træningen med en kamp og han spillede så med på det ene hold og jeg på det andet. Som træner har men det overordnede ansvar og skal stå som rollemodel for drengene, hvilket han tydeligvis ikke havde fattet en bjælde af. Jeg havde trænet tacklinger med drengene da de tidligere nævnte afrikanske tacklinger er for farlige. Hans tacklinger derimod var direkte sindsyge. Han var alt for voldsom og efter et par tacklinger skadede han en af drengene (det vidste sig senere at benet var brækket). Jeg gav ham en advarsel og bad ham om at dæmpe sig det var trods alt kun træning. Han fattede det dog ikke og jeg måtte til sidst sende ham hjem da han sparkede efter en dreng som havde driblet uden om ham. Jeg tog en samtale med den øverste chef (Sainey) om Quasis opførsel og fortalte ham at jeg ikke ville have ham i nærheden, hvis han ikke ændrede opførsel. Sainey tog så en snak med ham der tilsyneladende ikke hjalp synderligt. Kort efter oplevede jeg at jeg måtte afbryde træningen. Quasi havde stået i udkanten af banen og havde fået fat i en dreng der var løbet ind på banen, han havde væltet ham omkuld og sparket ham i øjet. Jeg havde ikke set det. Men Fafanding (en af mine venner, en rolig ung mand, lidt genert og så er han en ægte spejder) havde set det og var blevet så oprevet at han var parat til at gå hen og slås med Quasi. Hans egen fornuft fik dog talt ham fra det og jeg tog et alvorsord med Quasi. Der var nogle drenge rundt om hvilket gjorde at han nok følte sig trængt op i en psykisk krog, men her var jeg ikke i tvivl. Jeg gjorde ham det klart at det var sidste gang han lagde hånd på nogen, mens jeg var tilstede. Ville det ske igen ville jeg gå til politiet. (jeg havde ikke set hvad der skete og kunne derfor ikke rigtig gøre andet i den konkrete situation) Han var rasende og fortalte mig at jeg bare skulle passe min træning så skulle han nok klare resten. Men så let slap han ikke. Jeg fortalte ham at det var sidste gang han var til stede når jeg trænede, da jeg ikke ville finde mig i den opførsel. (Husk på at han er jævnaldrende med mig – det var en hård nød at knække, men jeg var godt tosset) Derefter tog jeg endnu en snak med Sainey og fortalte ham at hvis at jeg ikke ville stoppe med at træne medmindre Quasi holdt sig væk. Ganske enkelt. Siden har jeg ikke set noget til ham.

Tilbage til turneringen.

Jeg sad og ventede og ventede, men fik kontakt til Sainey som er den øverste manager af stadionet. Han sendte så et par af drenge der vár dukket op over for at hente mig og alt vandet. Jeg måtte uddele en balle og gøre dem klart at jeg var godt tosset over at skulle side at vente på daværende tidspunkt i tre kvarter. Inden vi nåede stadionet var det meste af isen smeltet og vandet var knap så koldt, men det måtte drengene leve med. Vi havde travlt og skyndte os derfor at få klædt om. Jeg kunne lige nå at gennemgå de taktiske forberedelser vi havde gjort os de sidste par dage inden vi løb ud for at varme op. Da der var 30min til kampstart var vores anfører endnu ikke dukket op og ingen havde hørt fra ham. Vi havde ikke hans nummer, så jeg bad den sidste dreng jeg havde måtte tage af holdet om at varme op med os, da han skulle spille hvis Eddie Murphy ikke dukkede op. (Holdets anfører var lidt af en joker. En skøn knægt med humor som let kunne få én til at smile selv i de mest  anstrengte situationer. Samtidig var han en klippe i forsvaret, var god til at tage ansvar, bruge munden fornuftigt på banen og var vellidt af de andre. Det var ikke svært at finde frem til at han skulle være anfører og hans evige jokes gjorde at jeg gav ham tilnavnet Eddie Murphy). Heldigvis dukkede Murphy op kort efter (det var vidst noget med sygdom i familien) og jeg tog en bold under armen og så var vi klar til at varme op. Der var nu 10min til kampstart og vi gik direkte mod banen. Her blev vi dog sendt tilbage igen. Der manglede stadig nogle af de andre hold, officialsene var ikke dukket op. Kun halvdelen af dommerne var tilstede og de var ikke klar med anlægget til talerne. Skuffet måtte jeg eskortere drengene tilbage til omklædningsrummet. Kampstart skulle have været 13.30 men var nu udskudt en time. Drengene fik derfor ordre på at blive i eller lige uden for omklædningsrummet og ikke drøne rundt og bruge for meget energi (Der var jo en del der fastede) Vandet i baljen svandt hurtigt og omkring 14.30 fik jeg så besked på at nu var det lige op over. Jeg bad drengene om at gøre sig klar. Brugte 15min på at opbygge deres fokus (de lå ned, med lukkede øjne og jeg gav dem så en masse positiv feedback. Der skulle give dem slevtillid og viljen til sejr) Det virkede ret godt. De var meget fokuserede og klar til opgaven. Jeg havde gennemgået taktikken igen og fortalt dem at når de forlod omklædningen var det vigtigt at de gik direkte til banen og holdt fokus. Alle deres venner og bekendte var kommet for at heppe på dem. Vi var hjemmeholdet så de fleste ønskede at vi skulle vinde og derfor var der hele tiden nogle over drengene, der lige skulle sige noget eller vise noget. Alt sammen noget der kunne fjerne fokus. Vi gik ind på banen for at varme op og endnu engang blev vi så sendt tilbage. De var stadig ikke klar, men ville kalde på os når det var tid. Tilbage til omklædningen igen og al mit arbejde med at opbygge deres fokus var så forgæves. Hele vejen rundt om omklædningsrummet stod alle kammeraterne og nysgerrige i sjæle, der alle ønskede at komme ind og give deres besyv med. Jeg lod dog ingen komme ind ud overholdet og de drenge jeg havde måtte sætte af holdet og det så ud til at de nød at være en del af turneringen på trods af at de ikke spillede.

To timer senere var vandet stort set væk, der havde været bedetid og et uopmærksomt øjeblik havde gjort at der var forsvundet en hel del vand, til bedende mænd der skulle have vasket kroppen inden de lagde sig på knæ mod Mekka. Jeg måtte derfor sende nogle drenge ud for at købe noget mere og så skete det pludseligt. De kaldte på os. Det var tid! arrangementet skulle starte! Kun forsinket godt fire timer. Jeg forsøgte at få talt lidt fokus ind i drengene igen uden at gentage mig selv for meget. Gjorde det klart for dem at det vigtigste var at de gjorde deres bedste og hvis det ikke var godt nok, så skulle de ikke være kede af det. For man kan ikke yde mere end sit bedste. Jeg fortalte dem at de ikke skulle give op lige meget hvad. En kamp varer til sidste minut og et mål tæller lige meget om det er scoret efter 5 eller 15min (vi spillede 2 gange 10 min.) Her kom deres normale træner så ind og begyndte at give dem en tale. Han havde intet haft at gøre med holdet men var selvskrevet til dagen da holdet skulle have 2 officials. Han fortalte dem så at hele stadion heppede på dem og at der lå et STORT ansvar på deres skuldre. At det var vigtigt at vi vandt turneringen så pokalen ikke forlod stadionet. At det var YDERST vigtigt at de fik scoret inden for de første 5min og at de endelig ikke måtte skuffe os. Så smuttede han igen og der stod jeg så med et forvirret hold, der havde fået to taler af vidt forskellig udseende. Jeg måtte så igen pointere at det vigtigste var at de spillede godt og at de skulle holde fokus og glemme tilskuerne og så måtte jeg bare krydse fingre for at disse helt igennem horrible forberedelser ikke havde ødelagt for meget.

Vi gik ud og troede vi skulle til at varme op men fandt derimod ud af at det nu var tid til fotos og taler. Her i landet er de vilde med taler. Den ene ’vigtige’ personlighed efter den anden får mikrofonen, siger de samme ting, takker de samme mennesker, nævner samtlige 41 sponsorer og formår på fantastisk vis at bruge en ufattelig mængde minutter på at tale, af og til bare for at… tale.

Efter alle talerne skulle der så trækkes lod.

Vi deltog i en turnering for børn op til 17år og jeg havde derfor udtaget et hold med spillere i den aldersgruppe. Jeg havde vidst en enkelt på 17 en slat på 16 og nogle få på 15år. Da jeg så de andre hold var jeg ikke et sekund i tvivl om at vi vidst var de eneste der havde overholdt den regel (så meget for fair-play). Nogle af drengene på de andre hold var tydeligvis ældre end jeg og nogle havde et rumfang der var dobbelt så stort som mit. Jeg var noget bitter, men kunne ikke ændre mit hold, hvilket jeg dog heller ikke ønskede at gøre. Vi trak et hold, der virkede overkommeligt. De var større end mine drenge, men jeg regnede med at vi ville kunne klare os. Vi skulle spille første kamp havde vi fået at vide, men det viste sig nu at der lige var en finalekamp der skulle overstås. Den blev spillet og så var det vores tur, troede vi. De havde dog igen ændret i skemaet, så nu var det pigerne der skulle spille. Endnu engang fik vi lov at vendte men endelig, da klokken havde passeret 17.30 og mine drenge på daværende tidspunkt havde været klar i 4 og havde ventet i 5timer (vi ankom jo kl.12.30) fik vi lov at løbe på banen. Der var dog ikke tid til opvarmning, for nu skulle vi skynde os fik vi at vide så vi gjorde os klar på den anviste bane. Pludselig får vi at vide at vi ikke skal spille på den bane og mod det hold som vi havde trukket. Det var blevet ændret. (Hvad var så idéen med den lodtrækning). SOS, som var arrangør havde tilsyneladende trukket det stærkeste hold og havde med en undskyldning at de kom fra samme område af byen ændret kampen, så vi kom til at møde det stærke hold og SOS spillede så imod det mere overkommelige hold. Jeg var dybt skuffet over det, som jeg uden at blinke med øjnene vil kalde for snyd. Og det skete på FIFAs fair-play dag. Vi kunne dog ikke ændre noget og mine drenge gik på banen til en kamp der ikke overraskende blev tabt. Modstanderne var alle mindst et hoved højere end mine drenge, 20 cm bredere over skuldrene, 10-20 kilo tungere og selvfølgelig langt hurtigere og fysisk stærkere. Mine drenge spillede dog en god kamp, selvom vi stort set var presset i bund fra start til slut. Vi tabte kampen 1-0 på et selvmål og det gjorde mig egentlig lidt stolt at modstanderne ikke havde kunnet score uden en hjælpende hånd fra os. Jeg vidste fra start af at chancen for at vi kom i finalen var ret lille så jeg skiftede ud i et rasende tempo. Det var vigtigt at alle kom på banen og fik følt at de var en del af holdet. Efter kampen, beordrede jeg drengene ud for at sige tak for kampen (det var jo trods alt fair-play dag og nogen skal jo gå forrest (så blev der vidst fejet for egen dør)), hvorefter jeg samlede dem for at give dem en feedback på kampen. Jeg roste dem for deres insats og pointerede overfor dem at de havde tabt til et hold der tydeligvis ikke havde spillet efter fair-play reglerne og at deres vilje på banen havde været stor. Jeg inviterede dem alle på spaghetti og ’Pirates of the Carribean’ om aftenen og det faldt i god jord. Jeg tog kort efter hjemad. Turneringen var ikke færdig, men jeg må indrømme at det ikke interesserede mig særlig meget at finde ud af hvem der ville stå øverst på skamlen. Jeg var efterhånden godt sulten og med drengene der ville komme på besøg kort efter kl.19.00 hvor fasten afsluttes, var der en god undskyldning til at forlade den synkende skude og tage hjem og forberede aftensmaden.

Jeg havde omkring 7 drenge på besøg til mad den aften og det var en hyggelig omgang. De nød spaghettien selvom deres evige kærlighed til mayonnaise gør at det selvfølgelig også skal ud over retten.

Denne roman er vist efterhånden blevet lang nok.

Jeg havde tænkt mig at fortælle lidt om skolen men det må blive i den næste beretning, som gerne skulle komme snart.

Endnu engang undskyld ventetiden

KH Allan

PS: Jeg savner at høre fra en masse af derhjemme. Det ville være skønt at se en e-mail eller en sms. Til familie, bonusfamilie, venner og kolleger jeg har hørt fra. Tusind tak for jeres breve, mails og sms’er. De varmer i den i forvejen alt for varme hede.

PPS. Hvis du ikke har mit gambianske telefonnummer eller e-mail så kontakt Nicolai Øvig eller min kære mor Kari Nevado