15. August 2007

Bundung

Allah hu ahkbar, Allaaaaah hu Ahkbar. klokken er 5 og da jeg slår øjnene op ligger jeg millimeter fra kanten af den store seng. Foruden min svedige krop er sengen fuldstændig tom og har været det hele natten. Frygten for at jeg skulle dele køje med husets egentlige beboer havde fået mig til at lægge så yderligt, at det er et under at jeg ikke var røget ned i den lille revne mellem sengen og væggen i løbet af natten. Allah hu Ahkbar, Allaaaaaaah hu ahkbar. de mange moskéer i bydelen skråler om kap for at tiltrække masserne i de tidlige morgentimer. Det lugter i værelset. Tasker, tøj og bunker af forskellige dimser og dingenotter fylder rummet fra væg til væg, gulv til hoftehøjde. Jeg har tilbragt natten i Pa-Omars lille lejlighed i Bundung, hvor jeg ankom sent torsdag aften til 12 kvm bumpet lokum uden toilet og bad. Lejlighedens få kvadratmeter var dog snedigt indrettet således at hvert hjørne og krog indeholdt sin egen lille bunke bøger, opvask, affald, papir eller kort sagt, rod. Med andre ord, det tætteste man kan komme på Hiroshimas ødelæggelse. Pa-omar havde slået sig ned på stuens gulv og tilbragt natten på den hårde beton. Hans oprindelige plan var dog at vi skulle deles om sengen, der var beklædt med et beskidt, pailletbroderet sengelinned og mere rod.

Jeg havde haft en lang dag og krøb til køjs et par timer før ham og da der ikke er den store tradition for dyner hernede virkede han meget overrasket da jeg bad om et tæppe. Han fandt dog et lettere snavset eksemplar frem, som jeg klemte mig ned under og forsøgte at falde i søvn, mens Pa-omar og en ven diskuterede penge i stuen. Min pude var forret med en kombination af skum og plasticposer og var ikke specielt behagelig. Nærmere ubehagelig og hver gang jeg vente mig knagede og bragede det fra pudens indre. Nattens lyde af kattejammer, cikader og moskéer kombineret med min utryghed ved stedet og den lækre pude, holdt mig vågen i timevis, men jeg nåede heldigvis et par timer inden moskéerne igen vækkede mig kl. 5. Jeg fandt toilettet i baggården, fik lettet trykket og krøb så under tæppet for at få et par timer mere.

Vi havde en aftale i Banjul kl.10 så planen var at vi skulle forlade huset senest 8.30. Jeg stod derfor op i god tid, tog et bad og hentede morgenbrød og smør, mens Pa-omar snorkede videre. Jeg var praktisk talt færdig før han stod op, så inden han blev klar og vi nåede op til hovedvejen hvor vi skulle tage de lokale ’busser’ mod Banjul var klokken godt på vej mod 10. På vejen havde vi også lige skullet hilse på diverse familiemedlemmer og naboer og da alle ’busser’ er fuldstændigt proppede i retning mod Banjul på denne tid af døgnet, måtte vi tage en Taxi, som tog sig godt betalt for turen mod the Quadrouble, hvor de fleste af de gambianske ministerier er beliggende. Vi havde en aftale med Mr. Joof (Permanent Secretary of the department of state for youth, sports and religious affairs) og da vi ikke kom til tiden måtte vi vente. … og vente, og vente, og vente. 2t15min sad vi og gloede ud i luften og da han så endelig havde tid til at se os, fik vi ikke andet end et telefonnummer og en besked om at jeg skulle ringe til ham i løbet af week-enden for at lave en aftale med ham i den kommende uge.

Da Pa-Omar skulle rejse til Danmark samme dag, havde vi nu ufattelig travlt. Han skulle nå et fly i Dakar (Senegal) ved midnatstid og da der ingen flyforbindelser var, var han afhængig af en flere timer lang bustransport over Banjul-Barra, og Kaolack i Senegal. Vi drønede tilbage til Bundung, hvorefter han tog af sted mod Sanyang for at hente nogle ting han skulle have med. Jeg tog mod Westfield for at gøre lidt nødvendige indkøb og i mellemtiden var et par håndværkere så i gang med at skifte låsen til døren. Da jeg kom tilbage fra Westfield var Pa-Omar taget af sted og havde overladt nøglerne til den bombede lejlighed til naboerne. Fra det første sekund jeg trådte ind i ’min’ nye lejligheden vidste jeg, at der skulle ske nogle dramatiske ændringer for at jeg kunne føle mig tilpas. Jeg begyndte derfor en grundig hovedrengøring og en nedpakning/udsmidning af alle hans ting. Affald og underlige ting røg ud og alt andet blev pakket i kasser og sat ud i skuret i baggården. Gulvet blev fejet, vasket, fejet igen og vasket endnu engang. Møbler blev rengjort, gardiner og sofahynder vasket og sådan har jeg fortsat den sidste uges tid. Hver dag har stået på heftig rengøring fra jeg er kommet hjem til jeg er gået i seng. Ofte sent.

Jeg har haft store problemer med at sove, da en musefamilie havde besluttet sig for at bygge rede inde i den utrolig ulækre seng. Jeg har derfor sprættet hele sengen op, fået nabopigen til at vaske betrækket og slået musene ihjel. Når man ikke har sovet mere end 3timer hver nat pga. musegnaveri er der ikke meget medlidenhed tilovers for de små kræ. Jeg er endnu ikke færdig med rengøringen, da der før min indflytning har været en vandskade, som lejligheden stadig bærer præg af. Jeg har derfor pillet laminatgulvet af i soveværelset. Delvis for at rense det, men i lige så stor grad for at komme af med fugten og lugten. Bagdøren skal ligeledes udskiftes, så jeg slipper for nye besøg af små nysgerrige mus. Den er delvis rustet væk, så jeg må lukke hullerne med klude og tæpper.

Ud over at skure og skrubbe, har jeg haft travlt med en del indkøb. Efter at have smidt Pa-omars beskidte køkkenting ud i skuret, har jeg måttet investere i potter, panden, bestik, glas og andet kogegrej. Jeg har købt et 2nd hand kombineret køle/fryseskab for D2600 (ca. 575kr) inklusiv transport, hvilket er et ret godt køb. Det virker perfekt og naboerne er ret imponeret over at jeg har fået pruttet prisen så langt ned.  Alle disse indkøb har dog gjort at jeg med et godt gammeldags udtryk er gået bankerot. Jeg har måttet låne D500 af Haddy for at kunne overleve indtil jeg modtager mine penge på tirsdag. Det har generelt været en ret dyr måned. Men det koster en slat penge at blive ’settled’ i et nyt land.

Efter at jeg er flyttet til Bundung har jeg haft et utroligt tæt skema. Jeg laver noget hver dag og har sjældent tid til bare at slappe af. Jeg er begyndt at arbejde på fodboldakademier i weekenderne og min første tur gik til Brufut Gilkock Football Academy (weekenden 25./26. August). Derudover er jeg begyndt at deltage i et lærerkursus på skolen som skal forberede mig til skolestart medio september. Det betyder at hele ugen er fyldt med aftaler. Det er skønt endelig at være i gang, men skemaet kan godt være lidt for tæt engang imellem. Problemet er ofte transporten. Selv små afstande tager ufattelig lang tid. Der findes ikke et offentligt transportsystem af nogen væsentlig grad, så det kan af og til være umuligt at komme frem. Jeg har risikeret at måtte gå i rask tempo i op mod 45 min. for at nå frem. Dét, kombineret med varmen er en perfekt måde at komme til at svede godt og grundigt på. Men sådan er livet. Hvis I vil læse mere om min weekend i Brufut og de sidste par dages strabadser med udenrigspolitiet kan i besøge min engelske side www.travellog.dk/gambia2 hvor I også kan læse artiklen fra Daily Express vedrørende mit ophold i Brufut.

Jeg har besøg af naboerne hver aften og nogle gange kan det godt være for meget. Kulturen er en smule anderledes så man vader bare ind og sætter sig. Pludselig kommer kravene så:

”Allan sæt denne (nigerianske) film på,” ”Øh, nej, jeg sidder selv lige og ser en film”

 ”Men, jeg forstår ikke denne film” ”Jeg vil gerne se min film færdig”

 ”Hvornår slutter den” ”Det ved jeg ikke, snart tror jeg”

”Men, jeg vil gerne se denne film inden jeg går” ”Så må du vente til jeg har set min film færdig”
”Men, jeg kan ikke lide den slags film… Jeg er sulten, kan du ikke give mig noget at spise”

(Det så her, man har lyst til at smide hele forsamlingen ud og slappe af med en kold Vimto)

”Der er risengrød i køleskabet” ”Det gider jeg ikke spise, giv mig 4 Dalasi til at købe brød”

(Det så her, man betaler for at få bare 10 minutters fred).

Jeg tror der er en regel her at når døren er åben, så er alle velkomne og når folk først er inden for døren har de krav på at blive serviceret i hoved og r.. .

Det kan man godt blive træt af.

Andre gange er det en helt anden fornøjelse. Det sker af og til at nogle ganske søde unge damer kommer på besøg og det bliver tit ret underholdende, da nogle af dem har et meget begrænset engelsk. Jeg er derfor ofte tvunget til at forsøge mig med mine få wolof-gloser og det går ikke altid helt godt. Men vi får grinet en del og det er jo vigtigt.

Jeg nyder generelt livet hernede; Regnen, oversvømmelserne, heden, kaoset og alle de andre ting der er blevet en del af min hverdag. Jeg føler mig hjemme. Denne følelse er fundamental for at kunne have det godt. En følelse af sikkerhed findes i mig, lige gyldigt hvor jeg er. Jeg føler mig ikke utryg nogle steder, så man kan roligt sige at jeg ér hjemme.

Derfor er det efterhånden også ved at blive godt trættende at blive behandlet som en turist. Det hænder af og til og nogle gange alt for ofte. Jeg gider ikke køre i turisttaxi, jeg gider ikke købe alskens smykker og træfigurer. Jeg gider ikke købe deres turistprodukter og jeg er træt af at få tilbudt en ”special prize, just for you my friend” (Oftest 3 gange dyrere end hvad lokalbefolkningen betaler)

Men jeg har fra første dag været klar over at dette var nogle af de betingelser, som jeg bare må acceptere og så forsøge at leve med på bedste vis.

Dama nama suma jaj.

I          miss   my  mum.