25. juli 2007

Når man som jeg bor hos en lokal familie på fuld tid får man hurtigt et indblik i familiens hverdag og det rollemønster der præger det gambianske samfund.

Det er meget tydeligt, at det er kvinderne der laver ’alt’ det huslige arbejde og mændene der klarer de større praktiske opgaver.

Det kommer måske ikke som den store overraskelse, men der er alligevel en forskel fra at læse det på tryk og så opleve det real-life.

sengen. ’Kan Allan selv rede sengen’ spurgte Nieyma. Det var bestemt ikke noget hun var vant til at se. Taf og jeg står så for de praktiske ting. Vi starter generatoren, når der er penge til fuel. Vi har vasket bilen og er gået i gang med at reparere en dør der bl.a. skal have nyt håndtag og så står vi også for at få renoveret vejen ude foran kompounden. Den er praktisk talt skyllet væk af det kraftige regnvejr.

Det er igen sjovt at observere rollemønstrene i den sammenhæng at kvindernes heldagsarbejde i store træk ses som en selvfølge. De bliver generelt ret overrasket når jeg takker dem for at have hjulpet mig med noget. Derimod fik både Taf og jeg store roser og en kommentar med på vejen om, at vi virkelig havde arbejdet hårdt, da vi havde rodet med døren i 1½t. i går.

Jeg fortsatte med at arbejde videre med døren i dag da Taf var til IT-time et sted nær Fajara. De er meget optaget af af IT hernede og det hotteste der er, er at tage på netcafe, som ikke ligefrem har de hurtigste forbindelser. Det er dog heldigvis muligt at kommunikere med verden udenfor.

Hvad angår kurset som Taf går på så er han i gang med at lære at bruge microsoft word. I marts besøgte jeg en skole hvor de tilbød et treårigt kursus. 1. år blev brugt på introduktion til computeren og word. Næste år lærte man excel og det sidste år brugte man på at lære at bruge internettet. Det er alligevel overraskende at opleve at det som de fleste danskere ser og bruger som en del af deres hverdag, er så langt fra hvad den normale gambianer er vant til.

Tilbage til døren. Jeg skulle til at arbejde videre med den i dag (Udhulning, så der er plads til låsen) og pludselig dukker der en mand (Baba-Job) op i Haddy’s hus. (Det var vist én hun kendte – way out) Baba insisterede på at hjælpe med døren og forklarede at han var tidligere tømrer og at han var rigtig god til at udhule døre. Fint nok, men nu var det bare et projekt som Taf og jeg havde startet og så er der også en ære i at gøre det færdigt. I hvert fald fra min side. Jeg fortalte  ham derfor at jeg nok skulle klare det selv og at jeg kunne kontakte ham hvis jeg løb ind i problemer. Det var han ikke tilfreds med, han insisterede på at være med, da han mente at vi kunne lave det sammen. Fint nok, du starter og jeg får fred. Men så overtog han det fuldstændig. Jeg fik ikke et ben til jorden og pludselig begynder han og spørge mig om han kan få den hammer og mejsel som jeg brugte. Han mente at når han nu var så flink at hjælpe med døren, kunne jeg godt forære ham værktøjet. Jeg kunne jo altid købe noget nyt, sagde han. Så hev jeg fat i Haddy og insisterede på at jeg altså godt kunne finde ud af dette tømrearbejde og at Baba havde udset sig hammeren og mejslen og så fik jeg lov at tage over og han gik. Endelig fred. Jeg blev næsten færdig. Dørhåndtag lås og det hele sidder som det skal. Det eneste der mangler at få udhulet en smule mere af dørkarmen så døren kan lukkes ordentligt.

Det er dejligt, men ufattelig svedigt, at bruge sin krop og hænder til noget fornuftigt.

Jeg er efterhånden blevet ret god til at hente vand i brønden. Det ikke sådan at jeg bærer det rundt på hovedet. Men bare det at få spanden fyldt med vand 10 meter nede er langt sværre end man lige tror. Der er en helt speciel svingteknik, som skal tages i brug og gør man ikke det henter man maks 2liter op af gangen, så der skal træning til og I kan tro at jeg træner.

Apropro træning, så kæmper jeg hverdag for at udvide mit wollof-repetoir. Jeg kan mærke fremskridt hverdag, men det er meget små skridt. Man må værdsætte ethvert fremskridt ellers kører man hurtigt træt i dette forvirrende sprog. Jeg har sat mig et mål. Jeg vil kunne de mest basale ting og kunne kommunikere på et forståeligt niveau inden skolestart 24.sep.

Dette bliver ikke let, men jeg er nødt til at kunne et basalt wollof, når jeg skal til at undervise.

I går skulle jeg have vasket tøj da jeg var løbet helt tør. Hushjælpen havde lige afsluttet vaskeriet da en ordentlig skylle rullede ind over og den varede vel i 5-7timer, hvis ikke mere. Det stod ned i stride strømme, så der var intet tørt rent tøj i morges. Da vi så skulle af sted til skolen i morges, hvor jeg skal undervise, i morges kunne vi ikke komme af sted med bilen som planlagt. Der er 2 veje ud herfra. Den ene var oversvømmet og den anden var blokeret af en kæmpe lastbil der tydeligvis ikke ville flytte sig inden for de næste par timer. Taf og jeg måtte derfor, på gåben, hoppe og danse på kryds og tværs gennem Serrekundas halvoversvømmede gader og stræder for at nå til Westfield i tide. De er meget afslappede med tiden, men jeg insisterer på at være der til tiden og vi nåede det lige.

Jeg fik klaret de papirer som seminariet ønsker som dokumentation for mit ophold. Jeg fik tildelt en 1.klasse som jeg skal undervise sammen med en meget dygtig og dedikeret (det fik jeg at vide – ”she’s the best”) lærerinde kaldet Anna.  Hun så dog ikke videre glad ud da hun fik at vide at hun ville få tildelt en studerende og dermed få ekstra arbejde. Inspektøren var klar til at overlade hele undervisningen af klassen til mig, som jeg så skulle stå for alene. Det synes jeg dog var, at tage munden lidt for fuld, så jeg får en opstarts-periode og så er det meningen at jeg stille og roligt skal overtage og selvstændigt stå for undervisningen i Idræt og en eller flere af følgende: Engelsk, Matematik, Sociale studier.

Det bliver lidt af en mundfuld men jeg glæder mig grusomt. Jeg bad derfor om at få noget materiale så jeg kunne være forberedt til opstart. Jeg har fået bøger til de 3 fag på nær idræt, en teachers guide til hvert fag, kuglepenne og tusser, samt en bunke karton, så jeg kan lave nogle kort jeg kan bruge i undervisningen.

Uh. Det bliver så spændende. Jeg kan næsten ikke vente med at starte undervisningen i september.

Så nu skal der læses og forberedes. Skolen har summer-clases fra 5.August til september og der er jeg blevet opfordret til at komme over for at snuse lidt til undervisningsmiljøet.

Så det vil jeg selvfølgelig gøre.

Jeg har prøvet at kontakte Pa-Omar Bujang, som skal stå for at finde et sted til mig, frem til skolestart i september. Telefonnettet hernede er ikke det bedste så jeg bruger helst sms. Selvom engelsk er det officielle sprog hernede er gambianerne ikke ligefrem verdensmestre i sproget (det er trods alt ikke deres modersmål) så at føre en samtale med en fremmed mand, på et ringe net kan hurtigt udvikle sig til at blive ret kompliceret, men det ser ud til at være den eneste udvej, da han ikke har givet lyd fra sig.

Efter flere dage i en drømmeverden er det efterhånden ved at gå op for mig at jeg rent faktisk er i Gambia. Jeg skal ikke hjem til det ’trygge’ Danmark igen om en uge. Jeg er her i tykt og tyndt (og bare rolig maven har det fint ;-) ) Jeg synes selv jeg er begyndt at kunne finde rundt og kender nogenlunde vejene mellem Manjai og Westfield, som er det område jeg nok mest vil bevæge mig i, mens jeg er her, men familien tør stadigvæk ikke lad mig gå rundt alene i frygt for at jeg farer vild. Der er ikke særlig stor tiltro til min stedsans, men det går nok.

Taf har lovet mig at jeg skal have lært at køre bil hurtigst muligt, så det glæder jeg mig til.

Det kan kun blive 6 fantastiske måneder hernede.