D. 25. november 2007

En impulsiv cykeltur til Soma.

Mandag morgen stod jeg tidligt op. Jeg havde sat vækkeuret til kl.4.00 og min krop var på ingen måde enig med hjernens iver efter at komme af sted. Jeg kæmpede mig derfor op efter at have snoozet et par minutter og begyndte at forberede mig på turen. Jeg fik pakket tasken færdig, fik cykelen hevet ud af baggården. (Det er altid lidt af et bakseri, da styret er bredere end bagdøren) og gik i gang med et eftersyn under den store afrikanske stjernehimmel. Der var lige lys nok fra ’verandaen’ til at det kunne lade sig gøre og der skulle skrues og justeres en del og så kunne jeg slutte af med at give cyklen en ordentlig vask. Det evindelige støv havde fået den ellers mørke cykel til at tone mere og mere over i noget der kunne minde om min hårfarve, så den trængte til en ordentlig gang sæbevand, så jeg med stolthed kunne bevæge mig ind i det afrikanske kontinent. Da jeg endelig var færdig, gik jeg til ’bageren’ og købte brød til kompounden, smurte mig en hindbærsyltetøjssandwich, børstede tænder og drog så ud på de gambianske veje. Inden jeg kom af sted havde klokken passeret syv og jeg havde hverken cykelpumpe eller ekstra slange så jeg var godt klar over at tidsplanen allerede havde skredet. Jeg kørte af en ufattelig øde Brikama Highway mod Westfield og Banjul i forsøget på at opstøve disse to altafgørende effekter. Jeg ville ikke risikere at stå i den store ødemark med et fladt dæk i den bagende sol uden chance for at få det lappet. Brikama Highway er landets mest trafikerede vej. Det er en fire-sporet vej der hver morgen er proppet med biler, knallerter og cyklister der alle vil mod Banjul. Det er praktisk talt umuligt at komme frem som cyklist, med mindre man kører imellem de to spor hvor bilerne, fanget i deres køer, snegler sig frem af. Der hvor cyklerne skulle køre ligger der 20 cm sand kun afbrudt af enorme uafdækkede afløb som man ikke bare sådan lige kommer op af igen hvis man falder i. Dertil kommer det faktum at de mange taxaer der af- og pålæsser passagerer på ingen måde tager hensyn til andre end dem selv, så en cyklist i indersporet bliver gerne klemt godt og grundigt. Sådan går det hver morgen. Kl. 7.30 er virvaret totalt og det er et under at der ikke sker flere ulykker. Men denne morgen var jeg af sted inden lige inden myldretiden, hvilket også betød at alle butikkerne og dermed også cykelmekanikerne havde lukket. Ved et stort held fandt jeg dog en enkelt lige inden jeg nåede Westfield og fik købt både pumpe og slange. Selvfølgelig til overpris, men sådan er det, når man er sent ude. Så gik turen mod Banjul og i takt med at klokken nærmede sig otte steg mængden af biler på vejen. I udkanten af Serekunda bliver jeg så mindet om at jeg ikke befinder mig på de forholdsvis trygge danske landeveje. En stor gul importeret amerikansk skolebus kører op på siden af mig og chaufføren beslutter sig så for at holde ind til siden. Lige så stille trækker han længere og længere ud mod kanten, hvorefter han fortsætter ud i rabatten og gør sit bedste for at klemme mig med. Der var ingen tvivl om at han havde set mig, men cyklister er en undertrafikant så jeg kunne jo bare flytte mig. Der skete heldigvis ikke andet end at jeg fik en lidt øm knytnæve efter at have hamret den ind i sidedøren af bussen i arrigskab. Jeg tilbagelagde de næsten 20 km til Banjul på ingen tid. Den kølige brise fik morgenen til at minde om en varm dansk sommerdag, så jeg fløj af sted. Jeg drejede af mod havnen af Bond Road lidt uden for Banjul for at undgå morgenmyldret i Banjuls gader og samtidigt var der også en mulighed for at jeg måske kunne få set lidt dyreliv, da vejen går tværs gennem et reservat. Da jeg nåede havnen opdagede jeg at jeg ikke var den eneste tubab der skulle med færgen. Spies havde et selskab af skandinaviske turister, der drønede rundt og fotograferede alt hvad der fotograferes kunne. Store, alt for store, madammer der i alt for småt tøj flagrede med deres kameraer foran de lokale, der forgæves forsøgte at tjene en skilling på at pudse deres sko. Imens rendte mændene rundt og skulle kigge på og undersøge hejseværket på landgangsbroen, som der selvfølgelig også skulle tages billede af og så skulle tiden lige checkes på det super smarte designur. En ældre herre tog imod skopudsningstilbudet og så fik de fine fodformede ecco-sko en ordentlig overhaling. Jeg faldt i snak med en sælger på halvt wolof , halvt engelsk og fik mig et lille grin over mine skandinaviske brødre. Der er en årsag til at gambianerne af og til synes vi opfører os mærkeligt og i takt med at månederne går, forstår jeg dem i stadig større grad. Man skulle tro der fandtes et turist-gen, der straks efter ankomst gik ind og fjernede al form for fornuft. En månedsløn lyder på omkring 1600 Dalasi hvilket svarer til omkring 400kr i øjeblikket og her render vi rundt med avancerede kameraer og ure og opsnapper alt som var vi i et zoo. Jeg gør meget ud af ikke og rende rundt og udstråle rigdom. Kameraet bliver holdt nede i tasken når det ikke bliver brugt og jeg har endnu ikke båret et ur hernede. Jeg har den overbevisning at man kommer langt med høflighed og forståelse for hinanden og der er for mig at se ingen grund til at rende rundt og fremvise vores ’materialistiske’ rigdom for folk der i mange tilfælde kæmper for bare at få mad på bordet.

Overfarten kostede kun 6 dalasi for mig og min cykel (1,50kr) og på båden fik jeg slappet af med en lokale avis, der som den plejer ikke havde nogen nævneværdige nyheder og ved ankomsten til Barra begyndte mit cykeleventyr for alvor. Jeg fandt hurtigt ud af den lille by og begyndte så min rejse ind i landet. Jeg fandt dog hurtigt ud af at det ville blive hårdere end jeg havde troet. Varmen var jeg forberedt på, men ikke modvinden. Jeg skød dog en god fart og nød det rolige landskab. En sjælden gang blev jeg overhalet af et par biler, men ellers var jeg ganske alene med vejen , rismarkerne og de mange palmer, når jeg altså ikke lige mødte en flok køer. Kilometerstenene langs vejen kunne fortælle mig om min fremdrift og inden længe havde mødte jeg den første checkpoint. Jeg havde på daværende tidspunkt tilbagelagt 27km siden Barra og var præcis halvvejs til Kerewan. Jeg hilste på betjenten på wolof og begyndte så en samtale med den smule jeg nu kunne. Da det blev for svært for mig at fortsætte med det lokale sprog slog vi over i engelsk og betjenten var meget fascineret over at jeg havde nået hans checkpoint på under 1½ time og at jeg havde tænkt mig at køre hele vejen til Soma. Han var så betaget at han helt glemte at spørge mig om mit ID-kort, som de ellers er så vilde med at se, så jeg drønede frejdigt videre.

Men herfra startede problemerne så. Mit forråd af vand var efterhånden skrumpet en del og i takt med at jeg fjernede mig fra civilisationen. Samtidigt blev der længere og længere mellem landsbyerne og antallet af små forretninger i byerne blev også mindre. Nogle landsbyer var helt uden købmand, hvilket er lidt af et under når man tænker på at der i Serekunda findes mindst én på hvert gadehjørne. Når jeg endelig fandt en butik havde de oftest ikke andet en postevand og en kop, der tydeligvis var blevet brugt af en del andre samme dag og med tanke på hygiejnen og vandkvaliteten og de naturlige mavekramper jeg ville få dagen efter valgte jeg at afslå hver gang. Nogle få butikker solgte sodavand, så ofte stoppede jeg op satte mig ned og nød en fanta inden jeg fortsatte. Det var min eneste mulighed for at få noget at drikke og det brugte jeg derfor alt for langt tid på. Det tog mig næsten 3½ time at tilbagelægge de 54km til Kerewan, hvor jeg for første gang på turen fandt en forretning der solgte de klassiske vandposer til 2 Dalasi. Jeg fik provianteret og gumlet mig igennem 6 bananer, hvorefter jeg besluttede mig for at gøre en ende på min tur og tage en bush-taxi til Farafenni. Det var dog ikke så let. Kerewan var en langt mindre by end jeg havde regnet med og jeg ankom lige præcis til eftermiddagsbønnen så byen var praktisk talt død. Der var derfor ingen passagerer der ville af sted og da taxierne først forlader holdepladsen når de er fulde var jeg ret fanget. Jeg fik lov at vente i lidt over en halv time, hvorefter chaufføren besluttede sig for at tage af sted. Han skulle åbenbart noget i Farafenni og havde ikke tålmodighed til at vente længere. Jeg fik smidt cyklen op på taget og hoppede ind på det overdækkede lad og så drønede vi ellers af sted. Eller det vil sige vi bevægede os ikke en meter. Bilen skulle skubbes i gang og drengen der skulle stå for det havde bestemt hverken størrelsen eller kræfterne til at få bilen i svingninger. En ung mand hoppede ned og hjalp ham, men der var stadig ikke nok fart i bilen til at den kunne komme i gang. Jeg havde tilbudt min hjælp, men de havde takket pænt, nej. Da de havde gjort sig et par forsøg valgte jeg dog at give en hånd med og vupti så skete der noget. Om det var på grund af min ’store’ kropsvægt eller den ’evindelige’ styrke jeg har skal jeg ikke kunne sige, men der er vel en årsag til at jeg bliver kaldt Mr. Dorleh J.

Det var en ganske udmærket tur. Jeg fik blundet lidt undervejs og inden længe var jeg i Farafenni. Jeg fandt mig et lille hotel, som også er nævnt i Lonely Planets rejseguide og fik hygget mig med en forsinket frokost og en sodavand. Jeg faldt selvfølgelig i snak med en af de ansatte og så fik vi lige vendt hele den engelske fodboldliga, som nok er det emne der bliver talt mest om hernede. Derefter gik turen videre af Transgambian Highway til færgelejet i Yelitenda. Der er ikke meget Highway over den grusvej der forbinder Farafenni og Yelitenda. Nogle få steder kan man stadig skimte resterne af det der engang var gambias stolthed, inden for transportsektoren, men mange års mere eller mindre bevidst forglemmelse, delvis som følge af de stridigheder der har været med Senegal har gjort at vejen i dag minder mere om et langstrakt månekrater. Stridighederne gik blandt andet på at Gambia havde fordoblet prisen for at krydse floden ved Yelitenda for lastbiler. Da dette hovedåren for det meste af trafikken mellem den nordlige del af Senegal og Casamance-provinsen i syd,havde dette en stor effekt på de senegalesiske vognmænd. Senegal lukkede grænsen til Gambia i protest og dønningerne var høje. Inden dette blev godt igen havde Senegal truet med at grave en tunnel hele vejen under Gambia for på den måde at undgå at skulle betale ’overprisen’ for overfarten.

Da jeg havde tilbagelagt de 8km fra Farafenni til Yelitenda var jeg i højt humør. Jeg var næsten ved målet og kun en flod og 8km skilte mig fra et tiltrængt bad. Jeg var lige ved at overveje at dyppe tæerne i floden indtil jeg så mængden af affald og olie ved færgelejet. Jeg havde fået at vide at færgerne gik med jævne mellemrum og at overfarten var et spørgsmål om få minutter så jeg stilte mig klar ved lejet for at komme hurtigt ombord på den første færge. Jeg fandt dog ud af at de havde taget den ene færge ud af drift og at de arbejde efter bush-taxi princippet. Ingen afgang hvis færgen ikke er fyldt. Dette betød at det tog mig godt 1½time at krydse floden, da der ikke var biler nok til at de gad at starte motorene. På færgen fik jeg sludret lidt med et par lokale kvinder. De kunne kun tale fransk og wolof og da mit franske kan ligge på et mindre sted end mit wolof kastede jeg mig ud på dybt vand og det gik overraskende godt. Jeg skal på ingen måde prale, for jeg mangler i den grad en til at hjælpe mig med at få lært sproget, men jeg var alligevel overrasket over at vi i godt 10 minutter formåede at holde en samtale kørende og at jeg stort set forstod det meste. Det var skønt. Jeg fik leget tubab i et par minutter og taget nogle fantastiske billeder af sceneriet omkring floden. Dem bør I se når det engang er lykkedes mig at få dem uploadet.

De sidste par kilometer gik uden problemer. Vejen var stadig elendig men i takt med at solen forsvandt i horisonten kom jeg nærmere og nærmere mit mål. Endelig nåede jeg Pakali Nding, hvor jeg havde aftalt at mødes med Tove og de- andre folk der arbejde på Soma Scout Skill Training Centre. Pakali Nding er også den by som Haddy, min gambianske mor er vokset op i, så jeg tillod mig at tage et smut forbi hendes onkels kompound for at overbringe ham en hilsen fra Serekunda. Det havde jeg lovet Haddy at gøre og selvom jeg var træt følte jeg at jeg måtte stå ved mit løfte.

Fortsættelse følger…