4. august 2007

Gåture, spejdercamp og en smule pædagogik

Her sidder jeg så i stuen hos Haddy og er igen
indlagt med en super ringe nigeriansk film omhandlende en præst og en nonne der
forelsker sig. Jeg holder det ikke ud, men må forsøge at være bare en smule
social, når det nu trods alt er mig der har betalt for at leje den.

Jeg skulle have lejet en bestemt film som jeg
ville brænde til familien derhjemme. Her er alle filmene brændte og der brændes
på livet løs og selv når du går til en forhandler kan du kun købe brændte
kopier, så om jeg gør det eller forhandleren gør det kan vist komme ud på ét.
Så meget for mit princip om at overholde ophavsrettighedsloven.

Meget er sket siden sidst, men et sted skal jeg jo starte, så vi starter med
køreglæden og den er stor. Jeg har været på vej og har kørt hele 50 km/t i 3.
gear. Vi fandt en forholdsvis stille hovedvej og så kørte jeg fra den ene ende
til den anden, kørte ind til siden og parkerede. Så vendte Taf bilen og så
kørte jeg tilbage igen. 3 gange frem og tilbage og det var skønt. Med blinklys,
sidespejl og det hele. Der var endda en bil der overhalede mig. Uha, der sker
lidt når far triller på de afrikanske veje. Inden da havde jeg kørt lidt rundt
på  en fodboldbane nær et universitet i
Kanifing. Taf mente at jeg håndterede bilen perfekt, men at jeg stadigvæk ikke
helt har følingen med koblingen. Specielt når jeg skal starte. Jeg må jo
indrømme at han har ret, men efter at have trænet en del, er den ved at være
der. Nu håber jeg så bare på snart at få muligheden for at komme til Banjul.

Der er efterhånden et par ting jeg skal have
klaret i, det man vist uden den store tvivl kan kalde for, verdens mest søvnige
og stillestående hovedstad.  Her er
praktisk talt ikke sket det store siden jeg besøgte Gambia første gang i ’91.
Banjul, der betyder ’Bamboo’ på mandinka, ligger isoleret på en lille ø med
sumpe mod ’fastlandet,’ så der er ikke de store udvidelsesmuligheder for de ca.
60.000 indbyggere. Byens grundvand er desuden meget højtstående så der ikke er
mulighed for et velfungerende kloaksystem. Mens Banjul oplever tilbagegang i
befolkningstallet, vokser Serekunda derimod med rasende fart. Overalt skyder
der nye bygninger op og specielt i nærheden af Kairaba Avenue, som løber mellem
Bakau (Hotellerne) og Westfield Junction (hvor Kairaba Av. møder hovedvejen
mellem Banjul, lufthavnen og resten af landet), går det rigtig stærkt. Nogle
gange virker det som om at der bare kastes en første sal oven på en
eksisterende bygning uden at der bliver tænkt videre over fundament mm. Andre
gange er det store (3. etager) flotte bygninger med enorme glaspartier der
skyder op og udstråler et Gambia på vej frem. Samtidig kæmper størsteparten af
befolkningen for det daglige brød, men det skal I nok få mere at høre om
senere.

For at gøre en ’kort historie lang,’ så skal
jeg til Banjul for at have fat i et Learners Licens, have klaret
immigrationspapirerne og få åbnet den postboks som jeg så trængende har brug
for. Men det kommer nok. Man fristes til at bruge det spanske udtryk: ’Mañana,
Mañana.’

Jeg har intenst forsøgt at få fat i Pa-Omar i
over 1 uge nu og han har stadigvæk ikke givet lyd fra sig. Det er lørdag aften
nu og i løbet af mandagen kommer Tafts farfar, så der skal jeg være ude af
huset.  Jeg har en formodning om at jeg
nok kommer til at bo i Sanyang, i en slags spejdercamp sammen med en gruppe
canadiske spejdere. Jeg har dog intet fået at vide. Hver gang jeg ringer til
Ousman (Deputy Secretary for organisationen) 
kan han intet fortælle mig, så jeg ved ikke om jeg skal sove i telt
eller hus, om der er vand og lignende, om jeg skal medbringe noget specielt,
såsom håndklæde, pude og lagen og da det er søndag i morgen kan jeg ikke tage
på en evt. nødvendigt indkøbstur. Det kan godt være lidt svært at opretholde
optimismen. Dog skal nok blive et dejligt afbræk i hverdagen.

Dagen i går var meget svær at komme igennem.
Jeg havde bare fået nok. Basil og Niyma skiftedes til at tudbrøle, Haddy og Taf
var væk hele dagen og da de kom tilbage var der bare mere råben og larm.
Derudover er fysisk afstraffelse en normal del af familiens opdragelsesmønster.
Jeg gør meget ud af at fortælle hvorfor jeg synes det er forkert at slå, men
jeg kan på ingen måde forbyde det og da det skete igen i går fik jeg direkte
kvalme. Vi taler ikke om tæv, men nogle heftige dask og der bliver slået
igennem. Børnene hyler og lærer intet af det og når de så har hylet længe nok,
får de en kiks i kæften og så er der ro igen. Slag og bestikkelse. Af og til
føler man sig magtesløs, for der er mere brug for faste retningslinier og
omsorg og dette vil være en fuldstændig omlægning af familiens ageren. Der er
nogle ting som bare ikke siver ind, så det kan være utrolig svært at side som
frustreret pædagogstuderende, der observerer, analyserer og kommer med
konstruktive råd, som ikke kommer til sin ret. Jeg bruger meget tid på at
kramme og nusse og vise omsorg de to små. Specielt Niyma, som virkelig har
behov for bekræftelse. Jeg tror simpelthen ikke at Haddy orker moderrollen
længere. Meget af opdragelsen ligger på de ældre børns skuldre og det virker
som om at hun kun lige har overskud nok til Basil (den mindste) Her sidder
Niyma fanget. Hun ’forventes’ at være ’den store’ eller i hvert fald stor, så
når Basil’s vil have opmærksomhed må Niyma vige pladsen og sjovt nok vil Basil
altid have opmærksomhed, når Niyma får det. Han er jo ikke dum, den lille og så
kan hun ellers side og kukkelure for sig selv. Det piner mit hjerte. DET PINER
MIG og jeg har lyst til at tage det stakkels pigebarn under mine arme.

Der er ikke så meget jeg kan gøre andet end at
fortsætte med at være et godt pædagogisk eksempel og forsøge at få familien til
at ændre praksis. Men jeg sidder med ambivalente følelser for på den ene side,
kan jeg bare ikke klare at se på flere slag men på den anden side aner jeg ikke
hvad der venter mig og min tiltro til Pa-omar er desværre faldet en del på det
sidste. Jeg aftalte med ham at vi skulle ind og besøge ministeren i tirsdags.
Jeg hørte aldrig noget og har endnu ikke hørt fra ham. Så det irriterer mig
lidt, specielt fordi han fortalte at jeg kunne starte med at arbejde inden
ugens udgang. Altså i går. Det irriterer mig lidt, da den forvente europæer i
det mindste regner med at modtage en sms eller et opkald.

Nu til noget helt andet. Efter at knæet har
det bedre er jeg begyndt at gå nogle lange ture. Jeg udforsker store dele af
Manjai og de omkringliggende bydele, kaldet: ’Kunda’er’ (det er umuligt at
finde ud af hvor den ene bydel begynder og ender) Jeg går hele vejen til
Westfield (Fra Helsingør C til Prøvestenen cirka) og vælger hver gang nye veje,
således at jeg lærer området bedre at kende. I dag gik jeg alene på kryds og
tværs igennem det enorme Serekunda Market og fandt selv 2 butikker som jeg kun
tidligere havde set gennem et bilvindue da vi tilfældigt kørte forbi. Serekunda
Market er ikke et sted man normalt render rundt i som hvid ’turist’, da der er
chance for at friste svage sjæle, men jeg nyder at gå rundt og opleve nye
områder, så det spekulerer jeg ikke så meget over. Hvis man holder et
nogenlunde konstant tempo, ikke stopper for meget op og sørger for ikke at
ligne en der ikke aner hvor man er, så er risikoen for at der sker noget
minimal. Jeg bærer sjældent mere end D100 (22kr)  på mig, da det er sjældent man har brug for
mere. Skulle det uheldige dog ske at der er én der har været i min lomme, så er
det jo kun godt at det ikke er en hel månedsløn man rendte rundt med.

Jeg er begyndt at tegne et kort over området.
Dels for at lære byen hurtigere at kende, men i lige så høj grad for at få
dagen til at forløbe med andet end  at
sove og læse. Det bliver hurtigt trivielt. Jeg har indtegnet alle de små
kiosker, som jeg tidligere har omtalt, for at få en lille idé om hvor mange der
egentlig ér og det er helt vildt. De er overalt og der er rigtig mange. Jeg tror
jeg kan nå 20 stk. i en 5 minutters gå-radius.

På alle mine små gåture får jeg talt med en
del af de lokale. Det er meget hyggeligt at få en lille snak og der er altid et
hav af børn der skal hilses på. Jeg plejer at lave high-5, det synes de er
meget sjovt, men der er en del der tydeligvis er bange for hånden. Hvorfor mon…

Jeg håber de har lagt spanskrøret fra sig i
skolen, for ellers bliver det nogle hårde måneder, når jeg skal undervise 1.
kl. her til september.

Nu vil jeg lade jer få lidt fred og nyde
8-mile filmen, nu hvor det nigerianske mareridt er ovre.

Farnan ak jam

Allan