Grundejer i Soma

Som min tid gik i Gambia opdagede jeg at jeg i stadig større grad forelskede mig i livet og stemningen inde i landet. I stadigt større omfang søgte jeg væk fra ’storbyen’ Serekunda i weekenden for at slappe af i selskab med venner og bekendte i Soma.

Soma er et fantastisk sted som jeg vidst har beskrevet før og befolkningen var nærmest mere tilstede og nærværende end mange af dem jeg havde mødt i byen. Det var som at opleve en ny befolkningsgruppe, der først og fremmest ikke, på samme måde som ’storby’-befolkningen, var anmassende og til tider alt for meget for selv mig, der ellers har meget vide grænser for hvad jeg kan tolerere. Man får under alle omstændigheder flyttet sin tolerancegrænse under et så længerevarende ophold som jeg havde. Både på det interpersonelle, hygiejniske og kulturelle plan fik jeg overskredet nogle grænser, der gør at jeg i dag føler at jeg har udviklet mig som menneske. Det at have siddet med bar bagdel over et åbent hul i baghaven og klaret hvad der nu skulle klares. Det at have delt den samme seng med en anden dreng i flere måneder og det at have oplevet en anden samtalekultur er noget der flytter en og gør at når man vender hjem til ’kedelige’ Danmark, træder man ind i en verden der pludselig synes fjern fra en.

Tilbage til Soma og livet upcountry.

Jeg tilbragte meget tid med Momodou Lamin og hans familie. Som oftest boede jeg og overnattede jeg hos Tove ’Effo’ som underviste på Soma Scout Skill Training Center, men som oftest spiste jeg og brugte min dag i selskab med Momodou. Han arbejder for NAWEC (National Water & Electricity Company) og skal både morgen og aften tænde og slukke for vandforsyningen til byen. Lidt uden for Soma i ’spøgelsesbyen’ Mansa Konko (Høvdingens Høj) ligger vandtårnet. Der er to omkringliggende borehuller der forsyner tårnet med vand og disse fungerer naturligvis kun når der er strøm. Den kommer tidligt om morgenen i nogle timer og forsvinder så igen. I mellem tiden skal Momodou så slå pumperne til og fra da de kan risikere at gå i stykker ved en eventuel strømafbrydelse. Dem er der generelt mange af så der er også en del renoveringsarbejde for ham. Heldigvis er Momodou ikke alene om arbejdet. Således er hans medansatte/overordnede en ældre herre der stort set er for svag til at lave noget væsentligt længere. Ofte ligger han syg i uger og ellers forsvinder han af og til mod hovedstaden og i de tider knokler Momodou som en gal. Fra morgen til sen aften og han ser i de perioder stort set hverken familie eller børn.

Jeg har tit været med Momodou ude ved vandtårnet og nydt udsigten fra toppen. Det har været en kende grænseoverskridende for en lettere højdeskrækslagen ung mand som jeg, men da Tove (der vist er i omegnen af 70) letbenet som en anden balletdanser nærmest fløj op af trappestigen måtte jeg vel også kunne og jeg fortrød ikke. Nogle af de fantastiske naturbilleder jeg har taget er taget fra toppen af tårnet der lå et par stenkast fra den grund jeg havde forelsket mig i. Det var en skøn grund. På kanten af bakken lå et forladt hus og det var det perfekte idylliske sted til min fremtidige familie. Det havde jeg i hvert fald besluttet mig for og derfor begyndte jeg at lege med tanken om hvordan jeg skulle få fingre i den grund. Her kom tanken så om at starte et guesthouse på stedet. Jeg har tidligere drømt om at arbejde på et hotel og tanken om at have sit eget var ikke fjern. Derudover har jeg tit undret mig over at mange turister bruger enorme summer på at ligge på stranden og nyde kombinationen af sol, bølgebrus, palmeskygge og bumsters der konstant forsøger at sælge frugtcocktails, konkylieskaller, armbånd og andre typiske turistting. Tænk sig at kunne opleve den fantastiske ro inde i landet, kombineret med et rigt fugleliv, fantastiske naturoplevelser (dog uden løver, elefanter og giraffer) og så derudover komme tæt på den kultur man opholder sig i. Jeg havde mange drømme og var ikke i tvivl om at jeg ville realisere dem hvis muligheden kom. Derfor begyndte jeg at bruge min afslapningstid til at arbejde mig hen imod det mål. For mig ville det være lidt af en drøm at kunne give andre mennesker et billede af det ’ægte’ Gambia, der har så meget at byde på og så kombinere det med at jeg kunne leve i landet i en længere periode eller eventuelt slå mig helt ned. Tankerne fløj i takt med at jeg kom dybere og dybere ind i planlægningen af det hele. Jeg undersøgte udflugtsmuligheder og besøgte blandt andet byen Basse i det inderste af landet. Jeg tegnede sketcher af de bygninger jeg ville have bygget, en hotelplan, reviderede den, ændrede ting hist og her, undersøgte grunden ned i detaljer, lavede planer for hotelhaven og arbejde samtidigt hårdt på at få de fornødne tilladelser. Jeg havde været forbi Areacouncil og talt med guvenøren og viceguvernøren, alkaloen (landsbyældsten), høvdingen og regionens parlamentsmedlem og fik hver uge nye forhåbninger om at alt nok skulle lykkes. Intet skete dog og historierne blev stadigt mere indviklede. Årsagen var at grunden var ejet af staten og at tanken var at jeg skulle have grunden mod at jeg så i fremtiden ville yde støtte til nærmiljøet. Det var noget alle de høje herre (og nogle af dem var faktisk skræmmende høje) var meget opsat på og derfor ville de gøre ’alt’ for at det skulle lykkes. Det vil sige næsten alt, for der var altid lige noget der kom i vejen og det dokument der skulle sendes fra Somas guvernør til ministeriet i Banjul tog omkring 2 måneder at lave. Det var en halvsides tekst som viceguvernøren havde skrevet (han var meget stolt) og denne kan han næppe have brugt mere end tyve minutter på. Det skulle jeg så vente 2 måneder på. Afrika i en jordnøddeskal og et typisk eksempel på en administration der gør meget ud af at fortælle at de ønsker at gøre alt lidt mere omstendigt for ikke at blive beskyldt for korruption, men med lidt penge under bordet kunne det måske klares med en håndevending. Jeg går naturligvis ikke ind for korruption og derfor nåede jeg ikke hjem med nogle papirer på den grund jeg så brændende ønskede mig.

fortsættelse følger...