Pludselig skete der et mirakel i mit afrikanske eventyr, der fik tankerne til at flyve og længslen mod hjemmevante specialiteter til at fordufte for en tid.

Miraklet hed leverpostej...

Michelle, den anden pædagogstuderende i landet havde over en to-ugers periode besøg af sin veninde fra gamle Danmark og Fatou (som er hende afrikanske navn) havde medbragt det som alle danskere savner når vi er i udlandet.

Jeg skyndte mig at nasse mig til en bid, med den aftale at jeg så ville sørge for rødbeder.

Den er god nok, rødbeder!!!

Jeg havde ved et tilfælde fundet et glas rødbeder i Marouns supermarkedet ved Westfield og det var slet ikke så dyrt som man ellers skulle regne med, så glæden var stor da de gik med til aftalen.

De havde hygget sig med leverpostejen da Fatou ankom og et par dage senere var det så min tur.

Jeg fik et par skiver af den resterende rugbrød og en lille stump brun postej vist nok af mærket stryhns.

Det fik lov at stå og vente på det helt rigtige tidspunkt i køleskabet og da jeg fandt en ledig stund, hvor jeg kunne være helt alene med mit festmåltid, kastede jeg mig over køleskabets glæder.

Til en god gang smørrebrød hører der sig nu enten øl eller mælk og da lysten til øl midt på dagen ikke er den største var det naturligt at jeg skænkede mig et glas god gammeldaws langtidsholdbart smagsforvirret mælk. Men mælk var det og det var skønt at nyde hvordan den bløde postej smøg sig ind i ganen med selskab af de saftige rødbeder.

Jeg kan ikke beskrive hvor stor en oplevelse disse leverpostejsmadder var, men ét er sikkert, det er nu foreviget foraltid som en lille reminder til alle der rejser ud. Se billederne i et af mine fotoalbums.

Husk at det du tager forgivet derhjemme kan være luksus når du er væk.