Så blev det lørdag morgen og heldigvis for det. Fredagen brugte jeg stort set kun i sengen. Jeg havde på underlig vis slået knæet i løbet af torsdagen, så dette var hævet til næsten dobbelt størrelse. Det var meningen at jeg skulle have været ude og spille kamp her til morgen, men jeg er stadigvæk pænt øm og kan ikke løbe, så jeg må desværre springe over.

Jeg skulle have været på nettet i torsdags for at rapportere tilbage til seminariet og så selvfølgelig lægge disse beretninger ud. Jeg brugte 10min på at side og vente på at internettet startede op. Da det endelig lykkedes, nåede jeg lige at få skrevet 2 linier over messenger til Ida da strømmen røg. Det var det. Der var ingen strøm resten af dagen og da jeg ikke havde det alt for godt tog jeg af sted tidligt her til morgen for at få kontakt til gamle Danmark. Jeg stod med vilje tidligt op for at komme der inden der kommer for meget tryk på nettet og efter en 10 minutters gåtur ad små halvt oversvømmede grusveje, for ikke at tale om dem der nærmest var skyllet væk af vandmasserne, nåede jeg frem til internetcaféen i udkanten af Serrekunda Market. Udenfor står et flot skilt støttet af en gammel fælg fra et bilhjul, der fortæller om alle de fantastiske ting man kunne på denne nyåbnede café. Men halvdelen af disse ting var desværre ikke mulige pt. Havde jeg tidligere erfaret så nu handlede det bare om at skabe kontakt. Og så er døren lukket og låst, på trods af at skiltet fortalte om at caféen var åben fra 08.00 til 04.00. En kvinde prøvede at forklare mig at der var lukket på det lokale sprog og efter et stykke tid med rynker i panden og spørgsmålstegn fandt vi en fælles forståelse da hun udbrød ordet ’ONE.’ ”OK, jeg kommer tilbage kl. 13.

Jeg gik mig en lille omvej hjem. Dels for at teste benet men i høj grad også for at teste min stedsans og det gik ganske fint. Jeg fik købt lidt brød med hjem til familien. Mens jeg stædigt holder fast i min selvkomponerede morgenmad, bestående af solgryn, langtidsholdbar mælk med rosiner og bananer, så er Haddy & co. mere til tabalapa, senfood (brød & brød)  og den lokale the, som faktisk smager ganske udmærket, når den ikke er for stærk.

Da jeg efter at have deltaget i omkring 100 korte godmorgensamtaler, som sjovt nok allesammen forløber efter et mere eller mindre ensformigt mønster ( Morning, Morning, How are you, very fine and you, I am fine, nice to hear, thank you.), nåede jeg hjem, hvor jeg opdagede at Haddy også havde været på brødindkøb, så vi har haft masser af brød i dag.

Der findes et utal af små forretninger på alle gadehjørner og for hver 30m. ca. Det er utroligt at alle disse små kiosker, der praktisk talt sælger de samme produkter, overhovedet kan overleve med den konkurrence. De sælger alle sammen scratchcards som er en slags mobiltid, brød, softdrinks, olie og lidt andre småting. Kan man ikke få det man vil have det ene sted tager det max ½ minut at komme til næste kiosk. Er man heldig er der fangst og ellers må jagten gå videre

Efter at have været hjemme lidt, begyndte mit knæ at gøre mere ondt og hævelsen bevægede sig ned af benet. Det så ikke så rart ud og efter lidt jamren og humpen rundt besluttede vi os for at tage til Westfield, hvor den nærmeste lægeklinik ligger. Nu lå landet bare sådan at President Jammeh har besluttet at den sidste lørdag i måneden skal være national rengøringsdag. Alle butikker skal holde lukket og ingen biler må køre på vejene indtil kl.13. Så turen til Westfield, som normalt ville tage 7min i bil, måtte nu klares på gåben med et meget ømt knæ, på ujævne veje, som til en forvekslings lå fuldstædig øde hen. Den eneste aktivitet der kunne spores kom fra de folk der gjorde rent omkring deres kiosk eller dem der var i gang med at grave 1meter sandslam op fra afvandingskanalerne/kloakkerne langs vejen og så den selvfølgelige mængde drenge der nærmest døgnet rundt render rundt og sparker til mere eller mindre fantasifulde bolde. Langt om længe nåede vi frem, vi havde holdt en Vimto-pause undervejs og Taf havde flere gange tilbudt at bære mig. Der er dog grænser for hvor turistet jeg vil se ud. Men jeg klarede den og da vi når Westfield oplever jeg noget som aldrig ville ske i Danmark. Det mest trafikerede sted i landet ligger fuldstændig øde og rundt på gaderne går en flok foroverbøjede kvinder og fejer gaden med deres sivkoste. Først tror jeg at de er ansat af regeringen, men nej, det handler om at holde landet rent, så de fattige gadesælgere er derfor gået i gang med national tjeneste nu hvor de alligevel ikke kan sælge noget. På.klinikken fortæller de os at alle lægerne er taget hjem, da det jo er rengøringsdag og det eneste åbne konsultationssted frem til kl.17 findes i Banjul. Vi vælger at vente 1 time til trafikken bliver frigivet igen for så at tage til Banjul, men så let skal det ikke blive. Da strømmen af skrammelkasser og ladvogne tager til indser vi hurtigt at det meste af byen har besluttet sig for at tage til hovedstaden netop nu. Alle biler er optagede, så vi må vi opgive. Turen går derefter til det nærliggende apotek for jeg må indrømme at jeg ikke brød mig særlig meget om benets udseende. Jeg har taget et par ubehagelige billeder som jeg forhåbentlig snart kan få uploaded.

Her var jeg mere heldig og pharmaseuten  var ikke et sekund i tvivl om at jeg skulle have en omgang antibiotika og noget smertestillende. ”This is strong,” forklarede han mig og udskrev derefter en regning på en halv gambiansk månedsløn. Af og til føler man sig lidt privilegeret. Selvom de ca. 250kr er en pæn slat penge, så er det jo ikke ligefrem noget der tømmer ens lommer. I mange tilfælde hælder os europæere og vesterlændinge en uanet og unødvendigt mængde medikamenter i os, mens afrikanerne sjældent har råd til selv den mest basale medicin.

Nu er jeg så på en ordentlig omgang piller. Jeg skal indtage dem 6 gange i døgnet (at breakfast, kl. 13, at lunch, kl.18, at dinner og kl 23). Ups, jeg skal faktisk spise en nu.

 Jeg tør efterhånden næsten ikke tænke på hvad der svømmer rundt i mine blodbaner pt men for en god orden skyld:

1: Stamaril (Gul Feber)

2: Vivotif (Tyfus)

3: Meningokok A+C (Meningitis)

4: Havrix (Hepatitis A)

5: Engerix-B (Hepatitis B)

6: Di-Te (Stivkrampe)

7: Binyrebakhormon (Allergi)

8: Lariam (Malaria)

9: Floxapen (Antibiotika)

10: Voltarène (Smertestillende)

Jeg føler mig som en ægte europæer.

Inden jeg afslutter for nu må jeg lige bede om lidt medfølelse et øjeblik. Ikke på grund af knæet eller problemerne med internettet men derimod den slags film som gambianerne er helt vilde med hernede. Nigerianske film. Hver gang vi har investeret i en omgang benzin til generatoren henter de en film hos videoshoppen (det koster 2kr) og så er jeg ellers indlagt med de film som er svært beskrivelige men bestemt værd at opleve. Men ikke mere end én gang.

Det er film, der naturligvis ikke har samme økonomi bag sig og som man derfor heller ikke kan forvente sig det samme af som en hollywoodfilm, men mange af filmene er behæftet med så mange fejl at det nærmest virker komisk. Skuespillerne er næsten de samme i samtlige film og mange af dem burde ikke blive betalt for deres indsats (sorry to say). Historierne er baseret på lange, lange samtaler og så kører der konstant den samme ulidelige musik/sang i bagrunden i samtlige 90min, med den undtagelse at når der ikke tales, får musikken fuld skrue. Jeg er begyndt at søge ly om aftenen med den undskyldning at jeg skal skrive på min laptop, så I kan takke de nigerianske film for mine forholdsvis lange beretninger. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at se de film i mere end 10min. Jeg har prøvet med nogle af de film jeg har med. Saw, The Shawshank Redemption og Shrek, som alle har en hvis spændingsgrad eller humor til at holde én klistret til skærmen og sjovt nok sker der det samme hver gang. I løbet af en halv time sover det meste af familien og så sidder jeg stort set alene tilbage med latterkramper eller nedbidte negle.

Det er alligevel utroligt at der er så stor forskel på hvad forskellige kulturer føler er interessant. Måske er disse films temaer bare for langt fra deres hverdag til at de synes det er interessant.

Jeg ved det ikke.

Jeg lever med en familie på godt og ondt 24/7, det kan altså være pænt hårdt, da det er sjældent at man er helt alene og de fleste har vel brug for at være alene med sig selv engang imellem. Jeg må i hvert fald indrømme at jeg nyder at side her og lytte til musik på min laptop mens jeg får skrevet en beretning i ’fred og ro’.

Håber I hænger i
KH Allan

PS. Kære familie, jeg håber at i vil gøre mig den tjeneste at se den film nigerianske film, som jeg sender hjem i nærmeste fremtid, helt til ende og så sende en stille tanke mod Afrikas mindste land.