6. august 2007 (Morgen)

Tilbage i trygge omgivelser.

I går eftermiddags drog jeg så af sted mod
Sanyang med noget blandede følelser. Jeg havde intet hørt fra Pa-Omar og anede
ikke hvad der ventede mig. Èn ting er en spejdercamp, men en spejdercamp i Gambia,
det kunne umiddelbart godt lyde en smule for primitivt. Jeg prøvede dog at
finde nogle positive ting. Jeg kom lidt væk fra familien, bare til en
forveksling. Jeg ville sikkert opleve nogle ting jeg aldrig havde drømt om at
komme ud for og så boede der jo også nogle canadiere, så jeg burde vel kunne
overleve.

Vi drønede sydover og nærmede og langsomt
Sanyang. I Sanyang drejede vi af hovedvejen og kørte efter de lokales
henvisninger mod stranden. Vi kørte i en evighed og kom længere og længere væk
fra civilisationen og som minutterne gik tiltog min nervøsitet. Der rendte
vilde hunde rundt over alt og ellers var der intet andet at se end rismarker og
vildnis. Efter en del søgen og leden finder vi en lille sandvej som vi drejer
ned af. Ifølge anvisningerne var der her spejdercampen skulle ligge men da vi
efter 1min. Kørsel opdager at vejen ender blindt begynder vi at undre os. Der
er intet andet at se end oversvømmede rismarker og så sandvejen tilbage.
Pludselig kommer der en mand gående i samme retning som os. Taf spørger ham om
campens beliggenhed, hvortil han peger ud over rismarkerne og fortsætter sin
gang ned i vandet og op på en lille primitiv bro bestående af to træstammer.
Derefter vader han videre på den banke der skiller to rismarker fra hinanden og
forsvinder kort efter mellem træer og buske.

Hvis jeg var nervøs før, så har jeg ikke ord
til at beskrive hvad jeg følte dette tidspunkt. Jeg havde nok mest lyst til at
skynde mig væk, men jeg valgte at trække på skulderen grine lidt af det og så
forsøge at følge mandens rute gennem rismarkerne. Med opsmøgede bukser og bare
tæer spankulerede jeg over den halvfarlige bro og kom heldigvis sikkert over.
Det gjorde de andre dog ikke. Nabu (Binta’s vendinde) trådte ved snublede,
trådte ved siden af, hvorefter det meste af hendes ben forsvandt i dyndet. Da
Yama så forsøgte at hive hende op mistede hun også fodfæstet og så måtte jeg
hjælpe de to piger op. De kom heldigvis helskindet op, men det gjorde deres
sandaler ikke, så de forsatte resten af turen med en enkelt sandal hver. Efter
5 minutters gang når vi den såkaldte camp. Det første der slår mig er at alle
beboerne ser forholdsvis mørke ud. Er alle canadierne af afrikansk afstamning
eller gemmer de sig i bushen? Det viser sig dog at canadierne var taget hjem i fredags
og Pa-Omar, som jeg havde forsøgt at få fat på i over en uge var ige taget af
sted til Serekunda. Jeg så mig lidt omkring, mens alle dele af min krop skreg:
”JEG VIL VÆK HERFRA.” Jeg kunne slet ikke forene mig med hvad jeg så. For
første gang i mit liv følte jegmig som en rigtig cityboy. Her kunne jeg ikke
bo. Hvor skulle jeg sove. Teltene var på størrelse med min kuffert og hvordan
skulle jeg i det hele taget få min kuffert helt derud. Det ville være lidt af
en opgave i sig selv. Jeg er sikker på at mit ansigt meget tydeligt udtrykte
min bekymring, på trods af at jeg gjorde mit bedste for at skjule det. Tænk sig
at jeg skulle bo her i mere end 1 uge. Jeg ville drukne i de heftige regnskyl.
Heldigvis var familien ikke i tvivl. Her skulle jeg i hvert fald ikke bo. Først
kom Binta som diskret viskede at hun ikke synes jeg skulle blive. Efter et par
minutter kom Yama så og Taf havde under hele turen ud mod vildnisset sagt at
han hellere ville have at jeg blev. Sidst men ikke mindst sagde min 3. mor (Haddy)
at hun ikke ville have at jeg blev. ” I will not allow that” sagde hun direkte
og så vente vi om og drog tilbage til bilen med en white-boy der var meget
lettet. Vi tog derefter ned til Sanyang Beach. En skøn strand der bestemt er
anbefalelsesværdig. Dette bliver nok det næste store Gambianske turistmekka,
men stranden er stadigvæk forholdsvis uberørt med et par strandbarer og nogle
få guesthouses. Vi badede lidt og jeg tror ikke jeg lyver hvis jeg påstår at
vandet havde rundet de 30 grader. Det var meget varmt og kølede ikke specielt,
men det var skønt. Jeg fik spillet lidt fodbold med de lokale. Både børn og
voksne og efter at have spillet lidt bold med en gut, var han straks ude efter
at sælge mig konkylier. Jeg fortalte ham pænt at jeg havde været i landet siden
1991 og at jeg ikke var en turist og så sluttede den salgstale ellers. Jeg tror
jeg vil bruge den historie fremover, da den var ret effektiv og så er det jo
også ’næsten’ sandt. Min første tur til Gambia var i 91 og jeg er vel heller
ikke en turist når jeg nu er her i forbindelse med min uddannelsespraktik.

Efter et par timer på stranden og et par ømme
føder, efter alt det fodbold vendte vi snuden hjemover. Jeg kørte det meste af
turen tilbage mod hovedvej og det er skønt at køre. Jeg nyder hvert sekund bag
rettet, men mangler stadigvæk en smule overblik. Jeg var lige ved at bakke ind
i en mercedes, der i alt for høj fart ville klemme sig ind imellem min bakkende
bil og et hus. Men en hurtig reaktion på bremsen redede os fra ridser i lakken.
Jeg glemte dog koblingen, så bilen satte ud og så var Taf hurtig til at trække
håndbremsen. Han er en ret god læremester.

I aftes så vi så ’Gamle Mænd I Nye Biler’ og
jeg hylede af grin. De andre havde lidt svært ved at følge med selvom vi havde
engelske undertekster på. Selvom engelsk er det officielle sprog er der et
stykke vej fra det skrevne engelsk til det engelsk som tales her. Der er meget
lokal slang og nogle ret kreative måder at udtale ord på.

Men jeg er heldigvis tilbage hos Haddy nu og
skal blive her til i morgen, hvorefter jeg så skal over og bo hos Pa-Omar. Yama
har fødselsdag i morgen så vi må se om jeg kan få lov at deltage eller om den
syge farfar er ankommet inden det går løs.

Det var så dagens beretning og nu vil jeg så
se at få lidt morgenmad, mens TV2 spiller ’De første kærester på månen’ i
baggrunden. Det er min måde at holde fast i rødderne på. Det er altså rart at
få hørt lidt dansk musik af og til. Radioerne spiller kun dancehall og R&B
og så er de tossede med Celine Dion og det bliver man ret hurtigt træt af.

Naca suba
ci?

Suba ci, mang fi!

Allan

PS. Tillykke med i overmorgen Maria, håber du
får en hyggelig dag med hele familien. Skulle hilse fra Haddy & Co.