Denne opgave afleverede jeg til seminariet da jeg vendte hjem fra gambia. Den indeholder nogle pædagogiske refleksioner, grundet uddannelsen men ligeledes en del fakta og små historier om det jeg har oplevet og vil være god læsning for dem der ønsker at dykke en smule under det overfladiske billede af et land, man let får som turist.

Udenlandspraktikrapport

Indledning

Når man som pædagogstuderende drager ud i verdenen for at afvikle sin praktik, er det i mange henseender en større personlig udvikling end en boglig udvikling. Det at stå på egne ben i et fremmed land kan være en udfordring, som kan tage modet fra mange, idet at kulturmødet på ’udebane’ kan være lidt af en omvæltning. Det at kunne tilpasse og inkludere sig i samfundet er ikke et let forløb, men dog en givtig proces, hvori man som person lærer meget om sig selv og andre kulturer. Denne personlige udvikling samt den kulturelle vidensforøgelse sætter nogle refleksioner i gang, der sætter vores danske samfundsforståelse og medmenneskelighed i et andet perspektiv. Netop dette at kunne se tingene fra et andet perspektiv og have en oplevelse af og større forståelse for en anden kultur (eller flere) kan være givtigt i en situation, hvor man som pædagog skal kunne skabe en god kontakt til familier med en kulturbaggrund, der er forskellig fra den danske. Det at have stået i en situation, hvor man som en minoritet skal kunne agere i en fremmed kultur, med de problemer der derved kan opstå, skaber en større forståelse for disse familiers situation og netop forståelsen er vigtig i en samarbejdssituation, hvor en families kulturelle arv er afvigende fra ’den danske norm.’

Derfor bidrager en udenlandspraktik til en positiv personlig udvikling der kan være til stor gavn, både undervejs i uddannelsesforløbet, men måske i højere grad i den fremtidige praktiske hverdag på de danske institutioner.

Gambia

Gambia er Afrikas mindste land med et samlet areal på næsten 11.000 km². Det lille land bebos af 1,7 millioner mennesker (90% muslimer og 9% kristne) der er delt ud på mange forskellige stammer[1]. Landet har en BNP på cirka $2000 per capita og eksporterer stort set kun jordnødder. Gambia styres af His Excellence President Al-hagie Dr. Yahya A.J.J. Jammeh som tog magten ved et militærkup 22. juli 1994. Efter en tid med militært diktatur resignerede han fra posten som militærgeneral for at kunne stille op til det præsidentvalg han selv udskrev i 1996. Jammeh vandt med 56% af stemmerne og har siden overtagelsen regeret landet gennem det jeg vil kalde demokratisk diktatur. Der er demokratiske valg hvert 5. år, men frygten for hvad der vil ske hvis Jammeh ikke vinder og en opposition med mundkurv på gør at præsidenten og hans parti genvinder magten hver gang. Jammeh styrer stort set alt af væsentlig relevans i landet og bruger i stor stil GRTS[2] til propaganda og manipulation. Har du som journalist eller enkeltperson udtalt dig kritisk om Jammeh eller hans styrer eller udført en handling, der er imod hans ’værdigrundlag’ er der en nævneværdi chance for at du havner i fængsel. Der findes kun et fængsel i landet og dette går i folkemunde under navnet ’Jammeh’s Hotel’ Man mærker dog ikke denne diktatoriske styretilstand i hverdagen og Gambia er historisk set også kendt som et af de fredeligste Afrikanske lande. Landet blev først selvstændigt i 1965 og gennem tiden har Gambia eksisteret under mange forskellige flag og former. I 1455 etablerede portugiserne de første handelsstationer langs Gambiafloden og omkring midten af 1600-tallet overtog briterne styringen med floden. Under Napoleons krigene angreb den britiske flåde de franske slavehandlesskibe ud for Gambias kyst, for at stoppe slavehandelen der havde floreret siden 1500-tallet. I 1816 opkøbte den britiske regering øen hvorpå den nuværende hovedstad ligger af en høvding og anlagde Bathurst og i 1820 blev det vi i dag kender som The Gambia erklæret britisk protektorat. Grænsen til Senegal blev endelig fastlagt i 1889 og landet blev britisk koloni fem år senere. Ved uafhængigheden blev landets tidligere præsident Sir Dawda Kairaba Jawara valgt og han er i dag et af landets rigeste mænd, ganske som den nuværende præsident er det.

Det meste af befolkningen lever i og omkring hovedbyen Serekunda, under 20km fra landets søvnige hovedstad Banjul. Banjul er på mange måder en gennemgangsby for alt handel ind og ud og landet og er derfor præget af en stor mænge lagerhaller og udlændinge fra andre afrikanske lande. Der er stort set kun aktivitet i og omkring havnen samt det nærliggende marked og man kan derfor uhindret vandre rundt midt på de brede boulevarder og nyde den koloniale arkitektur.

Mindst halvdelen og måske endda 2/3 dele af befolkningen lever i det føromtalte område omkring Serekunda. Det er et område, der har tiltrukket turister fra hele verdenen og derfor også betydelig kapital. Dette giver sig udslag i den forskel der er på denne del af landet, tæt ved kysten og så levestandarten længere inde i det aflange land, der er på længde med Jylland. Der er en betydelig forskel i den måde befolkningen lever deres liv på. Både hvad angår dagligdagen samt de kulturelle og religiøse traditioner, og skulle man beskrive befolkningen ud fra observationer af befolkningen i hovedstadsområdet, ville man komme til en forvrænget konklusion, da denne del af befolkningen i stadig større grad tiltager sig den vestlige livsstil, med dertilhørende ønske/drømme om den luksus, der dertil hører. Befolkningen, der lever blot 50 km inde i landet, lever i større grad efter de ’gamle’ gambianske normer. Det vil sige en livsstil hvor religionen bliver taget mere alvorligt, men også en livsstil, hvor præislamiske traditioner stadig holdes ved lige på trods af at de står i dyb modsætning til koranens lære. Her er drømmen om et bedre liv mere basal og tempoet er væsentligt lavere end det hektiske Serekunda. Her findes en stor del der aldrig har været i hovedstadsområdet grundet manglende kapital (en billet koster 20 kroner for en rejse på 200km) og ligeledes er der mange i og omkring Serekunda der aldrig har været up-country, som det kaldes når man rejser ind i landet.

Af denne årsag er det oplagt at sprede sin praktiske udfordring, hvis muligheden opstår, så man som udenforstående kan danne sig et bedre billede af den ’gambianske’ kultur.

Som udenlandsstuderende er det ydermere vigtigt at kunne skabe sig en forståelse og viden om det land og den tidligere nævnte kultur, som man bliver en del af. Det at tage ud og leve som en turist med dertilhørende luksus er ud over forløbets længde ikke meget anderledes end at tage på vanlig charterferie. Derfor er det vigtigt at skabe kontakter til lokale netværker samt den lokale befolkning.

Skolen og dens hverdag

Mit arbejde på St. Therese’s Lower Basic School i centrum af Serekunda gav mig et godt indblik i det gambianske læringsmiljø. St. Therese’s LBS er en skole der er på størrelse med en mindre dansk folkeskole. Der er to små skolegårde og et stort antal klasseværelser der omkranser disse. Skoledagen er opdelt således at skolen både bruges morgen og aften. Morgenholdet der går i skole fra kl. 8.30 til 14.30 består af ca. 1800 elever fordelt i første, tredje og femte klasse. Hvert klasselokale, der ikke er større en et dansk klasselokale skal rumme 60 børn og alle de mindre klasser har en enkelt lærer der står for al undervisningen. Dagligdagen består af stillesiddende undervisning, med afskrivning fra tavlen, hård disciplin og oplæsning i kor. Findes der afvigere i klassen i form af urolige børn, børn der ikke kan koncentrere sig, forstyrrer eller sågar børn der af mangel på boglig kunnen ikke kan følge med, bliver disse afstraffet på ’gammel dansk’ maner. Børnene kan i en situation hvor de med al tydelighed burde, oftest ikke blive flyttet til en lavere klasse da disse som oftest er fyldte. Det var derfor kun med intens kæmpen at jeg fik overtalt min mentor i 3.A til at rykke en dreng en klasse ned. Han var en fantastisk sød og god dreng men hans boglige niveau var minimalt og han fik intet andet ud af undervisningen end det ene nederlag efter det andet. Det var et nederlag for drengens mor, men gennem en samtale med ham og moderen fik jeg givet dem håb for fremtiden. Det var vigtigt at han ikke fik et personligt nederlag og dermed også et nederlag med skolen, der kunne give ham store problemer fremover. Derfor gjorde jeg meget ud af at rose ham, foran både de andre elever i undervisningssituationer, men også foran moderen, da hun stod med sine bekymringer for hans fremtid. I det at han blev flyttet en klasse ned kom han også automatisk til at tilhøre aftenholdet som består af anden, fjerde og sjette klasse. Aftenholdet starter klokken to og har på grund af det, i forhold til vores breddegrader, tidlige mørkefrembrud kun fem daglige skoletimer hvilket gør at de er nødt til at inkludere lørdagen for at nå op på det antal timer de skal have. Samlet set har skolen 3500 elever og alt for få lærere. Der findes ingen vikarer og i flere måneder manglede skolen lærere til at besætte de ledige stillinger i de forskellige klasser. Dette, og så den alt for tilstedeværende malaria, gjorde at der ofte var 70-80 elever i klasserne og det var derfor en uoverkommelig opgave for lærerne at levere en undervisning der tilgodeså alle elever og deres individuelle styrker og svagheder. Ofte blev undervisningen baseret på at enten kunne børnene følge med eller også måtte de klare sig så godt de kunne. Der var ikke tid til spørgsmål og det var i høj grad envejs kommunikation. Hvis læreren stillede spørgsmål til klassen var det stort set kun til klassens bedste elever der fik lov at svare imens de svageste sjældent blev hørt. Anerkendelse og ros blev sjældent brugt og hændte det endelig skete det nærmest mekaniske gennem et forudøvet fællesklap (klap-klap-klap) og det var så det. Derfor var det også en stor udfordring at komme ind i en skole der i den grad er stolte af deres ’pædagogik’ da skolen anses som den bedste (mest søgte) LBS blandt den normale lokalbefolkning. De var stolte af elevernes disciplin og opførsel og det var det de blev rost for at forældre og tidligere elever. Det var svært at se den store pædagogik i det de gjorde, men samtidigt måtte jeg også erkende at den pædagogiske forstand man som studerende og tidligere pædagogmedhjælper har med i bagagen ikke kunne overføres direkte, da de store klasser og den manglende plads satte sine begrænsninger for den kreative udfoldelse. Spørgsmålet er så hvad den gambianske skole kan få ud af at få en dansk pædagogstuderende med væsentligt anderledes præferencer, men hvis den pædagogiske forhåndsviden kan inspirere de gambianske lærere til at justere deres undervisningsfacon til det bedre kan udvekslingen vel kun anses som en fordel for alle parter.

I sig selv er det en opgave at holde ro i en klasse med +60 elever og det krævede en del fantasi og refleksion at finde frem til en måde hvorpå dette kunne lykkes. Den sædvanlige afstraffelse er fysisk afstraffelse både i og udenfor skolen og denne kunne/ville jeg ikke tage i brug og der gik kun få dage efter skolestart før jeg fik ’rygtet’ som ham læreren der ikke slog. Dette gav både positive og negative konsekvenser. Det var tydeligt at jeg havde et bedre forhold til børnene sammenlignet med de andre lærere, men samtidigt var der også nogle børn der skulle prøve ekstra mange grænser af, da de i forhold til de andre lærere naturligt anså mig som blød og dermed måske til at løbe om hjørner med. I sådanne situationer er det vigtigt at vinde respekten gennem anerkendelse, så børnene forstår at man vil dem det godt samt, at synliggøre en god forældrekontakt, da dette ud fra mine personlige erfaringer i de danske institutioner har vist sig givtigt. Det at være anerkendende gør at børnene får opbygget deres selvværd,  mod og lysten til at lære mens forældresamarbejdet er essentielt for barnets læring da læringen og barnets personlige udvikling bedst sker i et samarbejde mellem lærer, elev og forældrene  Samarbejdet med forældrene og synliggørelsen af dette kan endda forekomme endnu vigtigere i et Afrikansk og i hovedtræk muslimsk land som Gambia. Her er forældrerespekten væsentligt højere end i Danmark og skolebørn bliver ofte lidt firkantet sagt kategoriseret som laverestående voksne. Hvilket jeg vil vende tilbage til senere.

Jeg indførte derfor en brevskrivningsordning, i stil med den danske kontaktbog, hvori jeg beskrev eventuel dårlig opførsel af et barn. Børnene var ikke velkomne med mindre forældrene havde set og underskrevet i hæftet. Dette skabte en god kontakt til forældrene og en naturlig respekt, da eleverne havde stor respekt for disse breve. Jeg brugte dem ligeledes også til at berette om god opførsel, men det mest positive ved udvekslingerne mellem forældrene og jeg var når de mødte op for at undskylde på deres børns vegne. Det forløb sig oftest til at begynde med som en generel undskyldning og sluttede derefter af med en opfordring til at hvis der skulle forekomme fremtidige problemer måtte jeg endelig benytte mig af fysisk afstraffelse af deres barn. Derefter var der åbnet op for en snak om hvad fysisk afstraffelse kan gøre ved børn og dermed en snak om opdragelse og pædagogik, hvilket jeg opfattede som givtigt for begge parter.

Dårlig opførsel er en ting, men at skabe almindelig ro i klassen var en anden. Et lille lokale med et for os ualmindeligt højt antal elever skaber naturligt en vis uro, med småsnakken i krogene og små forstyrrelser, som ikke kan betegnes som dårlig opførsel, men snarere som et ødelæggende element i undervisningen. Det var i høj grad her at den afbrækkede haveslangenstump eller pinden kom frem, når det var lærerne der stod for undervisningen, men det lykkedes mig at få indført et system der gav næsten samme effekt, og som samtidigt havde grobund i nogle refleksioner over børnenes motivation.

Klassen var delt op i 4 rækker og på bænkene sad en blanding af piger og drenge (nogle gange to andre gange tre på hver bænk). Jeg ønskede at skabe en fællesfølelse, der skulle styrke ansvarligheden og skabe motivation og derigennem ro i klassen. I et så stort forum med stor niveauforskel var det vigtigt at kunne skabe et rum hvor alle kunne være med. Jeg tog udgangspunkt i det man kunne kalde en konsekvenspædagogik, der gik ud på at elverne som gruppe enten blev belønnet eller ’straffet’ alt efter deres opførsel. Jens Bay mener at man ’med konsekvenspædagogikken undgår at se på eleven som en behandlingskrævende person, men ligestiller ham med alle andre og siger, at det er op til den enkelte at lære sig en adfærd, der gør, at vedkommende kan begå sig socialt.’ For mig udmundede det sig i et pointsystem og hver dag uddelte jeg og læreren point til grupperne alt efter hvordan de havde klaret sig. Jeg brugte meget tid på at forklare hvordan man kunne opnå mange point - igennem god opførsel og god indsats (dermed ikke forstået som at det var for de bedste, men derimod dem der prøvede) og sidst på måneden blev der hængt et diplom op hvorpå der var tegnet en medalje med ’navnet’ på den gruppe der havde klaret sig bedst. Jeg lavede små konkurrencer undervejs og af og til fik de point for at synge sange og danse, så det hele ikke ensporet drejede sig om boglighed. Jeg yndede at slutte den sidste time af med at lave en slags Byen sover. Ofte havde dagen, på trods af det føromtalte succesfulde initiativ, været en larm for øret, da alle klasseværelser var bygget med gennemhullede mursten. Dette gjorde at støjen fra de omkringliggende klasser bidrog til uroen og derfor føltes det naturligt at slutte dagen af med en rolig aktivitet, hvor jeg fik mulighed for at have kontakt med hvert enkelt barn. Eleverne forlod klassen, der lå og ’sov’ enkeltvis, når jeg rørte dem på hovedet med en lille kommentar og den række der var tom først fik så ekstra point. På denne måde kunne jeg hele tiden kontrollere ’konkurrencen’ og dermed sørge for at alle havde en chance for at vinde og dermed styre børnene bedre. Der er mange meninger om denne form for pædagogik, men man må samtidigt erkende at det i nogle situationer kan være den bedste måde at håndtere en gruppe børn på.

I løbet af min tid på St. Therese’s fik jeg indført idrætsundervisning på skemaet igen. Jeg stod for undervisningen og tog udgangspunkt i gamle danske sanglege[3] (oversat til engelsk) og fællesaktiviteter der kunne rumme 60 børn på en basketballbane. Her kunne jeg bruge noget af den idrætspædagogiske viden og gennem mine 4 måneder sørgede jeg for at klasselærerne i stadig større grad deltog og derefter overtog undervisningen. På denne måde sikrede jeg, hvad jeg efter min afsked med skolen fandt ud af, den videre idrætsundervisning. Det var vigtigt for mig at lærerne følte sig som en del af idrætsundervisningen. De skulle føle at de var med og dermed blive inspireret og få idéer til hvordan de kunne strukturere et kort idrætsforløb for en så stor gruppe børn. Tidligere havde problemet været at idrætsundervisningen forstyrrede for meget, da lærerne som oftest sendte deres elever ud i gården med besked om at de skulle løbe og derefter fortrak sig til deres klasselokaler. Nu deltog lærerne og mange fandt at idrætsundervisningen blev interessant og mærkede dermed også på egen krop, min hypotese om at det er sundt at røre sig og at det gavner børnene både motorisk men også bogligt, da de blandt andet får brændt en masse krudt af i et forum hvor det er tilladt og dermed ikke forstyrrer. Dette resulterer i at børnene kan side mere stille og koncentrere sig bedre om den efterfølgende undervisning, hvilket undersøgelser også har vist.

Opdragelsen

Den første måned efter min ankomst boede jeg hos en lokal familie midt i bydelen Manjai i Serekunda. Her fandt jeg hurtigt ud af at opdragelsesmønsteret var en del anderledes end det danske. Familien bestod af en enlig mor med 5 børn på 3,5,14,16 og 19 år, samt en slægtning der hjalp til i huset. Familien skilte sig ud fra de fleste i og med at de ikke boede i en såkaldt familiekompound, hvor alt fra fætre, kusiner, tanter, onkler og bedsteforældre bor i forskellige ’lejligheder’ i et eller flere sammenhængende langhuse.

På trods af den på overfladen anderledes familiestruktur, var opdragelsesmønstret typisk gambiansk. Opdragelsen var i den grad kollektiv og foregik gennem de ældres anvisninger af de yngre. Moderen trådte som oftest i baggrunden og var i de fleste hverdagssituationer forholdsvis passiv. De yngste passede i stor stil sig selv, med det tilhørende kaos og når legen blev for voldsom og endte i gråd, fandt de snarere trøst hos de større søskende og kun i sjældne tilfælde hos moderen. Hun stod som oftest for afstraffelsen, mens omsorgen i større grad blev fundet søskende imellem. Denne omsorg er dog kendetegnende ved at de ældre børn (skellet går omkring skolestart) i høj grad har en større ansvarsfølelse sammenlignet med danske. De indtager tidligt en plads i hverdagens opgaveløsninger og dette foregår med den største selvfølgelighed. Dette drejer som om alt fra madlavning, vandafhentning, tøjvask og derudover opdragelsen og retledning af de yngre søskende. På trods af den med danske øjne manglende voksensynlighed er respekten for disse stor. Frygten for afstraffelse, som desværre ikke er et sjældent fænomen, sætter sine præg på børnenes forhold til forældrene og dette gør derfor også at nærheden kan mangle. Dette billede er naturligt set som en generalisering. Der findes utallige opdragelsesfilosofier. Nogle er strengt forbundet med gammel kulturel arv. Nogle er forankret i muslimske retningslinier, mens andre fuldstændigt har taget den Europæiske livsstil til sig. Blandt disse og imellem dem findes et hav af kombinationer, men almindeligvis ses det at piger og drenge har specifikke roller. Pigerne/damerne tager sig af det praktiske husarbejde mens drengene/mændene tager sig af det hårdt fysiske. Dermed ikke sagt at kvindes arbejde ikke er hårdt, da hun dagligt ofte arbejder hårdere og i længere tid end manden.

Medmenneskelighed

I Gambia opleves medmenneskeligheden mere direkte sammenlignet med det danske samfund. Folk har større forståelse for hinanden og udviser generelt større respekt over for det/de fremmede, set i forhold til Danmark. Dette kan blandt andet hænge sammen med at  statsmagten i det lille afrikanske land har meget begrænsede økonomiske ressourcer og dem der er tilrådelige har præsidenten valgt at prioritere til skolerne, således at der på sigt kan opnås det mål at alle børn skal kunne gå i skole (udtalt ud fra et kvantitativt synspunkt, da kvaliteten af skolerne prioriteres lavere, hvilket giver sig udtryk i de lave lærerlønninger, de høje klassekvotienter og de manglende materialer. Der findes intet socialt sikkerhedsnet af betydning. Der er fungerende hospitaler, med egenbetaling (på trods af at staten opkræver et sundhedsbidrag over skatten), private tandlæger, ingen plejehjem og hvis du er uden arbejde, må du være afhængig af familien eller tigge på gaden. Dette gør at familiebåndene bliver ekstra stærke og dét, sammengjort med den muslimske tro, der blandt andet påbyder at befolkningen skal give zakat (økonomisk hjælp til trængende) gør at folk formår at hjælpe hinanden i stor stil. Som borger er der altid lige en skilling til en blind tigger på gaden selvom familien knap nok har råd til at forsørge familien med mad. Kommer naboen og er løbet tør for ris, bliver der uden tøven delt ud (vel at mærke ikke som lån, men som gave) og når der laves mad, laves der altid så eventuelle uventede gæster kan spise med. Åbenheden er en af de forcer den gambianske befolkning har og man føler sig altid velkommen, hvor end man befinder sig (dog ikke hos mange statslige autoriteter, der ynder at vise deres magt og status gennem uhøflighed og ligegyldighed). Alle folk hilser på hinanden på gaden og en hilsen er altid mere end et dansk ’hej.’ Det arabiske udtryk ’asalam aleikum’ (må gud være med dig) er standardhilsnen men som oftest efterfølges denne af en af varierende længde høflighedshilsen, som omhandler alt fra familiens ve og vel til ytringer om et ønske om at den fremmedes helbred må forblive godt. Dette gør at en simpel gåtur ofte ender i en samtale med en bekendt og denne kan nemt være en person man tilfældigt støtte på dagen forinden. Det er direkte uhøfligt at ’have travlt’ og dermed ikke have tid til at hilse/samtale med en bekendt og derfor hænder det ofte at gambianerne kommer for sent til aftaler, selv på højeste embedsniveau.
Forsinkelser er i store træk uundgåelige. Det føromtalte kombineret med den generelt afslappede og rolige livsstil gør at der er tid til det hele. Hvad vi ikke nåede i dag kan vi nå i morgen og ofte ser man en gruppe drenge/mænd sidde på nogle sten eller småbænke bøjet over en miniature tepotte placeret på en meget lille ’grill’ konstrueret af sammensvejset restmetal, hvori der brygges kinesisk sort te. Man kan ikke undgå at blive budt på en tår og en brygningsproces kan foregå over flere timer, hvor gruppen så sidder i fællesskab og vender verdenssituationen. Det er her at man som gæst, om man er hvid, gul eller mørk, føler at åbenheden og menneskesynet er væsentlig anderledes end det vante. Her ser og oplever man en lighed gennem samtale og forståelse. Man kan sagtens være uenig, men der er ingen forskel på om din hudfarve, kultur eller religion er anderledes end majoritetens. Dette giver sig ligeledes til udtryk i regeringsmagten og His Excellence President Al-hagie Dr. Yahya A.J.J. Jammehs holdning til lighedsidealer. På trods af at The Gambia er en erklæret muslimsk stat (90% muslimer, 9% kristne) så er der modsat eksempelvis Danmark fuld religionslighed. Der er ingen forskel på om du er kristen eller muslim og alle borgere bliver behandlet ens. Derfor er der masser af kirker og moskeer, der nærmest ligger side om side og om fredagen og søndagen har landets eneste TV-station ryddet programmet for at sende henholdsvis muslimsk og kristen TV. Alle offentlige arrangementer bliver startet med henholdsvis muslimsk og kristen bøn og selv på præsidentkontoret bliver der bedt kristne bønner i det til fælde at der skulle være en kristen til stede. Netop med henblik på den aktuelle udenrigspolitiske situation med genoptrykningen af Muhammedtegningerne, sætter det tingene i perspektiv når Gambia blev anset som det sikreste muslimske land at opholde sig i under den sidste krise. Under den daværende krise skete der absolut intet i landet. Ingen demonstrationer, ingen urolighed og ingen forfølgelse eller trusler af danskere og andre involverede nationaliteter. Dette kommer sig delvis af den større forståelse og accept af forskelligheder, men i lige så høj grad den respekt der uomtvisteligt eksisterer for den siddende præsident, der kraftigt advarede befolkningen mod uroligheder.

fortsættes...