Hej alle.
Siden sidst:
Vi floej fra Rio de Janerio den 25. februar til Manaus i Amazonasjunglen. Her var vi kun i 10 timer, da vores junglebaad sejlede klokken 12 den naeste dag - troede vi.
Vi blev samlet os fra vores hostel af en fyr der tog os med ud og koebe haengekoejer (der var vores senge for de naeste 5 naetter) og han fulgte os ned til baaden.
Da vi kom ombord paa baaden var vi positivt overraskede, det hele saa meget hyggeligt ud. Men da opdagede vi at der KUN var lokale brasilianere ombord, og de stirrede alle paa os. Vi var enige om at de nok taenkte 'det her overlever de aldrig' :-) haha. Udover det snakkede ingen af dem engelsk, og vi fandt derefter ud af, at den stank der nogengange overvaeldede baaden, ikke kom fra land, men var hver gang nogen aabnede toiletdoeren. Vildt laekkert!! Folk var ellers meget hjaelpsomme, og hjalp os med at haenge vores haengekoejer op. Saa lagde vi os ellers til at vente paa at baaden skulle sejle.. Men vi kom til at vente.. og vente.. og vente.. For man maa sige at brasilianernes tidsfornemmelse er lidt noget andet end danskernes. Vi ventede i 6 timer (!!) foer baaden endelig sejlede. Der sejlede baaden saa noget der mindede om 200 meter, foer den saa igen havde et nyt stop paa en time. Vi blev maaske en smule bekymrede for hvordan vi skulle faa de naeste 5 dage til at gaa paa den her maade.
Foerste aften paa baaden var ikke saerlig sjov. Vi satte os ovenpaa daekket, for at laese og slappe af, men nogen af de lokale maend proevede at komme i kontakt med os, og man maa sige at 1 af dem ikke kendte graensen. Det var ret ubehageligt. Det vaerste var, at da jeg, Katrine, efter at have lagt mig til at sove 3 pladser fra den klamme mand, vaagnede midt om natten, fandt jeg ud af at han havde rykket sin haengekoeje, og nu laa ved siden af mig. Jeg gik ret meget i panik der. Sarah oplevede en mand der vaekkede hende, derefter gav hende haanden, hvilket hun troede var et haandtryk, men han begyndte at slikke hendes haand. Virkelig hulemandsagtigt!! Saa de foerste 24 timer paa baden var ikke specielt sjove.
Naeste dag moedte vi et par fra Schweitz, de var rigtig soede, vi spillede kort med dem, og drak deres hjemmelavede caipirinhas om aftenen. Den klamme mand fra aftenen foer, begyndte igen at genere os, men saa huskede vi at have laest om at give klamme, omklamrende maend skideballer paa ens eget sprog (altsaa dansk), saa vi gav ham en ordentlig skideballe paa dansk - og det hjalp. Han talte ikke til os igen - og vi fandt nye pladser til vores haengekoejer.
Paa 3.dagen laeste vi bare (der var ikke saa meget at give sig til - laese og se paa junglen vi sejlede forbi), og vi var igen sammen med det schweitziske par.
Paa 4.dagen moedte vi saa nogle nye mennesker. Den foerste var en pige fra England, Lizzie, som vi havde det rigtig hyggeligt med. Hun introducerede os ogsaa for hendes ven, André, som hun havde moedt tidligere paa sin rejse. Han var brasilianer. Den aften sad vi ude paa daekket med de 2, drak oel og saa paa stjerner.. og havde grineflip over Andrés sjove personlighed.
Noget vi fandt ud af i loebet af dagene paa baaden, er at brasilianerne er meget glade for at omdanne europaeiske og amerikanske hits, til portugisiske sambarytmer. Hvem havde regnet med at hoere 'Singles Ladies' og 'Russian Rolette' oversat til portugisisk? Vi havde de vildeste grineflip over det, og synes det var vildt maerkeligt. Udover det har de ogsaa en forkaerlighed overfor kvindelige sangerinder fra 90erne. Alle maend sad og saa musikvideoer fra 80erne og 90erne.
Selve baadturen var rigtig flot - nogengange mere end andre. Det bedste var de 2 sidste dage, hvor floden var smal, og man meget bedre kunne se baade junglen og husene, hvor folk boede i. De foerste 3 dage var floden meget bred og det var naesten at sejle paa havet. Man maa ihvert fald sige at vi iloebet af de 5 dage fik et indblik i hvor laaaang Amazonasfloden virkelig er. Paa den gode maade. :)
Den sidste dag, 5. dagen, blev vi enige med Lizzie, Andre og parret fra Schweitz om at bo paa samme hostel i Belém, fordi vi havde haft det rigtig hyggeligt sammen.
Vi boede paa vaerelse sammen med Lizzie og André - det var helt fantastisk med et rent toilet og et ordentligt bad!! Det paa baaden kan slet ikke beskrives med ord.
Den foerste dag i Belém brugte vi paa at gaa paa et stort marked, hvor vi bare osede og noed at vaere paa landjorden igen ;) Om aftenen gik vi alle nye venner fra baaden paa bar, og fik vores elskede caipirinha :) Vi havde det supersjovt, og det var virkelig fedt at se forskellen paa den forskellige kultur mellem os alle. Vi kunne tydeligt maerke, at Lizzie fra England var den der havde den samme humor som os. Men vi noed forskellen mellem os og de 3 andre, og vi studerede dem noeje.
Dagen efter tog Lizzie og André videre til en oe sammen, men det schweitziske par ville blive nogle dage ekstra. Vi tjekkede ud om formiddagen, og havde vores ting staaende paa hostellet, imens vi igen tog paa markedet, og derefter en tur i zoologisk have. (den sikre vej i junglen - naar dyrene er bag glas ;) ) Derefter koebte vi ind og lavede store madpakker til vores 20timers bustur om aftenen. Nu skulle vi nemlig mod Jericoacoara, backpackernes ferieparadis, som Lonely Planet siger.

Busturen gik ikke som forventet. Den startede ved 20 tiden om aftenen, og vi sad og snakkede og proevede paa ikke at falde i soevn for tidligt. Alligevel var vi faldet i soevn, da bussen ved omkring midnatstid stopppede op. Vi vaagnede begge halvt, da 5 maskerede og bevaebnede maend kom ind i bussen. Det tog lidt tid at forstaa hvad der skete, vi havde jo laest om den her slags overfald, men vi havde bestemt ikke regnet med at opleve det. Vi sad paa anden raekke i bussen og oplevede det hele paa meget naert hold. Vi skulle alle sidde med haenderne oppe, imens roeverne gik rundt til os 1 efter 1 og tog hvad de ville have. Da de kom hen til os, tog vi kun den ene af vores punge op (begge laa i den samme haandtaske sammen med det ene kamera) og gav dem hvad der svarer til 1500 kroner. De gik videre derefter, for at faa de andres penge. Efter ca 5 minutter ville de egentlig ud af bussen igen, men droppede det - maaske fordi de foelte stedet ikke var sikkert nok - maaske ikke oede nok. De kom ind igen, og kom endnu engang hen til os. Denne gang ville de have vores telefon, saa Sarah maatte aflevere sin, imens hun proevede at skjule de andre vaerdigenstande i den taske hvor telefonen laa i. Det virkede heldigvis. Roeverne proevede endnu engang at stige ud af bussen, men kom endnu engang ind i bussen. Hele episoden foeltes som en evighed. Folk sad og bad til Gud, graed, og man kunne se voksne maend, der sad med haenderne oppe, og sad og rystede lige saa meget som vi gjorde. Tanken om at alle maend havde pistoler, og der ikke skulle saerlig meget til, foer at det kunne gaa galt var saa skraekkelig, saa vi kunne ikke lade vaere med at taenke 'hold nu kaeft' til de forskellige der bad hoejlydt, graed osv. Faktisk var flere af roeverne 'gode mennesker'. Da jeg, Sarah, afleverede min telefon, klappede en af roeverne mig beroligende paa hovedet, og nikkede for at vise jeg havde gjort det godt, og at det nok skulle gaa. Der var en kvinde bagved i bussen der besvimede, og en af roeverne gav hende med det samme vand, og proevede at hjaelpe hende. Det var ret syrealistisk at taenke paa at de her maend sikkert bare var almindelige mennesker, men utroligt fattige mennesker - og vi haaber virkelig at de penge de fik fra os er gaaet til deres familier - ikke stoffer eller hvad det nu kunne vaere.
Det var svaert at falde i soevn bagefter, men paa en maade var vi bare saa udmattede over det kvarter i helvede vi lige havde oplevet, at vi paa et tidspunkt alligevel faldt i soevn, og foerst vaagnede da det var lyst.
Et tysk par der ogsaa var med bussen fulgte med os til politistationen i Sao Luis den naeste dag, for at anmelde hvad vi havde faaet taget. Vi havde vaeret utroligt heldige i forhold til dem. De havde mistet alt! Deres store rygsaekke, penge og kreditkort, de var bare heldige at de stadig havde deres pas. Vi havde virkelig ondt af dem, og foelte lidt at der havde vaeret en engel over os. (Sarah: Tak mormor for kniplingeenglen :-)  )
Vi var saa 'heldige' at skulle med en natbus igen om aftenen, saa vi brugte hele dagen paa at snakke hele oplevelsen igennem, men vi blev alligevel mere og mere utilpasse jo naermere busturen kom. Busturen gik selvfoelgelig fint den her gang, men vi fik ikke sovet saerlig meget, og vi var meget nervoese.
Da vi stod ud af bussen den naeste morgen, var det som om at episoden var saa langt vaek, og vi var saa klar til at nyde Jericoacoara istedet for tanken om bevaebnede roevere!

For at komme til Jeri skulle man koere med noget der hedder en Buggy, der er en bil hvor der er aabent bagved, og man sidder paa ladet, bagenden af bilen. (det er lidt svaert at forklare, men vi har billeder). Turen vi kom paa for at komme til Jericoacoara tog omkring 2-3 timer, og det var saadan en fed tur! Landskabet skiftede fra den ene oejeblik til det andet. Vi koerte ved stranden, i skove, over soer, mudder, oerkenlignende steder osv. Det var helt fantastisk :-)
Jericoacoara er et meget specielt, men fantastisk sted. Her koerer ikke biler - odover buggyer, der er ikke veje, men brede sandstier. Her er ikke gadelys - det er en lov, saa om aftenen lyser stjernerne naermest det hele op - ret vildt. Alle dyrene gaar frit, Det inkludere, katte, hunde, aesler, heste og koeer. Den ene aften, da vi var paa vej hjem moedte vi pludselig et aesel der i moerket, det var ret sjovt.
Her er egentlig ret tomt pt., fordi der ikke er hoejsaeson, men folk er stadig klar paa fest hver aften, og alle vil gerne have det sjovt - saa det nyder vi meget :)
De foerste 2 aftener var vi i byen paa deres stoerste diskotek, der har et tema med ufoer, rumvaesner og planeter. Selve stedet hedder ogsaa Planeta. Ret gennemfoert. Den foerste aften moedte vi nogle af de lokale fyre, som vi har vaeret sammen med hver aften. De er rigtig sjove, men meget anderledes - baade humormaessigt og meget forskellige fra danske drenge. De taler ikke saerlig godt engelsk, hvilket goer det lidt besvaerligt - men man kan komme langt med haandtegn :-) I forgaars var der en stor koncert 20 km fra Jeri i en by der hedder Jijaco. Det mindede meget om Toender Festival, men med fahamusik, altsaa noget sambalignende musik. Det kunne Toender Festival laere noget af ;)
Vi fulgtes med en af drengenes veninder. De var 5 piger, og de tog super godt imod os, selvom de heller ikke kunne engelsk. De laerte os at danse til musikken, og vi havde det rigtig sjovt med dem.
Igaar aftes var vi selvfoelgelig klar til fest igen - men da vi kom ned i byen fandt vi ud af at alle folk var kvaestede fra dagen foer. SVAGDRIKKERE... haha :)
Saa vi maatte gaa i seng 'allerede' klokken 2, efter en staerk caipirinha og en stor troeste-is. Oev boev. Heldigvis moedte vi en af drengene - der kan ret godt engelsk, og han fortalte at der vil vaere gang i den igen i aften, saa det saetter vi vores lid til da det er vores sidste aften her i PARADIS :-)
Vi skal med en bus imorgen tidlig klokken 8.. Hej toemmermaend :)
Imorgen skal vi med et fly fra Fortaleza til Sao Paolo, hvor vi skal vaere i 3 dage, vores sidste 3 dage i Brasilien. Derefter gaar turen til Argentina.
Det er vildt maerkeligt at taenke paa vi allerede har vaeret afsted i 1 maaned, tiden flyver virkelig afsted.

Vi har det godt med alt hvad der skete i bussen, I skal ikke vaere bekymrede, det ligger allerede saa langt vaek, at vi naermest ikke taenker paa det. Vi kommer til at skulle rigtig meget bus i Argentina, og vi ved ogsaa at Argentina har et meget bedre system, og ikke er lige saa farlig som Brasilien er. Vi ved selvfoelgelig ogsaa at muligheden for at det samme kan ske i Argentina er der, men efter alt hvad vi har hoert om Argentina, kan det kun vaere et rigtig dejligt sted - vi glaeder os :)

Det var alt for nu, vi har vidst faaet opdateret paa det hele, vi haaber I har gidet at laese det hele igennem.

Sandra, stoooort tillykke med foedselsdagen imorgen - vi har ikke mulighed for at komme til en computer der, men vi haaber du faar en skoen dag, og vi vil taenke rigtig meget paa dig :-*

Stort knus fra Sarah og Katrine