Efter en 2 timers sejltur over grænsen fra Tawau, hvor vi undervejs såen synkende båd med folk på taget, ankom vi til Tarakan. Ifølge voresguidebog skulle byen være pæn og ren, men det viste sig dog ikke atvære tilfældet. Det beviser bare at man ikke skal stole alt for megetpå selv den nyeste opdatering af Lonely Planet. Havde byen værethyggelig var vi blevet mere end en nat, men i stedet tog vi videre næsteformiddag til Tanjung Selor, for der at køre videre med 'shared taxi'til Sangetta. Først blev vi bildt ind at vi kunne nå frem sent sammeaften, men i virkeligheden tog turen 16 timer og vi var først fremme kl7 om morgenen. Vejen var af ekstrem dårlig kvalitet og det blev ikketil mere end par timers søvn den nat.

I Sangetta kontaktede vi en Ranger fra den nærtliggende Kutai nationalpark.Han hjalp os ud til parken til et research center, hvor vi kunneovernatte, tilberede vores medbragte mad og gå på trekking i junglen.

Vi slappede af efter ankomst og forsøgte at indhente lidt af denforsømte søvn, inden vi skulle på vores første trek om eftermiddagen.

Vores guide prøvede at spotte nogle af de få tilbageværendeorangutanger der er reservatet, desværre uden held; hverken påeftermiddagsturen eller morgenturen. Ej heller lykkedes det os at finde megetandet dyreliv, dog foruden nogle store insekter. Derfor besluttede vi os for attage videre efter en dag. Lidt skuffende - man man skal åbentbart dybt ind i junglen for at finde dyreliv.

Vi tog med den lokale bus til Samarinda og derfra til Balikpapan. Herfra fløj vi videre til Manado på Sulawesi.