Vi ankom sent om aftenen og checkede ind på den billigste hotel vikunne finde. Vi besluttede os for at søge om forlængelse af vores visaog tog ud til immigrationskontoret med forventning om at det hurtigtkunne laves, blot man ville betale. Vi blev dog slemt skuffede, da viblev meddelt at vi skulle have en indonesisk sponsor. En sponsor er enindonesisk statsborger som juridisk og økonomisk vil stå inde for althvad vi laver!! Pludselig lød det som en umulig opgave, at få voresvisa forlænget. Da vi senere på formiddagen sad og spiste frokost nogetdeprimerede over situationen, fortalte vi vores historie til en yngrerestaurationsejer som snakkede flydende engelsk. Han undrede sig megetover reglerne, men han ville da gerne hjælpe os. Vi fik udfyldt denødvendige blanketter og sat behandlingsprocessen i gang. Imellemtidentog vi til Bunakan, et verdenskendt dykkerområde.

Bunakan er en mindre ø, som ligger 1 times sejlads fra Manado. Vicheckede ind på et mindre resort og vi fik en bungalow ned tilstranden. Nu skete der det at Mikael blev sløj, så han måtte tilbagetil Manado dagen efter for at komme til lægen. På trods af flereblodprøver fandt lægerne intet, men udskrev alligevel en recept pånoget medicin, for i det mindste at prøve noget. Og efter 2 dage varMikael frisk igen.

De følgende 3 dage gik med dykning og snorkling. Overnatningen kom medfuldpension, så det eneste vi skulle huske var, at stå op om morgenen -det var ren afslapning.

Dykningen levede ikke helt op til vores forventninger. Vi så dog bådeskildpadder, hajer og andre store fisk, men mere imponerende var mangesmå mærkelige vanddyr, som man ikke kunne spotte med det blotte øje. Visluttede af med et natdyk, som viste sig at blive vores bedste dyk. Ivores lygters skær så vi igen og igen mærkelige væsener, krapper somcamouflerede sig på de mest kreative måder, muræner og sågar en lillehaj. Havbunden var aldeles levende om natten.

Efter 6 dage på Bunakan, gik turen tilbage til Manado. Vi skulle etsmut forbi immigrationskontoret og hente vores visa, troede vi i hverttilfælde. Så nemt gik det desværre ikke. Mens vi nød vores dykkeropholdvar vores papirer tilsyneladende ikke kommet længere. Samtidig varderes IT system gået ned, og de kunne derfor ikke give os et nytstempel. Vi aftalte med dem at returnere senere samme dag i håbet om atsystemet skulle være oppe og køre igen. De havde svært ved at forstå atvi spildte vores tid med alle de besøg, men hjælpe os kunne de ikke.Senere på dagen havde vores sponsor og nye ven tilbudt at tage med, ihåb om at han kunne sætte skub i sagerne. I første omgang var systemetstadig ikke kommet op køre, men pludselig da det var ved at værelukketid og chefen kom ned fra sit kontor begyndte alting at virke. Vifik endelig vores visa efter at have ventet 3 timer påimmigrationskontoret den eftermiddag. Forbrugt tid i alt: 2 dage. Lortesystem. Om aftenen spiste vi sammen med vores sponsor, for at sige pænttak for hjælpen og farvel.

Næste dag gik turen mod Togean Islands, er ø paradis midt i Sulawesi.Først var vi med shared taxi i 10 timer og dernæst med natfærge tilførste udvalgte ø - øen Melange. Her blev vi transporteret videre udtil en eksotisk strand med nogle hyggelige bungalows hvor vi blevindlogeret. Vi havde privat strand, som vi dog måtte dele med 2 andrebackpackere og lokalt koralrev hvor vi kunne snorkle. Vandet nåede 34grader og maden med friskfanget fisk var fantastisk. Det kostede ossølle 8 US$ (ca. 45 kr) pr person pr nat inkl alle måltider - puh detvar nogle hårde dage, hvor ejeren tog os med på snorkleture tilomkringliggende koralrev og på besøg i nærliggende landsby medhav-sigøjnere. Desuden fik vi den ene aften coconut-crabs, kæmpelandkrapper som lever i skoven og spiser kokosnødder. Den største vispiste, vejede næste 1,5kg og det var en sand lækkerbisken. Vi måttedog slippe ekstra 25 kr/kg for måltidet; men det var helt sikkertpengene værd.

Efter 3 dages ophold på Malenge sejlede vi videre med båden tilKadidiri, den mest populære af Togean øerne. Her brugte vi 2 dage påafslapning på stranden og snorkle ture. Hyggeligt sted men lidt forbesøgt ift. den anden ø.

Vi mødte en gruppe tyskere som studerede på Bali. Dem fulgtes vi videremed, først på den 5 timers lange bådtur til Ampala og derefter medshared taxi til Rantepau, en temmelig lang tur som varede hele nattenog i alt 18 timer. Puha, vi er ved at være lidt trætte af de langekøreture.

Rantepau ligger i det centrale Sulawise omgivet af bjerge, som i mangeår har ligget isoleret ift. resten af øen. Det har resulteret i at manhar en meget unik kultur her, især med fokus på begravelseceremonier.Død og begravelse er en dyr begivenhed, hvor man slagter store mængderaf grise og vandbøfler afhængig af hvor velhavende den afdøde var.Ceremonierne varer fra 2 dage til mere end en uge. Fra dødstidspunktetfrem til begravelsen, kan der gå alt fra et par uger til flere år. Detafhænger af hvor meget den afdødes familie skal spare sammen for atafholde ceremonien. I mellemtiden har familien den afdøde liggende i hjemmet.

Dagen efter vores ankomst tog vi på guidet tur sammen med tyskerne forat overvære en begravelse ceremoni og se deres traditionellegravpladser. Vi besøgte en middelklasse familie på førstedagen afceremonien, hvor bedstemoren var død. Vi blev budt velkommen afbørnebørn og tilbudt te og kager. Vi havde medbragt gaver i form afcigaretter og sukker, hvilket er kotume. Vi blev et par timer og såslagtning af nogle grise, samt ofring af en enkelt vandbøffel. Manslår vandbøfler ihjel, fordi man tror at dens sjæl vil beskytte denafdøde på vej til paradis. Grisene slagtes for at bespise gæsterne. Detvar en meget speciel oplevelse.

Senere samme dag så vi 5 forskellige typer gravpladser.

1. Børn under et år blev tidligere lagt i et hulrum i et træ.
2.Hængende grave, hvor afdøde blev hængt op på klippesider i trækister.
3. Naturlige grotter, en billig løsning, hvor familiemedlemmer låsamlet.
4. Stengrave, udgravet hulrum i klippevægge.
5. Husgrav, man bygger et spcielt hus hvor generation efter generation kan begraves. Denneer den hyppigst brugte i dag.

Spændende oplevelse, men samtidig lidt bizartda man kunne se menneskeknogler de fleste steder.

På andendagen tog vi på guidet trekkingtur med udgangspunkt fra enoverklasse ceremoni plads. Her var man i færd med at opbyggemidlertidige huse til brug under en kommende ceremoni. Turen gik igennemen bambusskov, derefter igennem adskillige rismarker og små landsbyermed traditionelle huse. På turen vandrede vi igennem et fantastisksmukt landskab, nok det smukkeste vi har set på vores tur. Vi spistefrokost med udsigt over dalen imellem 2 regnbyer. Vi nåede tilbage tilvores hotel ved 17 tiden efter en krævende tur, men det var allekræfter værd. Her sagde vi farvel til tyskerne som skulle til til Bali.

På 3. og 4. dagen havde vi planlagt en motorcykeltur til Batutumonga,samme område hvor vi havde vandret dagen forinden. Turen blev desværreafbrudt en halv time fra Rantepau, da vi væltede på vores motorcykel.Heldigvis var skaderne kun overfladiske, men nok til at vi tog tilbagetil Rantepau for se blive tilset af en læge og få renset vores sår. Øvøv nu havde vi lige set frem til en hyggedag i bjergene. Skaderne påmotorcyklen var begrænsede, det var kun et smadret sidespejl og enbukket fodbremse. Vi frygtede lidt at udlejer ville tage en overprisfor reperationerne, men vi slap med ca. 40 kr.

Eftersom vi var lidtforslåede efter styrtet, så vi ingen grund til at blive i området, somvar primært egnet til trekking og vi tog derfor videre til Makassar idet sydlige Sulawesi. Makassar er den største by i det østligeIndonesien og center for flytransport og skibsfart. Ellers er byen ikkespecielt spændende. Her har vi tilbragt et par dage og i morgen påKirstens fødselsdag tager vi videre på "cruise" til Flores.