English | choose language

Free Travellog

 

 
sydamerika » Journals » Viñales - Gyngestolenes landsby

Viñales - Gyngestolenes landsby

Beliggenheden nordvest for Havanna er fantastisk med nogle helt særlige flade bjergformationer. Her bliver der dyrket tobak. Rigtig meget tobak. Og en af de helt store turistattraktioner er at komme ud og se tobaksmarkerne. Nu var sæsonnen for tobak bare fra december til marts, så der var altså ikke meget at se på lige nu. Vi tog nu alligevel en walking tour i landskabet og hos en tobaksbonde med cubansk guide, hvor vi mødte Barbara og Aymee, som er henholdsvis amerikaner og cubaner fra Havanna. Barbara var på ”jødisk mission” og havde inviteret Aymee med på betalt ferie (noget som hun aldrig ville kunne betale sig fra selv) i Viñales. Turen var rigtig hyggelig og vi aftalte med Aymee at tage på dans om aftenen i det lokale disko dasko. Rigtig cubaner-style drak vi så udenfor en flaske rom halv/halv med sodavand (som jo er næsten ligeså dyrt som rommen) og gik så ind. Mens pigerne dansede, blev drengene nærmest overfaldet af en meget ”venlig” mand, der kunne løse alle vores problemer for aftenen – vi skulle bare sige om det var cigarer eller piger vi ville have. Så kunne vi jo bare tage dem med hjem sammen med kæresten – eller måske bare tage billeder af dem? Desværre endnu et tegn på hvilken indflydelse man har, med så mange penge, som de kun kan drømme om.

En cykeltur kan varmt anbefales, selvom den lokale seværdighed: Et moderne vægmaleri med evolutionen som tema er noget overvurderet – snarere grimt. Bare sørg for at få tøj på der kan holde til at blive fuldstændig rødfarvet af den meget karakteristiske jord.

Vores beværtning fortjener at blive nævnt for sig. Uden en fjerdemand var det jo lidt dyrere at bo (man betaler altid for dobbeltværelse) og i dette tilfælde kunne vi ikke bo i samme hus. Mona og Rasmus boede hos en fint engelsktalende og rigtig sød familie, der lavede god mad, men havde glemt at der fandtes mennesker over 170cm, da loftet skulle bygges…

Philip derimod boede hos denne turs bedste casa: et ældre ægtepar, der kun talte spansk, men som var ualmindelig gæstfri og opvartende (på den gode måde!). Her blev den bedste hummer serveret side om side med mojito con secreto (som uden tvivl var lokal honning, men det må i ikke sige til nogen). Den afslappede stemning i byen er fantastisk smittende. Få andre steder oplever man lokalbefolkningens kvinder og ældre sidde flere timer og rokke i deres gyngestole, mens de hilser på tilfældige fremmede.

 

Journal info