I Bangalore lufthavn blev jeg hentet af Christoffer fra ICYE India. Da ham og chaufføren sendte mig lange blikke i bakspejlet og det var helt tydeligt at det helt store samtale emne var mig, gik jeg helt i panik. Tænk nu hvis han ikke var den han udgav sig for at være, og jeg skulle tilbringe resten af mine dage i et indisk bordel. Jeg forlangte at se nogle papirer, men det eneste han havde, var et visitkort. Så var det bare med at krydse fingere! 

Jeg sad med åben mund og polypper, da vi kørte igennem Bangalores gader. Aldrig i mit liv har jeg set så sindssyg en trafik som her. Hmm mener også jeg har læst et sted, at der i Indien dør 35.000 mennesker i trafikken om året.

Jeg ved ikke, hvad der er der er så specielt med det første møde med Indien. Alle folk siger det ikke kan forklares, og jeg har også svært ved det. Men inden for de første 10 min. bliver du simpelthen BOMBARDERET med en trillion indtryk. Du ser hele Indien på én gang. De er der alle sammen. De hellige mænd, de spedalske, de lasede børn, nonnerne, sikherne, mylderet lugten, køerne, de smukke kvinder, hundene, affaldet og jeg kunne blive ved i timevis. Her til kommer også transportmidler i alle afskygninger lige fra hestekærer til fede Mercedes. Alt virker så uoverskueligt.

Nå men Christoffer var en ærlig mand, så vi fandt gæstehuset. Og i det jeg trådte ind af døren, fik jeg det største chok i hele mit liv.

Gæstehuset består af en 2 etages ejendom. Hvor familien til chefen i ICYE bor. Vi har under etagen. Det lyder måske stort, men det er det IKKE. Det værelse jeg bor på, er ikke meget større end det værelse jeg havde hos mor og far - og så er der alså også indregnet et te-køkken.

På dette værelse er der så 2 køjesenge = 4 sovepladser og et lille skab til deling! Tror mig når jeg siger, at jeg fortryder, jeg havde 18 kilos bagage med til Indien. Det skal dog siges, at vi har en almindelig bruser og wc! Jubii. Så har vi da et sted, hvor vi kan slappe af i lårbasserne.

Heldigvis var en af de andre volontører hjemme, da hun er syg. Hun fortæller mig, hvordan det hele hænger sammen. Og det hele ikke lige er som skrevet i programmet. Det hold der var før os, har faktisk skrevet til hovedorganisationen, for at få ICYE lukket. Og det børnehjem jeg skal arbejde på består kun af meget fysisk og psykisk syge børn. Det var virkelig en kæmpe skuffelse for mig, for jeg havde virkelig glædet mig til at komme til at arbejde med (normale) børn.

Jeg ved ikke om det var den manglende søvn eller den store skuffelse, men jeg havde allermest lyst til at bare tage hjem STRAKS. Heldigvis begyndte de andre volontører at komme hjem fra arbejde, og heriblandt Arman (en dansk fyr jeg mødte på forberedelsesseminaret i Kbh.) Det var virkelig skønt at se ham igen! Alle de andre volontører er RIGTIG søde og der er et kanon sammenhold. Jeg synes bare det var så mærkeligt, at de var glade for at være her, selvom de alle synes det er et sindssygt land.

Men nu har jeg faet sovet ud, og ligesom fordøjet indtrykkene, og jeg tager ikke hjem foreløbig.

Nå men jeg har en aftale med en af pigerne. Vi skal på kaffebar lige om lidt. Skal nok skrive en af dagene om min første dag på børnehjemmet, som var en rigtig god oplevelse.

Hav det nu rigtig godt der hjemme i kulden :)