Mine sidste ord i denne omgang…

Tiden er fløjet af sted, og jeg harhaft så mange op og ned perioder, men her kommer det sidste fra mig i denneomgang… Om end at det er en anelse sent…

Efter vores drenge/pige aften gikvores fredagstur til Cæsarea og Haifa. Det var en fredagstur, hvor vi fulgte iPaulus’ fodspor. En virkelig hyggelig tur. Hvor der blev badet i middelhavet ogbare hygget rigtig meget… Tror Jonas store optur på turen, var den kat der stodbag Erik mens han underviste og lavede en lille kattelort.. Da vi sad påstranden var Erik lige ved at sætte sig i en brugt kanyle, så de ting findesogså i Israel. Her fik jeg en god snak med Elisabeth, hvilket var rigtighyggelig. Da vi kom hjem fra vores fredagstur gik Thomas og jeg op på den storeterrasse og fik spillet en masse backgammon, og selvfølgelig vendtverdenssituationenJ.

Lørdag skulle vi jo i kirke.. Ogdet første mine sanser fangede var mit navn der blev råbt ud over det hele medmeget fransk accent.. hvem mon det kunne være udover Jonathan.. Og ganskerigtigt, det var ham.. Det var jo også hele 3 uger siden han sidst så mig.. såja, man kan vel blive lidt desperat… Men meget dejlig at vide, at man virkeliger savnet..  Bare skægt at se en dreng på19 år fare igennem lokalet for at nå hen til en. Under gudstjenesten sad jeg såved siden af ham.. Og ja, synge er han vist lige så god til som mig, hvilket josiger en del… Men han var fuldstændig ligeglad og sang med af sine lungersfulde kraft… Og jeg har et eller andet sted aldrig hørt så smuk en sang, fordihan bare overgav sig selv, og var ligeglad med hvordan det lød.. Virkeligfantastisk at opleve… Men det var bare en af de sjove ting jeg har oplevet… Detvar også den lørdag, hvor det for alvor gik op for mig at jeg ikke kunne blivevolontør, men skulle hjem når skolen var slut.. En hård dag, hvor jeg heldigvisvar på Arbel med Ofir, Hanna, Thomas, Andreas og Ruth… Mens de så gik rundt sadjeg og nød den fantastiske solnedgang… Næste uges underviser var så Jan Frost,der skulle undervise os i Johannes’ Åbenbaringen, hvilket var en fantastiskundervisnings uge, hvor man fik sat en del ting på plads.. Fantastisk.

Samtidig i denne uge kæmpede jegmin egen personlige kamp med Gouda, der til tider var ved at koste al min tid…Mens de andre søndag(i starten af ugen) var på bønnevandring sad jeg hjemme ogventede på et opkald fra Gouda, der desværre aldrig kom… Mandag snakkede jeg såmed dem igen, hvorefter de lovede at ringe onsdag angående min hjemrejse.. Jeghavde derfor telefonen i nærheden hele tiden, men igen glemte de at ringe…Onsdag aften ville de så ringe igen, hvilket de endelig gjorde og jeg fiksnakket med dem… De lovede mig at jeg kunne komme hjem, men at det ville blivemellem d.13-17, november. Det fik jeg så sagt til dem på holdet, og vi fik bedtfor at jeg måtte blive her så længe som muligt.. torsdag skete der så nyt isagen, da de ringede og sagde at deres læge havde ændret mening, og jeg bareskulle hjem, så hurtig som muligt.. Det kunne ikke gå langsomt nok… Det betødat de ville bestille billet fredag og derefter give mig besked om hvornår jegskulle hjem… Men at jeg skulle være klar til at komme hjem med en dags varsel..Meget frustrerende, da jeg ikke var forberedt på det.. Det slog mig fuldstændigud, og det endte med at Thomas ringede ind og brokkede sig over den behandlingjeg havde fået, og om jeg ikke nok godt kunne blive til d. 16. november.

Jeg mistede fuldstændig gnisten ogde prøvede desperat at få mig op i humør igen… Virkelig respekt.. de var klartil alt.. Fredag var vi på en tur i Sauls fodspor, hvilket var superhyggeligt.. Her var vi blandt andet i Ein Dor, det sted, hvor Saul opsøgte endødemaner… Det var en super hyggelig tur, hvor vi som sagt startede i Ein Dor,hvorefter vi tog til Gilboas bjerge (Mount Shaul) og fik noget undervisningder..  Efter det tog vi ud til endnu enruinby Bet Shean, hvor vi fik repeteret lidt oldtidskundskab.. Var det mondoriske eller ioniske søjler vi kiggede på?!?!? Her fik de andre så set på toiletfaciliteterne på Jesu tid.. Jeg kunne desværre ikke selv se dem, pga vejendertil.. Men så havde jeg jo heldigvis set dem vi så på studieturen i 3.g.. Såher følte jeg heldigvis ikke at jeg gik glip af så meget… Efter dennefredagstur, som skulle vise sig at være den sidste, tog vi hjem… Vi var nemliginviteret til middag hos Bill og Vered, nogle fra menigheden, Bill er en del afældsterådet..

De havde lavet nogle specialretterfra Israel, som vi fik at spise der.. Virkelig lækkert.. En aften, hvor jeg fiktrænet armmusklerne godt, da jeg gik hele vejen op til 5. sal, hvor de boede..

Min hjemrejse startede i Tiberiasmed to punkterede hjul.. Da vi efter 15 min havde fået lappet dem, fiktaxachaufføren vendt bilen mod Tel Aviv… Her ankom vi efter et par stop pånogle tankstationer kl 11.30, så det var meget godt ramt med tidspunktet formin afrejse..

Da jeg så stod nede i lufthavnenuden krykker, og uden en kørestol, da Gouda have informeret dem om at jeg godtkunne gå lidt, bare ikke længere distancer, stod jeg så fint og kunne ikkeengang komme ind og ændre min billet… Så mens taxamanden prøvede at få fat i enkørestol stod jeg bare og nød den sidste israelske luft… Endelig komkørestolen, men hun kunne ikke forstå at jeg ikke kunne gå, så efter at haveset på journalen fra dr. Finkelstein forstod hun det endelig… Men midt i altdet kaos glemte jeg selvfølgelig at få min skijakke med ud af bilen, da den låpå bagsædet, og det ikke var super koldt i Israel.. Jeg blev kørt ind til ElAls kontor, hvor jeg fik ændret min billet, og kunne komme videre til checkin..

Så mødte jeg virkelig El Alssikkerhedstjek når det er bedst… Først blev mine ting kørt igennem røntgen,hvorfor jeg kom over til det helt store tjek.. Her blev jeg udspurgt af 3forskellige om jeg kunne hebraisk og hvad jeg have lavet i Israel.. Jegfortalte dem så at jeg havde gået på en bibelskole i Tiberias, og havde derforhaft min adresse der. Men, så spurgte de om jeg havde set andet af Israel, ogjeg sagde selvfølgelig at jeg havde været i Jerusalem… Men, men det skal manikke sige, hvis man ikke kender adressen på Joffi-huset.. Så jeg stod der ogsagde at jeg havde været i Jerusalem, men ikke anede, hvor jeg havde boet… Ikkesuper smart..

Så kom øjeblikket, hvor de åbnedemine tasker, og det første de så var selvfølgelig mine araberhalstørklæder… Detvar ikke særlig smart.. Så skulle jeg til at forklare, at det er moderne iDanmark, og de er meget billigere hernede, så derfor havde jeg købt 2 med hjem…Så Peter, du får et stort problem med at forklare så mange halstørklæderJMen min bamse hjalp lidt på det hele.. En af dem der lavede sikkerhedstjek vardybt forelsket i den…

De fik pakket begge mine tasker udog kørt tingene igennem endnu en tester.. Og jeg sad som en gammel kone i minrullestol, og bare gloede på, at de skulle får det hele til at være i taskenigen.. Det så faktisk rigtig sjovt udJ Jeg slap for det heltstore tjek som sådan da jeg jo sad i min kørestol. Men, men metaldetektorer kanbare ikke lide min knæskinne, hvilket resulterede i at den blev ved med atbippe, indtil de endelig forstod at den skinne der stod i journalen faktiskindeholdt metal..

Men jeg overlevede tjekket… Såslemt var det heller ikke…

Nu skulle min bagage så tjekkesind… Hvad mon den store taske vejede… den vejede kun 17,5 kg, hvilket gjorde atmin håndbagage ikke blev vejet, meget rart da den vejede for meget… Efter detskulle jeg igennem paskontrollen, få at få stemplet i mit pas..

Og her gik det virkelig galt…

Jeg havde jo kun et turistvisum,men jeg havde jo studeret bibelen hernede, så jeg skulle have visum.. Det varlige før jeg ikke kunne få lov at gå igennem før jeg havde fået skaffet migsådan et, men ham der så kørte mig, snakkede så lidt med hende, jeg fik mit pasog vi kørte videre ud til de der golfbiler der er i lufthavnene.. faktiskunderligt at det er svært at komme ud af landet, i sådan en situation… Sådan enskulle jeg med ud til boardingzonen… Jeg blev kørt derud og efterladt… På dettidspunkt var min blære godt fyldt, men jeg sad og kunne se toilettet 20 meter fra mig, og jegkunne ikke komme derhen, først var der ingen at spørge, da jeg så endelig mødteen at spørge, sagde han at han ville finde en, men det glemte han vist, for jegsad i 2 timer og skulle på toilettet, kunne se det, men kunne ikke kommederhen, så kom først på toilet i flyet.. Det var så her det gik op for mig atjeg havde glemt min jakke og jeg skyndte mig derfor at ringe til Hanna, med detsamme jeg havde lagt på, løb den tør for strøm, så nu var jeg også uden kontakttil omverden.. Jeg var blevet placeret i et hjørne af boardingzonen, hvor jegkunne se skranken, men de kunne ikke se mig.. Så da de blev ved med at lavesidste udkald til mit fly, som jeg havde siddet i 2 timer og ventet på at kommeombord i, kom der til sidst en rundt og spurgte alle, om de var Anita. Hankunne så heller ikke forstå at jeg ikke kunne gå, så han skulle lige have fundeten kørestol… Men flyet nærmede sig.. Ham manden der kørte mig ombord i flyethavde så, så ondt af mig, at jeg som kun 20 årig havde smadret mit knæ, så hanfik ændret min billet, så jeg kom til at sidde helt oppe foran i flyet, hvorder var meget benplads..  Jeg skulleellers have siddet på bagerst række uden noget benplads overhovedet.. Men komheldigvis til at sidde næsten på 1. klasse… Under den flyvetur gik det sådanokay… Stewarderne var super flinke til at hjælpe og kom hele tiden og spurgteom jeg var okay og om jeg ville have noget at drikke osv..

Flyet landede og jeg kom ud som densidste, fordi Lufthansa, som skulle overtage mig troede jeg kunne gå… Hvorelsker jeg bare Gouda… Så der blev ventet i ca 1 kvarter før jeg kom ud.. Herblev jeg så efter turen ind til terminalen sat i en golfbil, og blev ellerstransporteret til min boardingzone. Her blev jeg så placeret indtil jeg skullei flyet og endnu engang forladt.. Nu havde de dog forstået at jeg ikke kunnegå, så de kom med en kørestol og fik mig transporteret ud i flyet.. Menflypersonalet havde ikke hørt jeg ikke kunne gå, så de skulle lige have fundeten lift frem… Med det samme de andre havde boardet og var kommet om bord,brækkede jeg mig så, og var syg på hele turen tilbage til Billund, men jeg komaf flyet og ude foran ventede mine forældre så.. Hvorefter jeg kom hjem i sengeller i realiteten vores sofa derhjemme..

Der er nu gået et stykke tid sidenjeg er kommet hjem, jeg er blevet opereret og er så småt ved at være klar tillidt igen.. Lige for tiden går meget af min tid med planlægning for, hvordan oghvornår jeg kan rejse tilbage til Israel.. Jeg skal nemlig kunne erklæres heltrask af en læge inden Gouda lader mig rejse tilbage, og har det stadig ikkesuper, halter lidt i slutningen af dagen, og skal helst ikke løfte tunge ting..Men det går fremad, og nu glæder jeg mig til at komme tilbage til mine venner… Men mit store mål er at rejse tilbage d. 11. januar, så jeg lige får sagt hej til disciplene inden jeg rejser tilbage...

Det var alt for denne gang.. Næste rejse bringer sikkert masser af nye ting og oplevelser... Glæder mig i hvertfald ufattelig meget.. Kan jeg ikke sige nok gange...

Optimismen var ikke paa det hoejeste efter vores lille detour til den jordanske/syriske graense. Og da soendag og dermed aabne ambassader oprandt var der opladt energi nok til at nedkaempe et helt artilleri kamptropper uddannet i Libyen!

Den australske ambassade var foerste stop. Men den flinke dame kunne ikke goer saa meget andet end at send os videre til den naermste politi-station, hvor vi efter sigende kunne faa indskrevet et indrejse-stempel (i haaden) i vores pas, og dermd lovligt kunne bevise vores indrejse i Jordan. Men den flinke politi-mand sendte os blot videre til Ministeriet for Turisme. Hmm, foelte lidt at vi kendte denne 'leg' " Jeg kan desvaerre ikke hjaelpe, men hvis i bare bare til (?) - saa skulle alle jeres problmer vaere loest!!"

Saa det var ikke med alt for store forhaabninger, at i fremsatte vores 'historie' og noedvendigheden for indrejsestempler for manden bag skranken. Han kiggede blot paa os, smilede, og sagde at han udemaerket kendte vores 'historie' Haha, ja vi har nok ikke opfundet den dybe tallerken med den loegnhistorie og de stjaaldne pas!

Heldigvis fandt han op i listen paa computeren over krydsende ved graensen og loeste vores problem.

Puhaa. Taxa til graensen - gennem den jordanske kontrol - og videre til den syriske. Alt ik strygende. Og vi kunne naesten ikke tro det, da officeren blot bad os om at tage direkte tilbage til Amman efter at have kigget paa vores pas!!

Men hele den offensiv for rejsende, er lidt en spil for galleriet, da han lidt senere kom tilbage og meldte groent lys! Vi havde i de faa minnutter opgivet, og var naesten paa vej  over skranken for at kysse hans mange emblemer, men blev stoppet af glasruden!

Vi klarede det! Har ikke saa faa gange paa den her tur, foelt at jeg har vaeret verdens heldigste at klare mig igennem modgang. Lidt som at faa foraeret dit livs gave igen og igen, god foelelse!

Naa, saa nu opholder vi os i Damaskus paa 3. dag. Og det ER som at vandre rundt i 1001 nats eventyr. Hver lille kringlet gade gemmer paa et gammel hus, smaa restauranter og cafeer overalt, de velduftende suq'er (bazar), laekkert mad - og billigt!! Kan ikke bed eom mere.

Er nu i fuld gang gang med at ansoege om visa til Iran og Parkistan. Saa nu maa vi se, hvordan det kommer til at forloebe. Bare det at komme ind i Syrien var et stort skridt, og har gode forhaabninger for resten. Saa kryds fingre for os;)

Sofie

Ja, saa kom jeg lige til at slette en meget lang beretning om vores tid i Kibbutzen og Tel Aviv, saa det maa blive i et andet liv. I stedet vil jeg starte fra vores indryk i Jordan.

Ankom sent tirsdag aften til graensebyen, Aqarbar, efter at have efterladt Tel Aviv omkring middag. Samme aften var det videre til hovedstaden i Jordan, Amman, hvor vi nu opholder os. Her er koldt, koldt, koldt. kan slet ikke huske hvordan det er fryse sin naese og sine foedder. Rygsaekken er blevet endevendt og alt det varme toej er blevet taget paa, lag paa lag.

Naa, men til den serioese del! oev, gider snart ikke pas og skide visa problemer mere. Har nu gennem flere maaneder efterhaaden kaempet en haard kamp for at faa nye pas UDEN stempler og andre tegn paa Israel. Saa vi tog med gode forhaabninger til graensen til Syrien igaar. Her blev vi trukket til side og stod nu ansigt til ansigt med den oeverst befalende.

Han havde ikke meget at sige til os.. "But Mr. give me the other passport, mister, give me the other one with the entry stamp to Jordan" Og vi blev haardnakket ved med at genfortaelle vores megte indoevede historie om stjaalne pas naer Petra i det sydlige Jordan, bestilling af nye pas her i Jordan. Men lige meget hjalp det! Ingen exit-stempel i vores pas uden entry-stempel!! Og uden vores exit-stempel for Jordan kan vi godt skyde en hvid pil efter Syrien.

Ja, mr. Big shot kunne endda klare sig med vores gamle pas med stemper (som jo er 'stjaalet') men alle spor af Israel mm. blev akkurat sendt hjem med post, da vi jo ikke skulle faeldes paa smaa beviser. Dette indebar at ALT fra maerker paa deodoranter, postkort, dagboerger og indgangsbilleter er enten smidt vaek eller sendt hjem. En smule tragisk komisk - hvis man er til saadan noget;)

Saa lige nu ventes der. Foeles lidt som om vi venter paa en vis Godot! Begge ambassader holder weekend, aabner igen soendag. Forhaabenlig kan de give os de noedvendige stempler og aabne de lukkede doere til Syrien, som lige pt minder lidt om det forjaettede land.

Hvis intet af dette giver pote, hedder den nok Sudan eller Indien. Men den tager vi lige, naar baade mukkerter og tryllenoegler er proevet paa alle doere i denne del af verden!

Tror at optimismen snart er tilbage i mit sind. Saadan plejer menneskets knold jo at virke, ik?! ;) Og lukkede doere giver bare nye muligheder, det er bare om at se dem i stedet for umulighederne!

Glaedelig Jul til jer alle sammen, igen. Haaber i nyder gloeggen, aebleskiverne, advent-gaverne og julekalenderen.

Sofie

Ja så blev der lige plads til endnu en opdatering her en uge før jeg rejser hjemad.

De sidste 2 uger siden vi stoppede på Discipelskolen, er blevet brugt på at rejse rundt her i Mellemøsten nærmere betegnet, som Egypten og Jordan. Jeg har oplevet utrolig mange ting og hvis jeg skulle fortælle om dem alle her, så ville det blive helt uoverskueligt at læse. Da vi stoppede på skolen, tog vi ned til Eilat og var der 2 overnatninger, inden vi mødtes med volontørerne fra Jerusalem og begav os ned i Sinaiørkenen, for at bruge 4 dage sammen dernede. Den første overnatning vi havde i Sinaiørkenen, foregik på toppen af Sinaibjerget, det bjerg hvor Moses modtog stentavler med de 10 ord, som det så fint hedder, de er også kendt som de 10 bud. Efter Sinaibjerget tog vi til Nuweiba, hvor vi boede i hytter som lå på stranden, og derfra tog nogle smut ud i ørkenen for at se forskellige ting. Det var en rigtig god tur.

Vi afsluttede Sinaituren den 22. november og derfra tog alle disciple undtagen 2, til Dahab som ligger ved det røde hav. Vi overnattede på Penguin Hotel, som var et virkeligt lækkert sted, lige ud til vandet, billigt at bo og billigt at spise. Der havde vi nogle rigtig hyggelige dage sammen inden vi for alvor splittede op og 7 af os tog til Jordan, 3 videre ind i Egypten, og 2 blev i Dahab og tog dykkercertifikat.

Vores tur til Jordan har virkelig været en oplevelse. Vi havde 2 ting vi gerne ville se. Det ene var Wadi Rum, som er et helt specielt ørkenlandskab, virkelig flot! Planen var bare at tage dertil og så forsøge at finde en der ville tage med rundt i ørkenen på en 6 timers tur. Men det endte ud med at vi kom til at sove hos de venligste beduiner jeg har mødt. de tog os med ud i ørkenen og lavede bål om aftenen og da en af os fik en forstuvet ankel blev vedkommende kørt en halv time til Aqaba, fik tage røntgen og fik medicin, og kørt tilbage igen, ganske gratis! vi spurgte hvad vi skulle give for det og hvordan vi kunne takke ham for at have hjulpet os på den måde, hvortil han svarede at vi var hans venner så vi skulle ikke betale noget, det var det han gjorde for sine venner!!

Efter et fantastisk døgn hos beduinerne i Wadi Rum tog vi op til Petra som er et af verdens 7 vidundere. "The rose red city" bliver den kaldt. Byen er hugget ud i klippen og har i gamle dage været handelscentrum for al handel til og fra asien via mellemøsten. Det er virkelig flot, og indgangen dertil gør det bare endnu bedre. Hvis nogen har set Indiana Jones så har de også set Petra. Man kommer dertil gennem en ca 900 m lang kløft, og når man drejer om hjørnet så tårner det sig op. Det er virkelig et imponerende syn at se, og hvis nogen tænker at se det, så kan det varmt anbefales. Vi havde 2 dage i Petra, hvilket var mere end rigeligt. Når man har set det, så ligner det meget sig selv, men det var alligevel rart at have god tid og ikke behøve at skynde sig, men bare have mulighed for at tage den med ro.

Efter Petra, tog vi op til Madaba som ligger lige syd for Amman, hvor vi overnattede på Madaba hotel, og sluttede af med et tyrkisk bad om aftenen. Planen var at krydse grænsen til Israel næste dag, via King Hussein Bridge. Vi tog afsted om morgenen den 30. november over til King Hussein. Da vi kom viste det sig imidlertid at det stempel vi havde fået i passet, gjorde at vi ikke havde tilladelse til at komme over denne grænseovergang, fordi det var et kollektivt visum. Det stempel vi havde fået, fik vi fordi vi, da vi tog fra Egypten sejlede over med en gruppe som skulle på en endagstur til Petra, og derfor hjem igen samme dag. Vi fik derfor alle samme stempel som betød at vi skulle have jordanskt guide og et udførligt program for hvad vi havde lavet i Jordan og hvor vi skulle hen, for at kunne krydse King Hussein. Da det ikke kunne lade sig gøre at komme over hvor vi havde tænkt os, blev planerne ændret, så det ikke længere var Jerusalem der var målet, men derimod blev det Tiberias, fordi den grænse vi så skulle over lå 60 km længere nordpå. Vi kom over Sheikh Hussein bridge ved middagstid, og nu sidder jeg altså igen på Discipelskolen i Tiberias, stik imod alle planer, men det er rart at være "hjemme" igen! Vi tager til Jerusalem i morgen og den 4. december rejser de andre hjem. Jeg selv er hjemme i Danmark igen den 7. december.

Efter at være kommet hertil og have mulighed for at se tilbage på den tur vi har haft til Jordan, så kan jeg se en klar mening fra Gud om at vi skulle til Tiberias, for da vi kom herop viser det sig at nogle af de kufferter som er forsøgt sendt hjem ikke har kunnet sendes fordi de ikke kan accepteres i tolden i lufthavnen, nu står på posthuset her i Tiberias! Det sammen med flere andre ting fortæller mig at det var Guds mening at vi skulle tilbage hertil!

Det har været en rigtig god tur til Jordan og i det hele taget nogle rigtig gode måneder her i Israel. På søndag den 7. december vender jeg næsen mod Kastrup og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg glæder mig til at sidde i flyet med et sind som er fyldt op af indtryk og oplevelser som skal bearbejdes! og så glæder mig også til at komme hjem til julen i Danmark, den er der godt nok ikke meget af her i det jødiske hellige land!

Vi ses i Danmark den 7. december