Så er vi ved sidste nyhedsblog. Det er overhovedet ikke til at forstå, at vi har været i landet i 14 dage nu, tiden er fløjet af sted. Klokken 11.40 i morgen flyver vi til Kenya, derefter klokken 22.00 til Amsterdam, og engang lørdag morgen tager vi sidste tur til Billund, så vi lander 10.40. Det bliver mærkeligt at skulle køre i højre side igen, ikke se overfyldte shappa’er over alt, at 75% af bilerne ikke er fuldstændig ramponerede, at husene er af mursten, at kunne drikke af vandhanen, at folk ikke står overalt og tisser, ikke at skulle være sammen med Lisbet og Hurghg hver dag, og mest af alt ikke at skulle gå rundt i T-shirt og shorts, men i stedet have den store vinterjakke frem.

 Lige nu sidder vi i Maputo, hvor vi har været siden i går. Vi kørte klokken 9.15 fra Xai Xai, og tog den 3 timer lange tur i bil til hovedstaden. Maputo er virkelig anderledes, i forhold til alt andet vi har set. Det er en kæmpe stor by, med højhuse, store byggerier, utallige butikker, og en maaaaasse skrald. Her er det ikke unormalt, at et kæmpestort luksushus til flere millioner, ligger på en sandvej med huse af siv og ler spredt ud over vejen. Det er enorm mærkelig at se på, både fordi man ikke helt forstår, hvorfor man vil have lyst til at bo i sit store fine hus i sådan nogle omgivelser, men også fordi at det er så stor en kontrast, som vi i hvert fald ikke har set før. Det skal også siges, at præsidenten har sit 5 hektar store palads i Maputo, lige midt i slum og skrald.

Efter vi havde fået en lidt sen middag, tog vi hen på det store marked i byen. Kæmpestort marked, med alt lige fra alle slags frugter og grønsager, til elektronik og elfenben. Vi fik købt lidt hver især, og gik ellers bare rundt og kiggede på alle tingene. Det er vist ikke helt gået op for dem hernede, at man ikke får det helt store overskud i butikken, når man sælger det samme på markedet som 50 andre. Kunne være man skulle prøve at fortælle dem det ved lejlighed J. Efter markedet kørte vi lidt rundt i byen, og vi endte på en restaurant, hvor vi fik aftensmad. Kyllingesalat til Dennis og Signe, og pizza og burger til Lisbet og Kurt. Det helt omvendte af hvad det plejer at være, men vi har vist smittet af på hinanden med vores spisevaner! :b

Vi tog derefter tilbage til YFC’s hovedkontor, hvor vi sov, og skal sove igen i nat.

I dag gik turen så ud til Pastor Jorge og hans familie, som er gode venner af Lisbet og Kurt, der boede hos dem de første tre uger hernede. Sammen med Pastor Jorge gik vi den lange tur, på veje der mindede om at gå i Saharas ørken med sand til knæene(næsten), ud til Pastorens kirke, flot pyntet med guirlander og kvinder der sang. Vi så også tømmerskole, hvor drenge kan få lov at lære lidt om at bygge.

Hjemme igen fik vi serveret mozambikansk middag (igen, igen) som smagte godt som altid. ”Dog ikke ligeså godt som de andre” – Citat Dennis :b

Pastorens fire små piger fandt hurtigt ud af at Signe lange hår var sjovt at flette, og wupti var der 8 hænder i håret på hende, egentlig meget hyggeligt.

Vi fik også hils på Lisbet og Kurts Gudbarn RAPUNZEL, som er den dejlig pige der er i gang med skolens eksamener, der er alt afgørende for hendes uddannelse og fremtid. Vi håber for hende at det må gå godt!

Lige nu sidder vi og venter på aftensmad, og i morgen venter den lange hjemrejse. Det er dog meget trist at tænke på, at dette måske er sidste gang vi er i Mozambique, for det er virkelig et fantastisk land, med nogle endnu mere fantastiske mennesker! ”The land of happy people” som Pedro sagde. Vi er vildt taknemmelige for alt det vi har fået lov til at opleve, og de mennesker vi har mødt. En speciel tak til Lisbet og Kurt for at have holdt os ud i de to uger. Fedt at lære jer så godt at kende, i er nogle fantastiske mennesker. Vi er glade for at have fulgt WutomiAgri projektet på så tæt hold, og vi kan se hvor hård der er brug for det her i Mozambique. Det skal nok lykkes og blive til stor gavn, for Gud er med i det!

Også tusind tak for alle beskederne i gæstebogen, og for den store interesse om turen. Vi skal nok fortælle meget mere når vi kommer hjem.

De sidste hilsner her på bloggen fra Signe og Dennis :)

Hej igen :)

Det er lidt sjovt at tænke på, at for 12 dage siden sad vi i et fly på vej til Afrika, fulde af spænding, glæde og en del uvished :). Og nu, sjovt nok, 12 dage senere, sidder vi så her igen, og tænker lidt tilbage på alt det vi har oplevet på så kort tid. Der har virkelig været meget, og det er mærkeligt at tænke på, at om 3 dage sidder vi igen i et fly, på vej tilbage til kolde rige Danmark :). Men vi må sige, at turen har været det hele værd, og vi er begge glade for de tre dage vi har i landet endnu. I morgen kører vi til hovedstaden Maputo, hvor vi skal bo hos en pastor, som Kurt og Lisbet er gode venner med. På vejen derned, tager vi måske et lille stop ved stranden, og vi skal også have fundet nogle suvenier buikker. Vi skal jo have noget, som vi kan huske turen på :). Men nu til de sidste to dages oplevelser. Vi starter med i går, mandag.

Vi startede dagen med at hente pastor Amacio fra Chicumbane. En lille detalje, som simpelthen er og bliver ugens griner, er, at han ikke kan udtale Kurt særlig godt, så det bliver til noget nær ” Hurghg”, og det lyder virkelig, virkelig sjovt! Sammen med ham kørte vi så den lange tur ud til Chiputo, hvor det er meningen at to af de ti elever, som skal gå på den kommende skole, skal komme fra. En af ideerne er nemlig at skolen skal have elever fra flere forskellige steder, så det de lærer kan komme til gavn i et større område.

I Chiputo blev det til en masse snakken om projektet, på portugisisk så det var kun det oversatte vi forstod, men i hvert fald fik vores pastor og Lisbet fortalt om skolen, hvordan det skulle fungere og hvad de ville kunne lære, og hvem der kunne gå der og hvad man skulle kunne. Nogle af de 16-23 årige (som er intervallet for skolens elevers alder) kom også og hørte interesseret med, så en god dag for skolen. Nu er det så høvdingens ansvar at finde seks egnede elever, der skal skrive en ansøgning, og så finder Lisbet og Kurt de to elever der er bedst egnet, engang i december.

Som alle jer fra SE så i går, kom vores sydafrikanske ven Waynand forbi til aftensmad. Ellers gik aftenen i går bare med en masse engelsk snak, og en dejlig lang Skype samtale, med de dejlige folk fra SE :)

I dag var planen, at vi skulle have været ved stranden, sammen med en pige som Signe mødte til søndagens møde i Chicumbane. Dog blæste det alt for meget til en strandtur, så vi tog i stedet ned til byen, sammen med pigens mor. Det der var lidt tricky, var at ingen af de to talte engelsk, så det var ret svært at kommunikere med dem. Det blev dog ikke til så lang tid inde i byen, da de spurgte(på halv portugisisk og halv tegnsprog), som vi ikke skulle tage en ”shappa” hjem til dem. Eftersom vi ikke rigtig kunne svare dem, droppede vi byturen, og tog hjem til dem. Så sad vi så der i deres lille stue, og så portugisisk tv, og hørte på dem snakke. De få gange vi prøvede at snakke lidt med dem gik det ikke, så det endte med at vi simpelthen var nødt til at ringe til Lisbet, så hun kunne komme og redde os. Hun kom og hentede os, og det var jo egentlig ikke så slemt, for de var jo meget udadvendte og venlige mod os. Men så fik vi også den oplevelse :). En anden lille detalje, som også skal tilføjes er, at moderen heller ikke kunne udtale Kurt, så det blev udtalt i noget som godt kunne tydes til ”Jokurrrth” eller ”Yoghurt”. I aner ikke hvor sjovt det er :)

Signe og jeg har lige formået at smadre en lysestage, fordi at jeg var ved at åbne en film, som Signe ikke ville have jeg skulle se. Jeg tør vædde på, at det var en af dem, hvor hun ville have taget et billede, men opdagede så at hun filmede. Jeg tror hun har 5-6 af disse film på hendes kamera :)

Det var vist det, ikke en så lang blog i dag. I morgen tager vi til Maputo, så ved ikke hvornår vi får skrevet igen. Hyg jer i Dk :).

Hej deroppe i bette Danmark

Så tager Dennis over, og starter bloggen ud. Lisbet sidder og ordner i papirer, Kurt hjælper, Signe snakker med familien derhjemme, og jeg sidder og nynner Dire Straits og Jason Mraz. Så det er egentlig bare en normal hyggelig aften i Xai Xai, og jeg tror jeg kan sige både for Signes og mit vedkommende, at vi stadig bare nyder at være hernede, og ikke mindst at bo ved Kurt og Lisbet. Stadig hver dag kommer der nye indtryk, nye tanker og nye bekendtskaber. Folk hernede er virkelig bare venlige, og jo, folk tager ikke tingene så tungt hernede(især ikke tiden, nej nej nej.. den får i senere), og dem vi møder hernede er så venlige og imødekommende, at det er en ren fornøjelse. Nogle folk vinker når vi kører forbi dem(bemærk ”nogle”: De fleste står stadig og glor med åben mund når de ser os), og det er da så fedt at få et smil med på vejen. Virkelig noget vi burde gøre mere i Danmark. Nå, men nok om indledning. Nu til oplevelserne.

Jeg starter for mit eget vedkommende med i går, hvor dagen stod i musikkens tegn for mig. Sidste tirsdag aften var jeg nede i YFC’s lokaler, for at høre bandet øve, og så kom lørdagen så, hvor vi skulle spille en lovsangskoncert, i en af de mange kirker i Xai Xai. Planen var, at jeg skulle hentes den lørdag af Samuel klokken 07:00, og at vi så skulle køre hen til kirken, for at øve fra 08:00 til 12:00. Det var planen… Og så kommer den Mozambikanske tid og nøjagtighed ind i billedet, og det endte så med, at vi startede med at øve klokken 10:00, to timer senere end planlagt. Det betød så, at vi kun havde to timer til at øve de 18 sange, som vi skulle spille tre timer senere. Allerede der syntes jeg, at jeg havde været rimelig overbærende med standarten for udstyr, da jeg skulle spille på et 1000 år gammel Century trommesæt(fagsprog, Klaus ved hvad jeg mener med Century :D), hvor stortrommen raslede, ingen af tammerne havde bundskind, hihat og bækkener var….. …. …… .. lort, og lilletrommens bundskind(som faktisk var frontskind, jeg ved virkelig ikke hvad de har tænkt på) var tapet så meget til, at seidingen(den som giver lilletrommens lyd ”Dak Dak”), overhovedet ingen virkning gav. Så der sad jeg, bag et trommesæt fra oldemors tid, endda på en hård plastikstol, som gjorde enorm ondt at sidde på, og måtte tage det med et smil, og prøve at gøre det så godt som jeg kunne. Det gik så faktisk også helt fint med at spille på sættet, så det var ikke så slemt som det lød. Håber i forstod noget af det. Men tilbage til hvad jeg skulle sige. Nemlig, at hvis der er noget jeg ikke kan lide, så er det at spille noget foran andre, som jeg ikke har ordentlig styr på, og det havde jeg på ingen måde her. Så da jeg kom hjem for at få middagsmad, var fanen ikke ligefrem høj. Efter meget personlig peptalk, og en bøn til Gud om det ikke nok måtte gå, tog jeg af sted igen, for at spille de 18 sange til koncerten klokken halv 3. Den startede så først klokken 4(lad vær med at spørg, jeg ved ikke hvorfor de er så ligeglade med tiden, men fedt nok på en eller anden måde). Desuden formåede jeg også at springe begge to fjedre på stortrommepedalen, så den også måtte udskiftes. Men det vil jeg så sige, at det ikke kun var min skyld, den var virkelig gammel! Ældre en sættet :b. Jeg skriver virkelig for meget, så her hvordan det gik:

Vi kom i gang med at spille, og lige fra starten var den halvfyldte kirke bare helt med, folk rejste sig op, sang og dansede, fuldstændig ligeglade med hvad andre mon tænkte om dem. Det var så fedt at sidde og se på folk, som bare gav den alt hvad de kunne. Folk kom op foran og dansede, og stemning var bare så fed! Selvom jeg kun havde fået at vide om sangen var langsom eller hurtig, spillede jeg bare til musikken, og det gik faktisk overraskende godt! Især ”reggae” sangene var enormt fede at spille til, fordi den bare gik lige i den afrikanske stemning. Imellem lovsangen var der dans og sang fra andre grupper rundt om i Xai Xai, samt en prædiken fra en anden hvid missionær i byen fra Sydafrika. Alt dette var virkelig min bekræftelse på, at bøn virker. For jeg havde virkelig gået og ikke havde haft lyst til at spille, men så kom vi i gang, og på trods af den høje og dårlige lyd i salen, det knap så gode trommesæt, og det med, at jeg ikke havde styr på nogen af sangene rigtig, så gik det hele bare så godt som det kunne. Vi har noget video af det, som kommer op i morgen(Husk på den afrikanske tid J). Efter koncerten var stemningen stadig god, og folk kom hen og snakkede til mig, og var så dejlig udadvendte. Men nok om mig, jeg havde ellers sagt at det blev kort… Nu til Signes dag J

Ja, for da Dennis jo skulle øve med sine afrikanske venner, tog Kurt, Lisbet, mig og en fra YFC der hed Eva ud for at handle mad ind til den næste dags store møde, og jeg kan ellers love jer for det er anderledes at handle her end hjemme i Danmark, hvor du jo bare går ind Kvickly og handler alt ind.

Her skulle vi først på marked og have grønsagerne, og da Eva kendte en måde til at spare penge, fik vi købt det ude bag markedet hvor man købte fra lastbilerne, og her var det ellers bare med at mase sig frem! Det fik vi så gjort og vi alt det vi skulle. Alt det andet som ris, majsmel, sodavand og brød, skulle vi ind og have i alle mulige forskellige butikker, og butikkerne hernede er altså virkelig ikke særlig hygiejniske! Forestil jer en lille mørk butik, med en mand bag en træplade, beregnet som disk. Her peger du så på det du vil have, han tage det ned fra nogle hylder som aldrig har set en klud, ned i en beskidt pose og så får du det. Jeg var virkelig glad for at maden var pakket ind!

Det værste var dog da vi skulle have de tolv kyllinger (til 30 personer, sådan nogle høvdinger skal have meget mad!). Kyllingerne skulle købes på markedet, og det er nok noget af det værste jeg har oplevet hernede, for det er virkelig dyremishandling! Kyllingerne blev bare bundet samme i en klump, seks stykker i hver, med hovedet nedad og baskende med de brækkede vinger. De blev så smidt op på ladet af bilen og skulle transporteres til Chicumbane, hvor kvinderne der sørgede for at lave maden.

Eftermiddagen og aftenen gik jo så med den fantastiske koncert, og vi håber også at i derhjemme på SE havde en fed koncert i torsdags. I drømmer ikke om, hvor meget Dennis gerne ville have været med, men han glæder sig til at se film, og høre om det fra jer. Men vi håber bare at i havde den fedeste aften, og at i bare fyrede den af, og gav den alt hvad i kunne. Håber du gjorde familien stolt Simon :)

Så kom søndag, som var en af de foreløbig største dage for WutomiAgri projektet, hvor projektet skulle præsenteres for byens indbyggere og høvdinge. Vi startede med kirke klokken 10, denne gang noget helt anderledes end den sidste søndag. Det var nemlig sådan, at mændene sad på stole og bænke ude i siden, mens kvinder sad på sivmåtter på gulvet. Fordi at vi var hvide og vel også æresgæster, kom vi op foran og sidde. Men igen her var den afrikanske stemning i top. Da cirka 75 % af kirken var fyldt med kvinder, fik lovsangen ikke for lidt. Det kan ikke beskrives hvordan det var i kirken, men det var i hvert fald en dejlig oplevelse, og som så meget andet her, meget anderledes end i lille Dinamarca. Efter den 2½ times lange gudstjeneste, gik vi ud på det stykke jord, som landbrugsskolen skal bygges på. Vi var rigtig mange folk, igen sad kvinder på sivmåtter på jorden, og mændene, lederne og høvdingerne sad på stole. Sådan var det bare.

Det startede dog lidt anspændt ud, da den øverste høvding i Chicumbane ikke kom til tiden(This is Africa), og vi kunne ikke rigtig starte uden ham, fordi at han gerne skulle kunne lide og støtte projektet. Men den lidt nervøse og anspændte stemning, blev erstattet af lovsang fra byens kvinder. Vi måtte dog starte uden denne høje høvding, og det endte også med at han kom, lige tids nok til at høre Kurt fortælle om projektet. Hele arrangementet forløb faktisk rigtig godt, og noget nær som planlagt. Alle byens høvdinge tog godt imod projektet, og var med på ideen, og det er virkelig noget af det som er vigtigt, når man prøver at starte noget i Afrika, at samfundet er med på ideen, og virkelig føler, at det er deres projekt, og at det er til gavn for dem, og ikke bare 2 fremmede fra Danmark, som kommer for at tage deres jord. Så det var et par lettede Terp’s som gik fra grunden, som om et par uger bliver forvandlet til byggeplads. Vi har set tegningerne, og vi må sige at det ser rigtig godt ud.

Da vi kom tilbage til kirken, var der mad, som Signe og de andre havde købt dagen før, og det var virkelig lækker mad. Mozambikanere spiser ret meget må vi sige, i hvert fald når der er gratis mad. Men stemningen var god i salen, og Kurt og Lisbet snakkede portugisisk med høvdinger, og de ejede virkelig bare det hele :). De er så seje de to!

 Så det har faktisk været en god weekend må vi sige. Både for os hernede, for WutomiAgri projektet, og ikke mindst når man tænker på, hvordan Gud hører bøn. Både Dennis’ koncert, og mødet i dag har vi bedt meget om måtte gå godt, og begge dele er gået som det skulle, så det er virkelig dejligt at få bekræftet, at Gud er med os hernede. Halleluja – ”AMEN!!!” (Præstens ynglingsreplik i kirken, som egentlig var det eneste vi forstod J. Præsten sagde halleluja, og menigheden svarede højt ”Amen”. Det var så fedt :D)

Men ikke mere for denne gang. Vi kan virkelig ikke finde ud af at gøre det bare nogenlunde kort, men det har i vel ikke noget imod… :). I morgen skal vi ud til en af de landsbyer hvor to af de elever som skal være på skolen bor. Vi tænker rigtig meget på jer derhjemme, og glæder os til at se jer igen :). Men først på søndag, for nu skal vi nyde at vi er i Afrika, og bare få alt det ud af det vi kan :).

Boa Noite derhjemme. Hyg jer..

Venlig hilsen Signe og Dennis.

Heej allesammen :)

I er faktisk ret heldige med, at vi skriver en ny blog til jer, for på trods af 3 sudden death oplevelser med hidsige elefanter, 2 dage som illegal i Sydafrika og en off-road tur i mørke i midten af ingenting, som virkelig sagde Spar2, er vi nu tilbage i Xai Xai, helt uskadte.. Dog lidt døsige, efter 3 dage hvor vi ikke har lavet meget andet end at spise, kigge efter dyr og køre i bil. Mere om det senere…

Onsdag klokken 04:00 sprang vi ud af sengen, friske som aldrig før, og klar på at skulle bruge det meste af dagen i en bil, på vej til Krüger Park i Sydafrika! Jaaaa!!! Eller vi stod i hvert fald op, og Lisbet var da også frisk, men vi andre skulle lige vågne. Vi kom op, fik morgengrød, fik pakket og kom af sted klokken 5, lige da det var blevet lyst. Vi kørte først 5 timer op til Limpopo National Park i Mozambique, da vi havde bestemt at spare kilometer, og tage turen via den, til Krüger Park på den anden side af parken. Dog var vejen noget af det værste at køre på, men det gik, og vi fik en meget snaksalig blaffer med i bilen, som fortalte om parken mens vi kørte. Det var ikke fordi at der var vildt mange dyr i Limpopo parken, og efter et godt stykke tid udbrød Lisbet, at nu ville hun altså se et dyr, og SLAM!! Så gik der to elefanter 40 meter fra bilen, og der blev taget billeder som aldrig før. Vores første rigtige dyr! Vi fortsatte gennem parken til Krüger Park, blev immigreret(troede vi), og kom så ind i den enorme nationale park. Vi startede godt ud med at se 2 strudser med unger, og derefter et vandhul med en masse elefanter, bøfler og zebraer, og længere hende af vejen kom der også bavianer. Det var en rigtig god start syntes vi, og det blev fordoblet da vi kom til Letaba Rest Camp, og fik vores store flotte hus, med pladsens bedste udsigt over en hel savanne, hvor vi både kunne se elefanter, krokodiller, giraffer, kudu’er, antiloper og bøfler. Alt sammen lige der i vores baghave J. Første dag gået, og vi var godt tilfredse må vi sige.

Næste dag skulle vi igen op klokken 04:00, for at skulle på solopgangssafari klokken 05:00. Det var faktisk en rigtig dejlig tur, dog så vi ingen løver eller næsehorn, men giraffer, aber, flodheste, krokodiller, fugle vi ikke aner hvad hedder, og ikke mindst vores første næroplevelse med en elefant. Vi kom kørende, og så en ret stor hun-elefant stå og spise træer, og vi stoppede selvfølgelig for at tage billeder og sige; neeej og iiiihhh og åååååhhh en flot elefant. Det ville den vist ikke finde sig i, så den begyndte at gå hen mod os. Dog havde guiden heldigvis prøvet det før, så han gassede bare op, og kørte lidt ind imod den, så den trak sig lidt tilbage igen. Da vi skulle videre igen, begyndte den lige pludselig at gå ret stærkt(som kun en elefant kan, med de store runde plader den har som fødder) hen mod os, og vi var ret hurtigt væk. Pulsen kom lidt op, og vi blev lige pludselig lidt mere friske.

Vi kom tilbage klokken 08:00 efter turen, hvor vi så gik hjem for at få lidt at spise, tjekke savannen ud, og sove en middagslur. Klokken 13:30 sad vi udenfor for at få frokost, og pludselig kom der en buchbuck gåede, stille og rolig på dens små hove(fødder). Den gik stille og rolig rundt og græssede, og vi fik lokket den hen til os med Lisbets elskede knækbrød. Pludselig kom der også 4-5 ret flotte fugle flyvende, som også ville have, og det vildeste var, at vi endda også fik lokket et egern(ET EGERN!!) ned til os, som også ville have knækbrød. Før vi vidste af det, sad vi nu, igen i vores lille baghave, omringet af 3 bushbuckke, 7 fugle og et egern(!). Det var altså fedt J.

Da vi havde samlet energi, drog vi ud på en ny safari tur, denne gang på egen hånd i to timer. En rigtig dejlig tur, hvor vi igen fik set en masse flotte dyr, denne gang med ret mange giraffer, bøfler og elefanter. Specielt to elefanter gjorde indtryk. Vi kom kørende hen af vejen, og så pludselig to store elefanter gå i vejsiden. Vi kørte lidt foran dem, for at tage billeder, og det viste sig at de så lige skulle over vejen, og at de faktisk blev vist lidt irriterede over, at vi kørte der ved siden af dem. Så de blev lidt arrige, og begyndte at sætte tempoet op, så de gik lige bagved vores bil. Hvis de ville, kunne de have rørt vores bagsmæk med snablen. Jeg skal love for at vi fik fart på, det var virkelig en fed oplevelse. Måske man skulle have været der, men prøv at forestil jer at være så tæt på så stort et dyr, og vide at den med lethed kunne vælte bilen hvis den ville J. Vi sluttede dagen af på pladsens restaurant, og gik i seng da vi kom hjem, da vi skulle op klokken 05:00. (Bemærk: Op klokken 04:00 x2 og 05:00 tre dage i streg).

Om morgenen fik vi spist og pakket sammen, hvorefter vi begav os ud på den sidste del af vores safaritur. Vi kørte sydpå og en anden vej hjem da vi ville undgå de dårlige veje i Limpopo parken, og så sagde de fleste at det var nemmere at se løver der, så vi tog forhåbningsfulde af sted.

Parken havde alle ”big five” dyrene: elefanter, bøfler, løver, leoparder og næsehorn. Vi havde dog kun set elefanter og bøfler så vi håbede MEGET på at se nogle af de andre.. og minsandten om vi ikke også fik det, for langt ude, næsten usynlig så vi de to løver som vi havde håbet på.. JUBII J

Senere spottede Dennis også et par næsehorn, som dog er meget mindre end vi lige troede, men sjove nok alligevel J

Vi så også rigtig mange andre dyr, og rigtig mange af dem tæt på vejen. Især en enlig elefant kom forbi lige ved vejkanten, og den blev lidt hidsig over at blive forstyrret, især når Kurt også lige gasser op. Den var i hvert fald lige ved at sætte efter os, så vi kom hurtigt væk..

Ja, nok om alle de dyr vi har set, for det må vel egentlig være kedeligt at høre om? Men vi har i hvert fald haft tre rigtig fantastiske dage fyldt med natur- og dyreoplevelser, og man kunne også blive helt overvældet over Guds store skaberværk når man spejdede ud over de flotte savanner og floder eller var så tæt på fantastiske store dyr.   

Men spændingen var ikke ovre da vi nåede ud af Krüger Park, for da vi nåede til grænsen mellem Sydafrika og Mozambique var ikke alt som det skulle være. Det viste sig nemlig at vi havde glemt at få nogle afgørende stempler i vores pas da vi kørte til Sydafrika, så vi faktisk havde været illegale i landet i de tre dage.. Ups.. Der blev en masse vrøvl, men pga. af Lisbet hundeøjne og portugisiske taleevner, venlige vagter og en Gud der holdt hånden over os, var vi heldige at komme igennem alligevel.. Puhaa..

Og så var det vel bare hjem? Ikk helt, for tidsplanen havde ikke holdt helt så det var blevet mørk, og samtidig ville vi lige skyde genvej ved en jordvej. Længere ude viste vejen sig dog at være helt smattet til af dagens regnvejr (ja, det kan også regne i Afrika!) så vi fik kørt nærmest off-road i buldrende mørke og så meget mudder på bilen, at Kurt var nødt til at tørre lygterne en enkelt gang da de simpelthen ikke kunne lyse for mudder. En lidt sjov afslutning på vores fantastiske tur, hvor vi fik kørt over 1000km (med under 40km/t i gennemsnit) på under tre dage..

I morgen står den på noget øvning for Dennis’ vedkommende til aftenens koncert, og Signe skal ud og købe ind til det store informationsmøde og WutomiAgri søndag.

For resten håber vi at alle på SE havde en mega fed koncert torsdag!J I kunne evt. skrive hvordan det gik i gæstebogen.. TAK J.

Men nu er det ved at være sent.. GODNAT! J

Hej igen alle sammen J

Så er der endnu lidt at fortælle om.

Vi startede mandag morgen med at være med til en lille andagt med YFC. En dejlig oplevelse, og i stedet for de afrikanske sange, sang vi her ”Here i am to worship” og ”Open the eyes”, meget sjovt at sidde der og synge med. Folk lægger virkelig dybde i det når de synger lovsang hernede, de fleste har en eller anden fed anden-stemme som de kan sætte på sangene.

Da vi kom hjem, kastede vi os over den nystemmede guitar, og jooo.. der er fremskridt i Signes guitarevner, selvom hun stadig har meget at lære J. Men hun er en dejlig elev!

Mens vi sad og spillede, kom to elever, Rita og Cumaio, fra den lokale sprogskole, hvor Nalio arbejder. Dem skulle vi følges med i skole og hjemme næste dag. De var flinke, men alligevel var vi klar over at det ville det være første gang vi ligesom skulle klare os på egen hånd uden hinanden så vi var virkelig spændte på det. Indtil videre har vi altid været sammen om alting, så at skulle skilles fra hinanden i 3 timer var stort.. Og så endda på engelsk J.  ”You will learn more” (citat Borat)

Efter at de havde været her, skulle vi ud og kigge på nogle forskellige huse sammen med Kurt og den lokale præst. Vi skulle møde dem som havde bygget dem, for at finde ud af hvem der skulle bygge den kommende landbrugsskole, og få nogle tilbud på hvad det ville koste at bygge. Igen tog Dennis og jeg turen bag på ladet, og igen var det en storslået oplevelse J.

Vi havde dog ikke så meget forstand på det, og holdte os uden for forretningsaftalerne, men det var fedt og komme ud og se nogle af husene tæt på og indvendigt.

Forestil jer et hus på måske 8-10m2, hvis du har mange penge er den bygget på en sokkel af cement, ellers er det den bare jord. Den er lavet af et skelet at tynde stammer, hvor man har sat bambuslignende siv omkring, og igen, hvis du har penge nok er den tækket med ler, og taget er bare et tyndt bliktag. Det er den slags huse de fleste her bor i..

Hjemme igen skulle der købes ind, så det blev til en tur på det store marked. Her sælges der alt fra grønsager af alle slags, til krukker, tøj, CD’er, høns m.m. Vi fik kigget lidt på de forskellige boder, og fandt ret hurtigt ud af, at man ikke behøvedes gå hele markedet rundt, for de solgte alle sammen de samme ting. Bl.a. var der to boder med præcis de samme krukker lige ved siden af hinanden. Klogt valg, krukkekoner..  

Men det var i hvert fald rigtig hyggeligt, især det at alle mennesker gerne ville snakke med en. Rigtig dejligt at være med Kurt, da han fortæller og fortæller, og smiler og snakker ”portugisisk” J. Noget af det mest fantastiske her er, at folk er så flinke og ønsker kun at hjælpe, alle børnene vinker til dig og glor enorm meget på dig, og folk hilser pænt, så man føler sig virkelig velkommen. Virkelig en dejlig oplevelse.

Om aftenen fik vi besøg af en Sydafrikansk missionær der bor her i byen. Han kom forbi, og fik aftensmad, mens vi hørte en masse historier om de vilde løver, elefanter, næsehorn og krokodiller i Sydafrika. Ja, det var lige før man kunne blive bange for vores tur til Krüger nationalpark, hvor vi skal se disse dyr.. ;b. Men det var en rigtig hyggelig aften J. Kurt er begyndt så småt at lokke os til at gå tidligt i seng, og stå tidligt op. Det vil sige at vi går i seng halv ti, ti, og står op kvart i syv. Man skal liiige vænne sig til det, men på den anden side bliver det allerede lyst klokken fem, så hvorfor ikke gribe dagen J.

Tirsdag morgen var det igen tidligt op, for vi skulle med Nalio i skole. Her mødte vi alle de andre elever i klassen, og så var det ellers bare med at få snakket noget engelsk. Vi fik præsenteret os, hvem vi var, og hvad vi lavede her i Mozambique, og så blev der ellers stillet spørgsmål. De ville vide alt om hvordan det var at leve i ”Dinamarca” og vi ville jo høre alt om, hvordan det var at leve her. Det var rigtigt godt at høre fra dem selv hvordan de mener de har det, hvad de gerne ville have anderledes, hvad de havde af fremtidsplaner osv., og det gav et rigtigt godt indtryk af hvordan man lever her. Specielt Dennis fik mange direkte spørgsmål, som hvad mindstelønnen var i Dk, om hvorfor vi sløsede i skolen, om vi havde svineinfluenza(?), og så havde de ret svært ved at forstå, at jeg ikke havde en kæreste. De troede helt bestemt, at det var min far, som havde befalet mig at vente til jeg blev 21. Jeg fik vist nogenlunde forklaret, at det er lidt anderledes i Danmark J

Pigerne snakkede om lidt anderledes ting, og Signe fandt bl.a. ud af at de fleste piger hernede køber hår og sætter i deres eget fordi deres hår kun bliver få cm langt, og de kunne slet ikke forstå at vi i Danmark brugte vores eget hår.

Efter skole, tog Signe med Rita hjem og Dennis med Cumaio hjem for at se hvordan de bor.

Dennis skulle gå de to kilometer hjem til Cumaio, så det blev til en slags rundvisning i området. Cumaio bor faktisk i et ret stort og flot hus, med en kæmpe stor grund, så fattige var de ikke. Hans far arbejder i en guldmine i Sydafrika, og kommer kun hjem en gang om året, og hans mor er land..kvinde. Men en rigtig flink fyr er han, og det var en dejlig rundvisning jeg fik i hele området. Jeg skulle med Shappa hjem, i ved de gamle rustne overfyldte Toyota’er, og jo det var da en oplevelse man ikke får i Danmark J

Signe fik en rundvisning i Ritas hus, som også er meget stort og flot langt fra de fleste andre huse. Rita boede ved sin onkel og tante sammen med sine fætre og kusiner, da hendes mor og far boede langt væk fra skolen hvor hun lærte engelsk. Hele hendes familie var rigtig flinke, som alle andre her, og jeg fik snakket en del med dem alle, så nu har vi et god indblik i hvordan det er at være mozambikaner.

Efter turen hjem til Comaio, tog Dennis af sted for at øve med Samuels band, som han skal spille i til en koncert på lørdag. De havde ikke noget trommesæt, så det blev kun til lytten i dag, da trommesættet først kommer lørdag. Da de var på vej hjem, tre kvarter forsinket(sådan skal det være i Afrika!), gik Samuels bil tør for diesel, da ingen af hans måleinstrumenter i bilen virker, hverken hastighedstæller eller benzinmåler. Så de måtte holde ind til siden, og ringe til Kurt, for at få ham til at hente dem. Dog mistede ingen humøret af den grund, de fandt bare kongas og guitar frem, og begyndte af fyre den af med sang og dans, som kun afrikanere kan. Det var så fedt at se J.

Nu er der snart aftensmad, og derefter er det godnat, da vi allerede skal op kl. 4 i morgen for at køre til Krüger Park, hvor vi først er hjemme igen fredag J. Pas godt på jer selv derhjemme, og tag jer nu sammen i skolen J.

Vi er stadig enormt glade for at være hernede, Lisbet og Kurt er nogle af de rareste mennesker, og vi kunne ikke forestille os en bedre ”familie” at bo ved hernede. De første par dage har vi, som i nok kan læse, mest brugt på at se landet, kulturen og lært nogle at de lokale at kende, så man kan se det hele fra deres side.. De næste tre dage går jo så i Krüger Park, men eller vil vi begynde at sætte os ind i selve WutomiAgri, og i en af de næste blogge vil vi informere om statussen for projektet. Indtil videre kan vi bare sige, at jo mere vi oplever det på tæt hold, jo mere kan vi se hvor meget det betyder hernede.

Krammer fra Signe og Dennis J

Hej allesammen

Så er der gået to dage her i Xai Xai, fyldt med endnu flere indtryk og oplevelser.

Lørdag morgen fik vi lov til at sove længe, hvorefter der blev serveret morgengrød. Derefter gik vi en tur i byens fattige kvarter, hvor husene ikke består af ret meget mere end firkant med tag af siv og ler. Det gav et godt indtryk af miljøet her i byen, og folk var da også meget gæstfrie; vi blev budt på øl flere gange, dog takkede vi pænt "Não"

Dagens store udfordning var at tale med de lokale. Vi får øvet en del portugisisk, det er dog meget sværere i praksis. Vi blev sendt ud til en bagerkone som solgte brød ved vejen, efter to brød, og det gik da også glimrende, lige bortset fra at vi vendte hjem med tre brød.. ups.. Men dois og três minder da også en del om hinanden, ikke?

Senere på dagen indbudte den lokale YFC(Youth for Christ) til volleyball nede på Xai Xai's fantastisk flotte strande. På trods af massiv blæsevejr, og mangel på net og stolper tog vi over 20 mennesker af sted i 2 pickupper. Hernede er det helt almindeligt, at ladene på pickupperne ofte er proppet med folk, som enten har stået i vejkanten og ventet på et lift, eller bare af folk som har en ærinde. Signe og jeg tog også turen på ladet sammen med 7 andre. Det var en fed oplevelse må jeg sige, bare at sidde bagpå og suse afsted, og se ud over det flotte landskab, og bare nyde det. Det var fedt at prøve! De er vist ret ligeglad med både sikkerhedsseler(generelt bare sikkerhed) og trafikregler. De gør det helt på deres egen måde hernede, og det skal man os lige vænne sig til (:

På vej ned til stranden fandt folkene fra YFC 2 store træstolper og et net, som vi ikke helt kunne finde ud af hvor kom fra, men ikke desto mindre blev der stillet op til volley, og jo vi prøvede da også at spille, men det var som om at vinden tog alle boldene.. På en eller anden måde endte det hele i, at nogle af de unge fra YFC begyndte at spille fodbold, og vi andre gik ud for at bade i det lækre vand. De unge hernede er meget snaksaglige (måske fordi vi er lidt udsædvanlige med vores blege kulør?) og vi fik snakket en masse, dog gik det bedst med de få der kunne engelsk.

Efter denne faktisk meget hyggelig oplevelse, tog vi hjem igen, for at gøre klar til om aftenen, hvor vi skulle til rigtig mozambikansk middag, hos et par af Kurt og Lisbets gode venner. Menuen stod på grillstegte fisk med hoveder (”Jeg spiste to hele fisk, mor” – Dennis), ris, shima, jordnødde sovs med spinat (mozaikansk specialitet), salat med olie og manhjokka rødder. Det hele smagte faktisk rigtig godt, og familien vi var ved, var enorm flinke og udadvendte. Der blev snakket end del (heldigvis på engelsk) og leget med de to børn, især Sarah den mindste var vild efter at lege med de to fremmede.

Søndag morgen klokken 8, meget tidligt, var der gudstjeneste i en af de mange lokale kirker. Det var en meget speciel oplevelse, hvordan vi alle kunne stå der, sorte som hvide, rige som fattige og lovprise den samme Gud! Det var fantastisk.

Prædiken var dog på portugisisk og shangana, men vi havde en engelsk oversætter til at sidde hos os, så vi kunne følge med. Der var en virkelig speciel stemning, alle var glade, folk bad højt, dansede under de afrikanske sange, og hilste på hinanden under prædiken med et ”God bless you” Ja, det var FEDT! (og tror på ingen måder det kan sammenlignes med BUSK-gudstjenesten Solveig) Amen, amen amen amen amen (som præsten ville have sagt).. Efter den 2½ timers lange gudstjeneste hilste folk på os, og vi fik snakket lidt mere med de lokale i byen.

Vi var godt kogte efter den lange gudstjeneste, så en tur på stranden virkede som den bedste måde at bruge resten af dagen på, og jeg skal love for at vi blev bemærket på stranden. Forestil jer en strand fyldt med afrikanere, hvor vi 4 hvide kom dumpende ind i det hele – nøj der blev kigget på os(nogle blev bemærket mere end andre :b). Men på intet tidspunkt følte vi os diskrimineret på stranden, og vi kunne ikke gøre så meget andet, end bare at smile tilbage til de åbne munde, og kaste os ud i bølgerne. Lidt ude var der et mindre koralrev som vi dykkede ned til for at se, det var rigtig smukt. Da vi kom hjem, stod den på selvplukkede friske mangoer, og hygge resten af aftenen. Hvor er det fedt, at få så mange oplevelser som vi har fået. Vi er utrolig glade for de mange beskederne i gæstebogen, det er dejligt at vide at I tænker på os helt hernede, og vi tænker også meget på jer derhjemme. Der kommer snart nogle billeder i billedmappen.

Varme hilsner og Boa noite.

Signe og Dennis

Hej allesammen..

Efter en laang tur på over 24 timer i alt, i både fly og bil + ventetid er vi nu endelig fremme til Xai Xai, Mozambique! Vi er blevet rigtig godt modtaget her hos Lisbet og Kurt Terp, og har fået enorm mange indtryk af landet. Vi kom ud af flyveren, lige ud i 23 graders varme, klokken halv 11 om formiddagen, og vi sender jer SE'er derhjemme mange tanker, når i skal ud og løbe morgenløb i.. kulde. Vi kom ind i lufthavnen, fik relativt hurtig ordnet vaccine og visum papirer, og fik alt vores baggage med fra flyveren - heldigvis! Kurt kom og tog i mod os i lufthavnen, og kørte os så den 4 timers lange tur til Xai Xai i en ellers fin bil. Dog føltes turen ikke så lang, da vi begge enten sov eller var ret  opslugte af de helt anderledes forhold, som er i Mozambique. Der er virkelig kontrast i rig/fattig, og det så vi tydeligt efter den lange tur. Derudover så vi adskillige geder(bonus - vi så en trebenet ged) får, krabber og hunde, samt en helt masse boder og børn ved vejkanten, som sjovt nok allesammen ville sælge det samme - Kasha nødder, tomater, og udtrolig mange mobilkort! En ting som også var svær at undgå at se, var de virkelig, virkelig virkelig fyldte biler, de såkaldte Shappa'er, som egenlig bare var gamle rustne Toyota Haice'r, som på mirakuløs vis, kunne rumme op til 25 personer + baggage. Ja, turen var ret fyld med oplevelser og indtryk..

Så kom vi hjem til Lisbet og Kurt, i deres lille hyggelige hjem i Xai Xai. Vi har fået pakket ud, fået god aftensmad, fået spillet Sequence, og drukket KAFFEE!!!!!!!!! Dog med kakao til Signe, som ikke kan holde til kaffe... pff.. (Hun drak en halv kop kaffe i flyveren.. og det var så det.. Aldrig mere kaffe til Signe igen!)

Men efter en lang dag, (og en dårlig nat søvn i flyveren for Dennis's vedkommende) er vi nu trætte og på vej i seng. Det har været en spændende dag, og vi glæder os til de næste 13 dage her i Mozambique. I morgen står den på volley og middag hos en af de lokale lærere.

Vi sender mange tanker til jer der hjemme og håber at i hygger jer (;

Godnat! :)   

Mvh. Signe og Dennis