Hold da op, jeg er i et omraade, der er saa difust, at Travelloggen heer ikke engang ved, hvor jeg er. Leh kan ikke findes, og da jeg oprettede beretningen, blev jeg spurgt, om den skulle oprette i Indien, Kina eller Pakistan. Pretty Cool! ;o)

Endelig, efter mange ugers ventetid, er der en dansk beretning at laese. Eventuelle stavefejl undskyldes paa forhaand: jeg kommunikerer stort set kun paa engelsk herovre. OG jeg sidder pt. og skriver beretningen i Word uden dansk ordbog, saa den bliver ved med at rette mine danske gloser til engelsk vollapyk! ;o)

Oh, der er saa ufatteligt meget at fortaelle. Det er vist nok omkring 10 dage siden, jeg skrev sidst. Og hvad er der sket I den tid? – jeg er rejst i timevis fra Palampur, hvor jeg bor (i staten Himachal Pradesh) til Leh i delstaten Ladakh (som er en del af den omstridte stat Jammu-Kashmir!).

Turen herop, og hold nu paa hatte og briller, tog hele 8+6+14 timer! Saa er det altsaa ikke for sjov laengere. Slet ikke, naar man kun har een overnatning i al den tid!

Men, vi ankom og meget glade. Efter saa mange timer paa ens (ekstra) flade popo, kan man kun vaere lykkelig ved ankomsten. Vi fandt snart et sted at bo, og taet paa Asia Guest House (som det hedder), er der en dejlig restaurant-café, der hedder The Book Lover’s Retreat. Det er et dejligt sted, hvor man kan faa ordentlig mad – alt imens de spiller go’ musik og saelger gode boeger.

Nok om det, det er jo i sig selv ikke skide spaendende. Tilbage til turen herop:

Aldrig, mine damer og herrer, har jeg set lignende. Jeg glaeder mig og gruer lidt i forhold til alle de billeder jeg har lyst til at laegge ind fra turen. Et normalt kamera kan simpelthen ikke fange, hvad jeg har set. – turen herop inkluderer ture op og ned af bjerge og gennem dale. Hvert bjerg og hver en dal var forskellig fra den forrige, og… ja, det var bare fantastisk. Jeg fangede flere gange mig selv i at taenke, at det simpelthen ikke kunne vaere sandt, hvad jeg fik ind igennem oejenaeblerne! Jeg har set mane- og Marslandskaber, frodige dale og golde oerkener. Hold da op!

Og himlen! For fa’en, himlen heroppe i hoejderne er uforklarlig blaa – samtidigt er vi saa langt fra enhver forureningskilde, at luften er total klar. Uha, vidunderligt, omend en kende koldt.

Mens vi har vaeret heroppe, har vi oplevet diverse sjove og ikke saa sjove situationer m.m. Paa vej herop (jeg sidder pt. ved omkring 4000 meter over ‘sea level’) koerte vi gennem det andet hoejeste “koerbare” bjergpas i Verden. Jeg mener, det var omkring 5.300 meter! Det er sgu altsaa en del, kan jeg fortaelle jer. Vi led alle af hoejdesyge, hvilket vil sige svimmelhed, trykken for brystet o.lign. ubehagelige ting og sager. Oev, det var noget saa vaemmeligt, MEN! Det vaerste er nok, at jeg stadig, selvom jeg har vaeret heroppe i hoejderne et godt stykke tid nu, har svaert ved bare at gaa 20-40 meter. Man pruster simpelthen efter ingen tid. Kroppen skal virkelig have en del tid til at vaenne sig til den manglende ilt og den ekstreme hoejde.

Saa er denne travellog da vist ogsaa blevet paen lang, er den ikke?! Nok nu, saa… Jeg kan som en sidste ting sige, at jeg har reddet paa kameler – og ikke hvilken som helst slags kamel. En speciel to-puklet een, som de har heroppe i ‘ingenmandsland’. Det var hyggeligt. Jeg har planer om at tage en 10-12 dages kameltur i Rajasthan, naar jeg engang kommer darned igen. Men pigerne, jeg rejser med, ville meget gerne proeve, saa… Man er vel nok gentleman til at underholde froekenerne! ;o)

Gut gut, som sagt nok for nu.

Haaber I har det fantastisk. Jeg selv glaeder mig til at komme videre… At rejse lidt rundt har givet mig blod paa tanden, saa nu skal jeg sgu snart ud og se resten af Indien! ;-)

Simon E